Fodbold, Forside

Der var drama for alle pengene, da 1. senior lørdag smed to føringer, men på et mål dybt inde i overtiden fra indskiftede Mathias Andersen, alligevel hev alle tre point i land.

SE ALLE MÅL OG HIGHLIGHTS HER: NÆSBY-HIK

Lålå kan også på udebane
Sidste weekend var det HIK, der sejlede rundt i kampens indledning og lukkede to mål ind de første fem minutter mod Greve.

Lørdag var det med omvendt fortegn, da Næsby-keeperen serverede en regulær gave efter 11 min. spil. Jonathan Lålå Nielsen kvitterede effektivt, og så var HIK forrygende fra land. Et sjældent udebanemål fra den blonde angriber, der til gengæld har været knivskarp i efteråret hjemme på Gentofte Stadion.

Herefter kom Næsby mere på bolden, uden at blive rigtigt farlige. Det blev de til gengæld efter pausen, hvor flere nærgående forsøg blev afvist af HIK-keeper, Jesper Riisgaard.

Han var dog chanceløs efter 66 min., da et indlæg dumpede ned for fødderne af Chris Hansen på bagerste stolpe. Ingen tøven fra fynboen, og så stod det 1-1.

Vanvittig afslutning
HIK skulle lige ryste scoringen af sig, men kom efterhånden mere på bolden igen. Et kvarter før tid viste HIKs egen supersub endnu en gang, at han er én af rækkens giftigste, når der skal afgøres fodboldkampe. Efter et flot, gennemspillet HIK-angreb dukkede han op på bagerste stolpe til et klassisk ”tap-in”. 2-1 til HIK og en vigtig, vigtig føring, især med tanke på rundens andre resultater, hvor både Kolding og Middelfart så ud til at snuble.


Der blev kriget for det lørdag eftermiddag. Foto: Carsten Tønsberg. 

HIKs Oliver Hansen fik undervejs i 2. halvleg en grim hovedskade, som gjorde at der blev lagt hele otte minutter til kampen. Næsby skulle kunne bruge tre af dem til at score det udlignende mål – et flot et af slagsen må vi sige.

En bold ind i feltet blev lagt død på brystet og efterfølgende klasket op i hjørnet af en tredje spiller.

Dermed lignede det, at HIK skulle stille sig selv i en svær position forud for de to sidste kampe i efteråret mod Dalum IF og Middelfart. Seks minutter inde i dommerens tillægstid lykkedes det dog for én af de andre indskiftere, Mathias Andersen, at lave om på den kendsgerning.

En anden Andersen, med fornavnet Martin, sendte den lynhurtige angriber alene med Næsby-keeperen. Unge Andersen svigtede ikke og chippede bolden i mål til stor jubel for HIKerne.

Første af tre finaler
Som nævnt var de andre resultater i rækken med HIK i weekenden, og derfor ligger fem hold nu inden for tre point med kun to kampe tilbage.

HIK møder i sidste runde Middelfart og kan dermed selv afgøre sin videre skæbne.

 

Lørdag gælder det Dalum IF på udebane. En uhyre vigtig kamp, hvor en sejr kan bringe HIK foran Kolding IF, som spiller simultant mod Avarta. Der er kampstart på Fyn kl. 14.00.