Holger Rune klar til kvartfinalen ved French Open

HIK’s store tennistalent imponerer på det franske grus. 

Af: Arnela Muminovic

16-årige Holger Rune er godt på vej mod endnu et top-resultat på juniorsiden.

I sidste måned lykkedes det ham at vinde hele to Grade 1-turneringer, som er det tredjehøjeste niveau på juniorsiden efter Grand Slam og grade A-turneringerne.

Og nu har HIK-talentet taget de første skridt mod en kæmpe triumf ved Grand Slam-turneringen French Open.

Efter to sejre i de to første runder, skulle Holger Rune onsdag forsøge at spille sig i kvartfinalen ved den prestigefyldte grusturnering i Frankrig.

Det startede fornemt for den unge dansker, der i første sæt brød sin franske modstander Arthur Cazaux en enkelt gang – og dermed kunne han glæde sig over at vinde første sæt med 6-4.

Andet sæt startede også godt, da Rune brød sin modstander i første parti, men herefter blev de to spillere afbrudt på grund af store mængder af regn.

Spillerne kom ikke i kamp resten af onsdagen, og derfor skulle opgøret afgøres torsdag middag.

Den pause var god for Arthur Cazaux, for den useedede franskmand var godt spillende og udlignede til 3-3 i andet sæt.

Det frustrerede Holger Rune, der begyndte at kaste med sin ketsjer og vise tydelig frustration.

Men den nedtur varede ikke længe. Det store tennistalent bevarede fatningen efterfølgende og sikrede sig andet sæt med cifrene 6-3 – og dermed også kampen og kvartfinale-billeten.

I kvartfinalen møder Holger Rune enten tredjeseedede Nakashima fra USA eller 15.-seede Jianu fra Rumænien.

Holger Rune er seedet som nummer syv i turneringen og er den eneste dansker tilbage i turneringen, efter både Caroline Wozniacki og Frederik Løchte Nielsen begge er slået ud.

Recent Posts

Leave a Comment