Fodbold, Forside

HIK’s fysiske træner, Casper Skovgaard, er blevet hentet til den tyrkiske liga klub Antalyaspor, hvor han kommer til at arbejde sammen med danske Jens Bangsbo, der er assistenttræner i klubben. Antalyaspor’s cheftræner er den tidligere AC Milan spiller Leonardo, og klubben tæller spillere som Eto’o, Sami Nasri og Jeremy Menez.

”Det er en fantastisk udfordring for Casper og vi ønsker ham masser af succes i Tyrkiet. Han har sin del af æren for, at vi har rykket os med hensyn til træningsmetoder og forbedring af spillernes fysik” siger Talentchef i HIK fodbold, Per Frimann.

Det er tredje gang indenfor et år, at HIK sender en af klubbens trænere videre til et fuldtidsjob. HIK´s  U19 træner, Thomas Tinggaard blev for et år siden U-landstræner på Færøerne, og siden fik HIK´s sportschef Christian Larsen job som scouting-chef i Brøndby.

”Vi er glade for, at vi er i stand til ind i mellem at sende trænere videre fra vores eget træningsmiljø til større jobs. Det bekræfter os i, at vi har gang i noget rigtig godt” siger Per Frimann, der nu er på udkik efter en ny fysisk træner til HIK’s 1 hold.