Fodbold, Forside

Det begynder at se lyst ud for HIK i 2. Division Kvalifikationsspillet. I weekenden blev det således til endnu en sejr, denne gang på udebane. I en kamp med arbejdshandskerne på, slog HIK FC Sydvest med 1-0. Kampen vil også blive husket for, at HIK gav 1. holds debut til den første spiller fra dette årtusinde.

Andre præmisser

Det var fra kampens start tydeligt for enhver, at det skulle blive en helt anden kamp end sidste weekends festfyrværkeri på Gentofte Stadion, hvor HIK gennemtævede Odder med tenniscifrene 6-1.

De centrale ankermænd, Kristoffer Wichmann og Mathias Larsen, sad begge over pga. karantæne, ligesom den startende højreback fra sidste weekend, Lasse Pedersen, også var en tur i straffeboksen. HIKs anfører og hattrick helt, Mathias Olsen, var derfor henvist til at spille på højrebacken, mens Stelian Trasborg fik muligheden fra start på den modsatte back.

Det anderledes underlag på Bank Parken, sammenholdt med spillerne i karantæne, gjorde at HIK overlod mere af spillet til Sydvest end sædvanligt. Til gengæld fik de en del muligheder på omstillinger, som skulle vise sig at blive afgørende for kampen.

Carl Lange fandt efter godt en halv time, Stelian på venstrekanten. Den rutinerede venstreback viste prøver på sine fremragende indlæg, da han tog et træk mod baglinjen og slog bolden helt ind i det lille felt. Her dukkede Jonathan Lålå Nielsen op og prikkede HIK i front.

Debut til U17-spiller

Lørdag d. 27. maj 2017 vil gå ind i historiebøgerne for den dag, hvor HIK for første gang benyttede en spiller født i det nye årtusinde på sit førstehold. Endnu mere mindeværdigt vil det nok være for 17-årige Jakob Thorup, der fik de sidste 10 min. af 2. Divisionskampen.

Den talentfulde angriber var ganske vidst ikke voldsomt mange gange i kontakt med bolden, men han var alligevel et stærkt aktiv med sin energi, da kampen skulle afgøres.

På trods af, at hjemmeholdet fik trykket HIK’erne ned i store dele af 2. halvleg, lykkedes det ikke for hjemmeholdet at passere Esben Madsen. Dermed kunne HIK strække armene i vejret og glæde sig over, at være rykket op rækkens 5. plads. Ganske vidst kun tre point fra Holbæk på den forkerte side af stregen, men nu med tre hold imellem i den tætte bundstrid.

Næste kamp er på udebane torsdag i Næsby, inden Vejgaard kommer på besøg på Gentofte Stadion Grundlovsdag.

To kampe på en weekend

Hjemme i HIK måtte U19 desværre se sig besejret af Viborg efter en tæt kamp, der sagtens kunne have svinget til den anden side. Viborg bragte sig foran i 1. halvleg, hvorfor HIK satsede- og indkasserede det afgørende 2-0 mål i kampens slutfase.

Søndag spillede U17 for at holde trit med førerholdet fra Haderslev. Svendborg var gæster på Maglen. HIK var lidt for gæstfri ved fynboerne, som bragte sig foran efter små 10 min.

Heldigvis var Jakob Thorup ikke alt for træt efter bustur og 10 min. i 2. Division lørdag. Kort efter Oliver Falkengaards udlignende mål scorede den hyper farlige angriber sit 18. sæsonmål, hvilket gør ham til delt topscorer i rækken. Asger Lindemann lukkede kampen til 3-1 i slutfasen.