Fodbold, Forside

Vidste du at HIK måtte holde helt og aldeles fodboldpause mellem 1904 og 1912? Det skyldtes ganske enkelt, at man ikke var i besiddelse af en fodboldbane. Onsdags klummen holder ikke efterårsferie. God læselyst!

Shipping Union CBS (Copenhagen Business School) – hvad har det dog med fodbold at gøre ? ikke lige til at se, at det skulle være en fodboldklub. Men det er det ikke desto mindre – Shipping tilmeldte sig DBU København i denne sommerpause. Klubben blev på grund af sin sene tilmelding placeret helt nede i Serie 5 pulje 18 – skønt det er et 1. hold, som burde spille i samme Series pulje 17. Nåede en enkelt kamp i 18’eren – slog FBs 16. hold med 2-0, men inden turneringen for alvor kom i gang blev der en ledig plads i pulje 17, og her deltager Shipping CBS så nu frem til næste sommerferie. Shipping Union CBS er en studenterforening for BSc-International Shipping and Trade ved CBS (Handelshøjskolen) samt for MSc-studerende samme sted, der har maritime valgfag. Det er denne forening – selv stiftet i 2014 – der står bag oprettelsen 1. februar i år af fodboldholdet, der har helt frem til næste sommerferie til at navigere sig igennem debutåret. Lige nu går det ganske godt.

Stigårdsvej er opkaldt efter Laurids Stigaard – også han skuespiller. Han levede fra 1829 og 60 år frem. Han var ikke kongelig skuespiller – han holdt i stedet for til på de københavnske privatteatre, man også havde for 150 år siden. Ret ensidig – holdt sig altid til de samme typer roller. Han var enten den meget romantiske elsker – eller slet og ret helten i forestillingen – og nogen gange begge dele. Hovedrollerne var som skorstensfejersvenden i Ole Lukøje – den romantiske elsker – og som frihedskæmperen Svend Gønge, – en rigtig helterolle. Efter sigende skulle han have været en smuk mand – så kan man jo selv dømme om man synes husene på hans vej er smukkere end på de andre veje – vi kan desværre ikke se dem fra vores baner.

HIK sluttede i 2006 – for 10 år siden – som nr. 11 i 1. division. Nok til ikke at rykke ned – faktisk 4. bedste københavnske hold samlet set. FCK i Superligaen suveræn nr. 1 som dansk mester – derpå fulgte Fremad Amager og Frem højere oppe i 1. division end os, mens både Brønshøj og Skjold sluttede til nedrykning fra 1. division. Vores 2. hold klarede sig ret pænt – skal man sammenligne med dette års 2. senior, så helt fantastisk – i Københavnsserien, og så havde vi både et hold i Serie 4 og for første gang et 7M herrehold. Kvinderne sluttede deres Tornerosesøvn i samme 2006 – genopstod efter et par års fravær med et enkelt hold i laveste 7M kvinderække i efteråret. Sluttede som rosinen i pølseenden som Københavns svageste med 6 point og 13-38 for sine 8 kampe. Så var det, at kvinderne engagerede Uffe Mannich Bech som deres træner. Vi havde 2 pigeungdomshold – et ikke så godt 7M pigejunior og et fremadstormende U14 pige i Mesterrækken. På drengesiden sluttede U19 – dengang hed de Ynglinge – som fornem vinder af DM 2. division. Også vores U19-2 nåede for første og eneste gang i vores hidtidige historie helt frem i U19s 3. division Øst. U17 var derimod ikke noget at skrive for meget om – slumrede det år i den hjemlige Mesterrække og havde selskab af både et 2. og et 3. hold i U17. Drenge (U15+U14) stillede 5 hold og var i bedste række med hold 1 – det samme gjaldt Lilleputter (U13+U12), der stillede hele 7 hold. De gamle – ja de var virkelig gamle. Vi stillede slet ikke op i de yngste aldersklasser – Old Boys og Veteran – men var med i både Superveteran, Master, Supermaster og Grand Old Master. Sidstnævnte var dengang ældste klasse – og vi vandt den med det kombinerede fælleshold HIK-Skovshoved. 2 år før – 2004 – havde vi for første gang rundet 1.000 aktive medlemmer. I 2006 var vi 1.131 – heraf 106 damer/piger.

HIK måtte holde fodboldpause fra 1904 til 1912. Vi havde simpelt hen ikke en fodboldbane at spille på.  Bordfodbold og ”FIFA-bold” på storskærm kunne man ikke i sin vildeste fantasi forstille sig. Gentofte Stadion lå på det tidspunkt mere end 30 år fra at være på tegnebrættet. Så man måtte nøjes med at spille tennis, dyrke atletik, sabelhugning og svømning i HIK de år. Havde vi spillet, havde vi været med i Københavns Amts Boldspil-Union for Landklubber frem til 1910 og 1910-12 i Nordsjællands Boldspil-Union for Landklubber. I 1912 vindes finalen her af Hellerup Boldklub – det skulle de nok ikke have gjort. For Nordsjællands Boldspil-Union for Landklubber blev sure på Hellerup Boldklub – og Skovshoved IF, – for de satte sig på mesterskabet hver sæson. Så de indførte en bestemmelse om, at der ikke måtte deltage klubber fra byer med over 1.500 indbyggere – og dengang var indbyggertallet i Hellerup 10.000. Derved kunne Hellerup og SIF ikke være med længere. I stedet får de etableret Nordre Birks Boldspil-Union – stiftet 6. januar 1913 på et møde i Jernbanepavillonen i Charlottenlund af Hellerup Boldklub, Skovshoved Idræts Forening, Holte Idrætsforening, Sorgenfri Boldklub og Hjortekær Idræts-Forening. Tårbæk Boldklub går hurtigt med som 6. klub. Så kunne Landklubberne hygge sig videre med deres landsby-turnering. Kort efter er det, at HIK og Hellerup Boldklub slutter sig sammen – ved at Hellerup Boldklub melder sig samlet ind i HIK – og HIK blev igen aktiv på fodboldbanen.

For 78 siden – 23. oktober 1938 – debuterede HIKer nr. 2 på landsholdet. Det var Reinholt Christensen, der fik æren af at spille en enkelt landskamp – mod Holland. Kampen endte 2-2 i Idrætsparken efter at Holland ved Gerard van Leur havde bragt sig foran 1-0 efter blot 4 minutter. Så udlignede Kaj Uldaler (fra B 93, tidligere Frem) i det 12. minut – før Holland kom på 2-1 ved Freek van der Veen efter 20 minutter. Men så – 7 minutter før tid – udligner Reinholt til 2-2 – og bliver nationens fodboldhelt i skysovs for en dag. Reinholt var ungdoms- og seniorspiller i Union, men skiftede så til HIK. En god ide både for ham og os.

Ugens kamp spillet torsdag 13. oktober – kamptid 11.00 på den nye kunst i HIK – hvor Super Grand Old Master hjemme tog mod Lyngby. Samtidig dystede KB mod B 93/B 1903 ude på Frederiksberg med 1-0 til gæsterne som slutfacit dér. Det var næstsidste runde og inden den førte årstalklubberne med to point og en anelse bedre målscore ned til HIK/SIF kombi-holdet i striden om mesterskabet. Vores kamp endte 1-1, – det betød farvel til at blive rækkevinder. Tingene kan hurtigt ændre sig i fodbold – endda uden at tabe – for nu kan vi risikere i stedet at slutte helt nede som nr. 6. Egentlig ikke så uventet, at opgøret mod Lyngby ender uafgjort – det er 3 andre opgør også sluttet dette efterår : U15 drenge Øst 0-0 i 1. opgør (returopgøret vandt vi 2-1 !!), U14 drenge Øst 1-1, Grand Old Masters 2-2. Udover U15 drenge Øst har også U16 drenge slået Lyngby – 4-2 i Pokalen, – mens Supermasters er ene om at tabe til Lyngby dette efterår (2-3).

Vi kommer nok over at have delt pointene med Lyngby hos Super Grand Old Masters, for vores ældste kamphold – de over 70 årige Grand Veteran Masters – har her midt i oktober genvundet mesterskabet til stor glæde både i HIK og hos Skovshoved, for vi stiller fælles hold også her. Med på holdet er selvfølgelig HIKs ældste kampspiller, Bjarne Lundberg, der kan føje endnu et mesterskab på sit CV – og tillykke med det. Bjarne nåede for noget over 50 år siden frem til at spille for HIKs divisionshold – debut i 1959 med at rejse med op til Ålborg for at sidde på bænken mod Ålborg Chang. Senere stak Bjarne så i mange år til søs på de store verdenshave. Hans 10 sidste kampe – fra sidst i 2015 og til nu i 2016 – har givet 9 sejre og en enkelt uafgjort. Vores nuværende divisionshold og Danmarks landshold ser med misundelige øjne på den rekordliste.  Det får os til at spørge, hvem er så HIKs yngste kampspiller – dem, der optræder på holdkort ?  Ja, det er Gabriel Turgis, født i 2007 og 67 år yngre end Bjarne og fra U11 drenge 3.

Mål nr. 1.000 var der ikke held ved – det faldt i U14 drenge 03-4s udekamp i søndags hos Skovshoved. Kampen sluttede 3-5 og vores mål nr. 1.000 var det midterste af vores 3 denne søndag. Ugens enlige debutant finder vi i samme kamp – Adam Jartved.

Frem til næste onsdag kan følgende HIK-fodboldmedlemmer ønskes tillykke :

19. oktober : Anders Krause-Kjær (U12 drenge 5, 11)
20. oktober : Elisabeth Levy (U14 pige, 13) – Matthew Keogh (U12 drenge 6, 12) – Julius Callsen (U11 drenge 4, 10)
21. oktober : Victor Sand (U12 drenge 5, 11) – Vincent Høm Lindhardt (U12 drenge 2, 11)
22. oktober : Emmy Kronborg (U13 pige Øst, 12) – Albert Stokkebro (U13 drenge 5, 12) – Steen Brandtmar (Supermasters, 64)
23. oktober : Alberte Glahn Andersen (U16 piger, 15) – Alexander Hey Mærsk (U14 drenge 2, 13) – Ulrik von Freiesleben (Supermasters, 54)
24. oktober :  Daniel Kjergaard (U14 drenge 4, 13)
25. oktober : Gustav Korsholm (U16 drenge 2, 15)