Forside, Generelt, Tennis

HIK-resultater fra DM: Guld til 70 + og sølv til herresenior

I weekenden blev der spillet DM, og der var der medaljer til flere af HIK-spillerne

 

Det blev både til guld og sølv, da HIK deltog ved DM i tennis i weekenden. HIKS’s 70+ hold sikrede sig guldet, mens herresenior tog sig af sølvet. Herunder følger referater af de to finaler:

 

Guldkampen 70+ mellem HIK og Hørsholm

Weekenden i Hørsholm var rammen om slutspillet for veteraner. HIK´s 70+ hold bestod af Birgit Hoffmeyer, Benedikte Braae, Lisbet Heine, Lizzi Larsen, Jørn Harder, Jens Hertz, Steen Egholm, Niels Harboe, Søren Smedegaard og Bent Ingevold.I 70 + spilles der 7 kampe, og semifinalen lørdag var mod Lyngby, hvor der blev gjort kort proces med en sejr på 7-0. Den anden semifinale var imellem Hørsholm og ALTS Århus. Her vandt Hørsholm 4-3.

Finalen søndag var altså mellem HIK og Hørsholm. Den startede dramatisk, da HIK´s 1. single Jørn Harder ved stillingen 6/3 og 5/2 og efter 4 matchbolde fik en fiber i baglåret og måtte stoppe. 1-0 til Hørsholm.

Jens Hertz udlignede hurtigt til 1-1 i 2. herresingle.

Derefter skulle doubleopstillingen afleveres og så gik det slag i slag.

Birgit og Benedikte til 2-1, Steen og Søren til 3-1, Jens og Bent til 4-1, Lisbet og Niels til 5-1 og Lizzi og Bent til 6-1 til HIK og dermed guld til HIK. Dejligt arrangement og resultat.

Klaus & Bent

 

Guldkampen herresenior mellem HIK og KB

Opgøret var på forhånd ret åbent, men KBs hold måtte ændres fra morgenstunden, da Benjamin Hannestad måtte melde fra pga. rygsmerter. Det gjorde HIK til svag favorit, og holdet vandt da også tre af de fire singler, omend sejren på fjerdesinglen mellem HIKs Christoffer Kønigsfeldt og KBs erstatning for Benjamin, Martin Linnet Killemose, først blev afgjort med to point i MTB.

Dermed lignede det en sejr til HIK, som altid har kompetente double-konstellationer. KB derimod måtte grundet afbud og skader spille med en helt ny sammensætning i 2. doublen, hvor Carl Emil Overbeck og Jonas Zacho Larsen, skulle hente point hjem til KB.

Begge doubler gik i MTB, og de endte med overraskende sejre til KB i begge, og således stod der 3-3 i holdkampen; nu skulle guldet afgøres i en Golden MTB.

HIK, som havde den bedste sætscore, havde fordelen af at kunne vælge mellem to kampe til sidst og valgte at spille fjerdesinglen, hvor KB havde byttet en træt Martin Killemose ud med Jonas Zacho Larsen, som dermed fik lidt af en debut som singlespiller i årets turnering.

Jonas Zacho Larsen stod overfor HIK’s Christoffer Kønigsfeldt, men selvom debutanten var klar underdog, så havde Christoffer været igennem to hårde kampe forinden, og måtte være mærket af det, og her lå KB’erens chance. Desuden er Match Tiebreaks ofte ret uforudsigelige, og det var gårsdagens Golden også.

Efter at have overlevet to matchbolde, så vandt Jonas Zacho Larsen med 12-10 og dermed også KB den endelige kamp. HIK måtte nøjes med sølv, mens KB vandt sit 6. holdmesterskab for herrer.