Fodbold, Forside

Det er efterhånden nogle år siden, at HIKs bane 1 var erstattet med store entreprenør maskiner. De fleste har dog nok den mørke tid i frisk erindring- ellers kan du få det genopfrisket i denne uges udgave af Flaskepost fra P. God fornøjelse!

Den sidste i rækken af nye klubber i dette efterår hos DBU København er Uganda Danish Cranes – “Cranes” betyder traner. Også de spiller 11M i Serie 5 med første kamp 20. august 2016 mod BK Kurd – den vinder man så uden kamp. Derved bliver kampen 3. september kl. 15.00 mod grønlandske Nanoq klubbens først gennemførte DBU København-kamp, og den vinder Uganda Cranes fra det tropiske Afrika 5-1 over modstanderne med rødder i polarklimaet. Sig så ikke, at fodbold ikke er verdensomspændende – når sådanne to modpoler kan mødes i en københavnsk fodboldserierække. Når Uganda Cranes kunne vinde skyldes det måske, at de ifølge holdkortet blandt deres spillere havde både ”brølestærke” Samson og ”meget vise” Salomon. Klubben er stiftet 2 år før og havde taget tilløb allerede i 2015 til at komme med hos DBU København – men udsatte debuten til i år.

HIKs fodboldbaner ligger direkte oven på Maglemose. Maglemose har givet navn til sin helt egen kultur – for arkæologi-nørder mere kendt som Mullerup-kulturen. Der er så ikke tænkt på den fodboldkultur, HIK i dag dyrker og står for. For det er slet ikke vores Maglemose, der har givet navnet til denne jægerkultur, hvor man jagtede vildt med harpuner i Ældre Stenalder 7.000-5.000 før Kr.  Godt nok er HIK nu meget tæt på at fylde 116 år, men vi er altså ikke fra stenalderen – vi er fra boldalderen. Første fundplads var Maglemosen ved Mullerup mellem Kalundborg og Slagelse – deraf navnet. At vores baner ligger på gammel mosejord mindes vi dagligt om via navnet Maglemosevej, der danner nordgrænsen for vores baner; men hvor det jo lykkes af og til at fyre et boldmissil af, så det lander på den modsatte side. Vejens kendteste bygning er uden tvivl Messiaskirken. Vi kom nu før den med vores fodboldbaner, selv om de i starten ikke nåede helt fra Phistersvej til Maglemosevej, men stoppede på halvvejen ved Mantziusvej for at give plads til boldklubben Veto på det, der i dag er kunst 1. Men vi nåede dog frem til Maglemosevej før Messisakirken – erobrede nemlig Vetos bane i starten af 1920erne. Kirken er først indviet 17. oktober 1926 og har dermed lige haft sin 90 års fødselsdag. Tegnet af Carl Schiøtz. Han er kendt for to ting – udover Messiaskirken. Dels var han far til sangerikonet Aksel Schiøtz og ikke mindst var han kendt som en indædt modstander af flade tage. Hvad ville han dog ikke have brølet af ukvemsord, hvis han havde levet nu og set Maglegårdshallens flade tage. Men en ting er sikkert – han ville være overdøvet af ve-råb fra naboerne – skulle Hallen have samme tagrejsning som Maglegårdsskolen, ville Hallen være 10 meter højere end nu. Før kirken kom var der opført et menighedshus på grunden – men stadig lidt over et år efter vi var flyttet ind på Phistersvej.

2013 bebudet som et år, hvor det ikke var kunstgræsbanen, der skulle stjæle fokus. Kunne dog ikke helt holde sig. En decemberstorm rev et armatur ned – så banen slutter 2013 med hele den ene langside i mørke. I stedet var det banen lige ud for Hallen, det drejede sig om. Græsklædt da vi gik ind i 2013; men omkring 1. marts var temperaturforholdene fine nok til, at en sand hær af kæmpe entreprenørmaskiner kunne gå i gang. Det gik stærkt med at fjerne græstæppet – så var den ikke længere en fodboldbane, men en byggeplads. Og forblev det hele 2013. P-pladsen fik samme skæbne. Kæmpe metalplader blev hamret og vibreret ned for at undgå, at den gamle mosejord begyndte at skride, når den nordlige halvdel skulle graves ud. Den sydlige banehalvdel optaget af en hel lille containerby og P-plads til de mange folk, som Nordvand (det af Gentofte og Gladsaxe Kommuner fællesejede vandselskab) havde indgået kontrakt med. Der blev lagt over hundrede store betonelementer ned – støbt i det sydlige Tyskland og kørt på store blokvogne op til os – og samlet her til et overløbsbassin, der kan rumme 5-6 millioner liter regnvand. Forsynet med pumper, overvågningssluser m.v. Tusindvis af tons jord og andet kørt væk – senere kom andre slags jord/sand/småsten til som nyt dæklag. Det hele foreviget i en lang fotoserie, der stadig kan beses i Maglegårdshallen når man nærmer sig Trænings- og Motionsrummet – de rutinerede kan stoppe op og udbryde ”kan du huske det?”

Banen i 2013 gjort 3 meter bredere, så den nåede op på ”Divisionsmål” – og ja, der er blevet spillet op til flere velbesøgte divisionskampe på banen siden. Ikke alt blev nået i 2013 – banen sluttede nytårsaften i sort – den støddæmpende måtte var lagt, men ikke kunstgræsset ovenpå. Det stod i store sække ude på P-pladsen. Nye mål stod og ventede på samme P-plads på at komme i brug. Det hele betød, at HIK i 2013 fik ekstra megen aktivitet på banerne ved Gentofte Stadion – alle hverdagskampe blev spillet deroppe fordelt på de 2 græsbaner på vest og de 2 kunstgræsbaner. Ikke nemt for vore egne hold – og endnu sværere for modstanderne – at finde ud af, hvor man egentlig skulle spille. I Hallen blev det store midterrum malet i HIK-farver. Vinterstormen skulle også lige drille Hallen – det kostede ”k’et” i det gamle HIK-mærke, der var taget med fra Phistersvej og nu pryder Hallens nordvæg. K’et er dog kommet tilbage på sin rette plads – og dog, for egentlig skal ”Idrætsklub” vel staves ud i ét i stedet for som nu at være to ord i H I K.

Også i 2013 fik vi ny fodboldformand – den første kvindelige af slagsen, så det nu kun er håndbold af vore tre idrætsgrene, der ikke har haft en kvinde i spidsen. Den ”heldige” Lone Falsig. Suppleret af en håndfuld koordinatorer og konsulenter : Sportschef på fuld tid (Christian Larsen), Børnekonsulent (Claus Jørgensen), Ungdomskonsulent (Tim Christoffersen) og Eventkoordinator (Morten Valbo). Alt lavet om – ny hjemmeside, ny træningsstruktur, oprettelse af elitegrupper, spillere der skulle træne og spille i en ældre årgang end deres egen. Divisionsholdet klarede sig ganske godt. Og så skete det – vi trak et af de lodder, der gav plads i Vestkredsen. Nye modstandere – forfriskende; lange ture – trættende. 2. senior nu et lukket hold af ”gamle” HIKere i 20erne. Selvstyrende, selvtrænende, – 3. senior efter samme model. Hos de gamle kom holdet i +70 årige – Grand Veteran Masters – til, stillet i holdfællesskab med Skovshoved. Da vi samtidig i den nye struktur i ungdom sløjfede lagkagegruppen – der med sin forgænger ”sandkassen” havde langt over 70 år på bagen og dermed noget af en HIK-institution – for i stedet at spille kampe med de helt unge i egne træningsgrupper, betød det at vi nu stillede hold helt fra U6 (hedder de, der ikke er fyldt 5 år før 1. januar) til de allerældste. HIK for alle aldre kunne man roligt bryste sig af.

I de gode gamle dage var der lidt flere muligheder end i dag for at komme på ”udvalgt” hold. I dag findes kun landsholdene, men i mange år var der Københavns udvalgte hold i både drenge, junior, ynglinge, damer, pigeungdom og ungsenior for alle – og et udvalgt seriehold for de spillere, der ikke til daglig spillede i en divisionsklub. Dertil kom Alliancens hold, der dystede mod stærke udenlandske klubber – tilmed et par brasilianske – i meget velbesøgte opvisningskampe eller som arrangerede turneer til udlandet for det udvalgte hold. Et af de andre udvalgte hold hed ”Fælledklubbernes udvalgte hold”. Det kan måske synes lidt mærkeligt, at HIK havde spillere med her – men det skyldtes at vi i vore første år var henvist til at spille alle vore hjemmekampe på netop Fælleden (i dag hedder det Fælledparken), så selv efter at vi spillede hjemmekampene hjemme hos os selv følte de ”ægte” Fælledklubber at vi var ”en af deres”. Det hjalp nok også på det, at vi faktisk var ret gode. Så 10 HIKere har spillet på Fælledens udvalgte – den første Erik Steenstrup som højre angriber 17. juni 1917 mod Halland (han vandt 3-0) – de sidste 5 Grundlovsdag 1935 mod Caledonians fra London (de 5 vandt 2-0). På vores Grand Old Masters spiller faktisk i dag en søn af en af de udvalgte – Steen Brandtmars far, Henning, nåede at være med i 1935 mod Caledonians.

Ugens kamp spillet lørdag 5. november kl. 15.00 på HIK bane 1 – her dystede U16 drenge Mester mod FB. Et ”vinderen-tager-det-hele” – for begge hold havde maximumpoint inden kampstart. Hvis det skulle slutte uden en vinder – ja, så ville HIK nappe 1. pladsen og blive rækkevinder på målscore. Kampen endte 4-0 til HIK – vores 5. rækkevinder i efteråret. Timen forinden havde U15 drenge 02- 4 nemlig snuppet nr. 4 !! Søndag scorede U15 drenge 02-2 vores mål nr. 1.200 (4-2 over Østerbro).

Frem til næste onsdag kan følgende ønskes tillykke på deres fødselsdag :

  1. november : Emil Nielsen (U15 drenge 3, 15)
    10. november : Peter Nørtoft (U14 drenge 3, 13)
    11. november : Frederik Letholm (U17 division, 16) – Mads Hyldahl Fogh (7M Herre, 27)
    12. november : Oscar Ervik (U16 drenge 2, 15) – William Riparbelli (3. senior, 22)
    13. november : Anders Balstrup Madsen (U14 drenge Øst, 13) – Silas van Hauen (U15 drenge 2, 14) – Torben Budde (Grand Old Masters, 66)
    14. november : Adam Boserup Qvist (U13 drenge Øst, 12)
  2. november : Ludvig T. Lærke (U15 drenge Øst, 14) – Thor Bukrinskij (6. senior, 22)