Menu

Om HIK Håndbold

HIK er stiftet den 10. december 1900, først med fodbold og tennis, og fra 1970 også med håndbold. Fra 1965 til 1996 havde HIK sågar en ishockeyafdeling.

Afdelingen startede med 75 medlemmer fordelt på 8 hold. De første par år trænede holdene i boblehaller på Gentofte Stadion og i tennisafdelingen på Hartmannsvej på umage tidspunkter. HIK havde ingen egen hal, så holdene spillede kampe i haller rundt omkring i København.

Tilskuere var der heller ingen af.

I 1972 stod Kildeskovshallen heldigvis færdig – et topmoderne anlæg med blandt andet svømmehal og to boldhaller, den ene med plads til tilskuere.
Det lokkede mange nye medlemmer til og blev samtidig startskuddet til det årlige skolehåndboldstævne, som blev en kæmpe succes.
Hellerup Bank Cup hed stævnet i mange år, og siden skiftede det navn alt efter sponsoren; blandt andet Pondus Cup (Danske Bank), Nykredit Cup, Saxo Bank Cup.
I 2010’erne uddøde traditionen desværre.

I 1980 indledte HIK en æra som divisionsklub, da både herre- og dameholdet rykkede op i 3. division, og i de kommende år vandt HIK masser af medaljer og røg til tops i dansk håndbold.

På herresiden trak succesen flere dygtige herrespillere til, så HIK i en periode kunne stille med et hold bestående af landsholdspillere på alle pladser.
Blandt dem var Michael Fenger, som nåede at spille ikke færre end 234 landskampe og 355 HIK-kampe. Fenger har altid været kendt som en pryd for håndbolden og en enestående repræsentant for HIK. Idag er han Konservativ Borgmester i Gentofte Kommune.

I årenes løb har HIK samarbejdet med forskellige klubber i de årgange, hvor der manglede medlemmer. Vi har tidligere haft et tæt samarbejde med KFUM, men for nuværende har vi ikke samarbejde med andre klubber. Målet er at sikre tilstrækkeligt mange medlemmer til at kunne sikre både et stærkt elitesetup og et solidt breddetilbud.

I dag tæller afdelingen ca. 400 medlemmer. Efter en periode, hvor herresiden er raslet ned gennem rækkerne, er HIK i gang med en lovende genopbygning og ligger i sæsonen 2021/22 i 3. division. På damesiden har der i et par år været arbejdet målrettet for at rykke op i 1. division, og med et særdeles stærkt setup i indeværende sæson, er forventningerne til en indfrielse af ambitionerne store.

På ungdomssiden er HIK som de fleste andre klubber udfordret af få spillere i efterskoleårene og på de ældste årgange. Til gengæld sprudler det af liv på børneholdene med op til 4 hold på en årgang, så der er masser af talenter i pipeline og derfor al mulig grund til at imødese fremtiden for HIK Håndbold med lige dele sindsro og spændt forventning.

Luk