Forside, Håndbold

Lørdag eftermiddag skulle Damerne spille i lidt uvante omgivelser i Kildeskovshallen. Dagens modstander var Ajax 2, som i de 2 tidligere sæsoner havde gjort ”rent bord” overfor HIK og derfor stærkt medvirkende til at HIKs damer lige akkurat ikke var kommet op på de sjove placeringer om oprykning eller oprykningskampe. Dagens målsætning, var derfor, at den ”onde ånd” skulle manes i jorden! Indledningen på 1. halvleg blev jævn med svagt forsvarsspil af begge hold. Dog havde HIK en smule mere greb om løjerne henimod slutningen af 1. halvleg og damerne kunne gå til pause med en 3 måls føring på 17 – 14 – Undervejs blev man vidne til flere uforståelige dommerkendelser hvilket fortsatte i 2. halvleg, hvor dommerne i flere situationer undlod at slå ned på farligt og uskønt spil.

HIKs damer brugte pausen til nogle forsvarsmæssige justeringer, hvilket gjorde at angrebsspillet hos Ajax 2 faldt fra hinanden, samt at fysikken ikke kunne følge med. Det blev særligt tydeligt i kampens sidste kvarter, hvor gæster stod modløse og udmattede tilbage. Ajax damerne måtte tage til julefrokost med ordentlig øretæve på 22 – 33 på en eftermiddag, hvor HIKs damer ikke behøvede at spille sig ud. Der blev givet gode pauser til Elver og ”AC” og ”seniorerne” havde ingen problemer med at køre en meget komfortabel sejr hjem.

Det efterlader HIKs damer på en suveræn førsteplads med 24 point for 12 kampe og en målscore på 368 – 263 og 6 points difference ned til nærmeste forfølger BK Ydun – Et så stærkt udgangspunkt til anden halvdel af turneringen, var der sikkert ikke mange der havde forestillet sig ved turneringens begyndelse. Det må dog siges at der hersker stærk tro på egne evner og niveauet hos de forskellige u-18 piger som spiller med på seniorholdet er langt over end hvad man normalt ser. Anden halvdel af sæsonen er altid mere intens, fordi slagene om op- og nedrykning intensiveres. Motivation og fightervilje får et ”ekstra nøk” opad.  Samtidig har U-18 pigerne spillet sig i ligaen og kampen om forårets DM-billetter indledes derfor i 2. halvdel. Så det må forventes, at de næste 12 kampe vil blive mere udfordrende end de 12 foregående. Heldigvis begynder vi ude mod Hvidovre i Dansborg Hallen, lørdag d. 7. januar kl. 13 – Hvidovre ligger næstsidst med kun 4 point og kunsten bliver at holde niveau mod en modstander der kæmper for overlevelse i 2 division.

Med ovennævnte, ønskes alle der følger holdet, spillerne og trænerne en rigtig glædelig jul og et lykkebringende 2017!

Flere nyheder

Facebook

Sponsorer