Fodbold, Forside, Generelt, Håndbold, Tennis
Kære medlemmer

Lørdag aften meddelte statsminister Mette Frederiksen og resten af myndighederne, at corona-restriktionerne nu bliver skærpet igen på grund af de støt stigende smittetal med Covid-19 i Danmark.

De nye restriktioner rammer også idrætsmiljøet og dermed også HIK på forskellige måder, og derfor har vi nu udarbejdet en foreløbig tekst omkring, hvordan man skal gebærde sig på og uden for banen i HIK-regi.

OBS: Der er dog ikke alt, der endnu er belyst fra myndighederne og fra de forskellige forbund, så derfor afventer vi også nogle svar. 

Men herunder er de regler og restriktioner, der gælder fra dags dato, indtil andet bliver meldt ud:

 

Fælles for alle i HIK:

Regler om mundbind

De nye corona-restriktioner omfatter krav om brug af mundbind indendørs i idrætsfaciliteter, hvor offentligheden har adgang. Krav om brug af mundbind vil gælde både aktive, trænere og personale tilknyttet idrætsfaciliteten.

Krav om brug af mundbind gælder ikke, når man sidder ned. Kravet om brug af mundbind eller visir gælder heller ikke for udøvere, der er aktive. Kravet gælder dog umiddelbart før og efter aktivitet.

Kravet om mundbind vil være gældende fra d. 29. oktober 2020 og til 2. januar 2021.

Børn under 12 år er undtaget.

Dette betyder, at alle, der færdes på HIKs anlæg fra på torsdag og året ud, skal bære mundbind fra man ankommer i HIK. og indtil man går i gang med at dyrke sin sport. Når man er færdig med sin idræt skal man påføre sig mundbind igen til man igen har forladt anlægget.

 

Rejser fra udlandet

HIK har en del medlemmer, som stadig rejser til lande som nu er ”orange”. Her anbefales det, at man går i 14 dages karantæne. Dette princip følger skolerne i Gentofte, og vi gør derfor det samme i HIK.

I helt særlige situationer kan det accepteres, at der fremvises en negativ coronatest første og fjerde dag efter hjemkomst, men indtil resultatet på den anden test foreligger er der ingen adgang i HIK. Hvis man har spørgsmål omkring dette, rettes kontakt til direktør Thomas Nielsen på mail tn@hik.dk

 

Forældre i HIK

Der er ingen adgang for forældre i HIK til træning og kamp. Især i ‘Tennis’ skal forældrene være opmærksomme på dette. Forældrene må kun opholde sig oppe hos Berit, hvis de ønsker at blive i HIK, mens deres børn er aktive. Ellers må børn afleveres på P-pladsen.

 

Forsamlingsforbud

Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til 10 personer fra d. 26. oktober og fire uger frem til og med d. 22 november.
Der indføres en undtagelse for idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år – inklusiv eventuelt ansvarlige personer over 21 år, hvis dette vurderes nødvendigt for forsvarlig afholdelse af aktiviteten. Der må dog maksimalt være 50 personer til disse aktiviteter.

 

Betydning i praksis for børn og unge under 21 år:

Både indendørs og udendørs kan børn og unge under 21 år fortsætte som hidtil – trænere over 21 år er tilladt i forbindelse med børne- og ungdomstræning.

For dem under 21 år er der fortsat en grænse på 50 personer på samme sted, dvs. at der i en given hal/bane højst må være 50 personer under 21 år, eller hallen/banen skal være tydeligt opdelt med net, kegler eller lignende – og afstand mellem aktivitetszoner på mindst to meter. Dette gælder både udendørs og indendørs.

Vi er ved at undersøge, hvad man gør, hvis et hold har såvel folk under 21 – og over 21 år.

 

Voksenidrætten

For personer over 21 år, er det nu kun tilladt at være 10 personer i samme område – indendørs såvel som udendørs. I praksis betyder det, at samtlige kampaktiviteter for voksenidrætten i holdsportsgrenene ikke kan afvikles fra på mandag d. 26 oktober.

Det er muligt at træne – man må blot ikke være mere end 10 personer involveret i samme aktivitet.

Baner skal opdeles i zoner med tydelig markering og mindst to meters afstand mellem zoner.

Udøvere må ikke skifte gruppe under træningen.

 

Professionel idræt

Professionel idræt er undtaget for det reducerede antal og kan fortsætte som hidtil.
I Gentofte Kommune har tre klubber professionelle afdelinger, nemlig HIK (et semiprofessionelt fodboldhold) og SIF(et semiprofessionelt fodboldhold) og GBK (professionelle badmintonhold).

Det er tilladt for den professionelle idræt at afvikle kampe med tilskuere. Der må maksimalt være 500 personer tilstede, inkl. spillere, dommere, trænere m.fl. Alle tilskuere skal sidde ned og have ansigtet i samme retning.

 _________________________________________________________________

HÅNDBOLD:

  • Alle ungdomshold kan fortsætte som hidtil.
  • Ingen forældre i hallen eller foran vinduet. De må sidde ned i cafeen hos Claus.
  • Alle senior-turneringer som HIK deltager i, er lukket ned fra på mandag og mindst fire uger frem. Skal disse personer træne, gælder forsamlingsforbuddet. MAKS. 10 personer inkl. træner.
  • Alle omklædningsrum er lukket – kun u17- og u19-udehold, der kommer langvejs fra, må benytte disse til kampe (mundbind i omklædning er ikke nødvendigt).
  • Det er forbudt at afholde sociale arrangementer samt møder der ikke er strengt nødvendige – og forsamlingsforbuddet skal overholdes uanset hvad.

 

FODBOLD:

  • Alle ungdomshold kan fortsætte som hidtil.
  • Ingen forældre på banerne. De må sidde ned i cafeen hos Claus.
  • Alle seniorturneringer som HIK deltager i, er lukket ned. DBU København er ved at vurdere, hvad man gør mht. stillingerne i turneringerne. Dette afklares i løbet af næste uge. Skal disse hold træne gælder forsamlingsforbuddet. MAKS 10 inkl. træner på et afmærket område.
  • Alle omklædningsrum er lukket – kun u17- og u19-udehold, der kommer langvejs fra, må benytte disse til kampe (mundbind i omklædning er ikke nødvendigt).
  • Det er forbudt at afholde sociale arrangementer samt møder der ikke er strengt nødvendige – og forsamlingsforbuddet skal overholdes uanset hvad.
  • Vores 2. divisions hold må gerne træne jf. kommunen. DBU og Divisionsforeningen har endnu ikke meldt ud om disse fortsætter eller lukkes ned. Indtil videre har direktør Thomas Nielsen besluttet, at de godt må træne uden begrænsninger. Dog kan dette ændre sig i næste uge.

 

TENNIS:

  • Alle ungdomsspillere kan fortsætte som hidtil med træning, kampe og turneringer (bemærk dog at forbundet endnu ikke har meldt noget ud).
  • Ingen forældre på banerne. De må sidde ned oppe hos Berit – Forældrene må heller ikke opholde sig i nogle af foyererne.
  • Almindelig tennis-aktivitet indendørs kan fortsætte som hidtil for alle vedr. spil på banerne. Dette skyldes, at der er to meter mellem banerne, samt at disse er afmærket.
  • Vi afventer stadig retningslinjer vedr. seniorturneringer, ‘åben bane’ mm. – og vi vil naturligvis kommunikere med nyt information med det samme, når vi har fået besked.x
  • Træning for NTL kan fortsætte, da dette ikke strider mod forsamlingsforbuddet. Det samme gælder seniortræningen, dog må disse ikke skifte bane/partner undervejs.
  • Vi bliver udfordret i vores foyer – vi ønsker derfor ophold i foyer begrænset så meget som muligt.
  • På nuværende tidspunkt har forbundet ikke taget stilling til hvilke turneringer (om nogen) kan fortsætte. Vi afventer nyt de kommende dage.

Vi takker mange gange på jeres forståelse og opfordrer til, at alle bruge deres sunde fornuft. 

Lad os stå sammen og komme godt igennem denne periode i fællesskab.

/HIK, 25.10.2020