Fodbold, Forside

Der var 20 grader, højt humør og flot fremmøde, da HIK lørdag tog imod Middelfart i Kvalifikationsspillet i 2. Division. Over 300 tilskuere var mødt op for at se to hold med en meget forskellig start på foråret. De viste sig dog ikke på måltavlen og i spillet på banen. HIK vandt tredje kamp i træk uden at lukke mål ind.

Artikelfoto: Mathias Olsen tæt på mod VSK Århus. Han tog revanche mod Middelfart (Tom Lange). 

SE MÅL OG HIGHLIGHTS FRA KAMPEN HER: HIK-MIDDELFART

Årets første sejr på Gentofte Stadion

HIKs hjemmebane på Gentofte Stadion har været alt andet end et fort i årets første kampe. Det blev således kun til et enkelt point i de første tre kampe mod Jammerbugt, Sydvest og Næsby, inden vinden vendte i sidste weekend mod VSK Århus, som bekendt dog på Maglen.

Alsidig offensiv

HIK havde tydeligvis taget de gode oplevelser fra de seneste to weekender med til kampen mod rækkens tophold. Hjemmeholdet sad på kampens indledning, hvor især Gustav Therkildsen, der var med i stedet for den skadede målhelt fra sidste weekend, Carl Lange, markerede sig positivt med flere nærgående forsøg. Allerede efter 4 min. havde den store angriber et hovedstød på overliggeren og minuttet efter gik hans langskud lige uden om den ene opstander.

Anfører Mathias Olsen gav efter 17 min. HIK en gave, der ikke har været leveret tidligere i Kvalifikationsspillet på Gentofte Stadion, nemlig en føring i 1. halvleg. Den arbejdsomme midtbanespiller tog kuglen til sig på banens midte og lagde bolden af til en fremadstormende Martin Andersen. Andersen spillede Olsen bredt, hvorfra han lavede en tunnel og satte bolden sikkert ind bag Middelfart keeperen.

HIK var derfor omsider foran, da dommeren fløjtede til pause.

Stor succes med ny pauseunderholdning

I pausen af lørdagens kamp blev et nyt koncept for pauseunderholdning afprøvet. Årgangene 2009 og 2010 fra HIK brugte således pausen af Divisionskampen på at spille en lille 5-a-side turnering foran et medlevende publikum. At dømme på reaktionerne fra de små stjerner, var det en stor oplevelse, og derfor er det naturligvis et tiltag, der vil blive gentaget.

Endnu en god 2. halvleg

HIK trak sig lidt længere tilbage på banen fra starten af 2.halvleg, men blev til gengæld farlige på omstillinger. Udeholdet fik aldrig rigtigt spillet sig igennem et HIK-forsvar, der endnu en gang leverede på højt niveau. De få tilløb blev afværget af en genrejst Esben Madsen, som viste stor autoritet i HIK-målet.

Efter 70 min. spil fik én af kampens store oplevelser, Gustav Therkildsen, endelig draget profit af sit hårde arbejde efter lidt af et mønsterangreb.

Jonas Hebo leverede en sublim dybdebold til Mathias Olsen, som spillede på tværs til Gustav, der satte bolden ind bag en sagesløs Middelfart keeper.

2-0 burde være blevet til 3-0, da Kristoffer Wichmann blev sat i en gunstig position. Helt tæt under mål fik han et frit hovedstød. Desværre prellede forsvarsgeneralens forsøg af på tværribben.

Det blev ved 2-0 på Gentofte Stadion efter endnu en meget stærk præstation fra HIKerne.

Træneren taknemmelig for god opbakning

 Cheftræner Peter Feher, var efter kampen først og fremmest meget positivt stemt over den store opbakning fra de relativt mange fremmødte HIKere:

”Der var helt tydeligt en meget positiv stemning på hele stadion, og det smitter selvfølgelig af inde på banen. Det var forrygende at se, at så mange af klubbens medlemmer og forældre, havde valgt at bruge deres lørdag eftermiddag på Gentofte Stadion- tak for det!”

 Feher kan som sagt konstatere, at hans hold nu har vundet tre kampe i træk, alle med cifrene 2-0. Det glæder selvfølgelig den rutinerede træner, men han er samtidig bevidst om, at intet er afgjort:

”Det var en hård kamp med mange dueller, hvor vi må arbejde hårdt for det. Det var dejligt at se, nu hvor Carl var skadet, at andre kan tage over på de offensive positioner. Vi er klar over, at vi skal fortsætte med at arbejde lige så hårdt, og der venter en ny vigtig kamp allerede på lørdag”.

Næste kamp er nemlig på lørdag, og der venter spillere og trænere en lang tur til Jammerbugt. Der er kampstart kl 15.00. Næste hjemmekamp er lørdag d. 20. maj mod Odder.