Fodbold, Forside, Håndbold

Nye corona-retningslinjer for håndbold og fodbold

Grundet forhøjet smitte i København og omegn skærper myndighederne nu igen corona-restriktionerne – og det rammer også HIK

 

Corona er desværre stadig iblandt os, og de seneste uger er der konstateret en bekymrende udvikling i smittetallene i dele af Danmark. Et af de steder er Københavns Kommune og flere andre kommuner rundt omkring hovedstaden – og her er Gentofte Kommune også inkluderet.

Derfor er der nu blevet indført nogle særlige restriktioner og tiltag målrettet disse kommuner.

Tidligere blev forsamlingsforbuddet forhøjet til 100, men med de nye og høje smittetal har sundhedsmyndighederne reduceret tallet, og dermed er forsamlingsforbuddet nu på 50 personer igen.

Det har betydning for HIK Håndbold og HIK Fodbold. Herunder følger nye regler og restriktioner, som vi anbefaler på det kraftigste, at man både som medlem og forældre overholder:

  • Der må opholde sig maks. 50 personer i Maglegårdshallen
  • Der må ikke være tilskuere i Maglegårdshallen
  • Det samme forholder sig uden for hallen og omkring caféen. Derfor må forældre og tilskuere IKKE opholde sig uden for hallen. Vi opfordrer til, at forældre afleverer deres børn og køre hjem igen
  • Vi fastholder lukningen af omklædningsrum i Maglen. Udvalgte elitehold er undtaget. Det vil der komme mere info omkring. Hvis I er i tvivl, så spørg fodbold- og håndboldledelse
  • Der er indkøbt flere nye, fodbetjente dispensere. En af dem vil stå ved indgangen ved Maglen, og vi opfordrer naturligvis vores medlemmer til at gøre brug af dem

Derudover opfordrer vi vores medlemmer til at vaske hænder, spritte af og ikke stå for tæt på andre medlemmer.

Tiltagende vil indtil videre gælde frem til 22. september for at inddæmme smitten, hvorefter myndighederne vil revurdere tiltagene igen.