Fodbold, Forside

90-års fødselsdagen – hvem kender ikke den fra TV nytårsaften selvom den er i sort-hvid ? 1928 er året, hvor man skal være født for i år at kunne fejre sin egen 90 års fødselsdag. HIK kan fremvise 3 drenge, der blev født i netop 1928 og som hver især nåede meget højt inden for sportens verden. Startede deres karriere i HIK fodbold sammen på det meget unge Drenge 3 i sæsonen 1939/40 som 11-12 årige i en turnering for 14 årige – træner naturligvis Fritz Weiss. Største sportskarriere fik Poul Elvstrøm – holdets midtstopper. Kåret til Danmarks bedste idrætsudøver i 1900-årene for sine fremragende præstationer inden for sejlsport. Også holdets venstre wing (datidens 11’er) kom til tops i en anden sportsgren end fodbold – tennisspilleren Torben Ulrich. Men bedst inden for den fælles drengesport – fodbold – blev af de tre som voksen Ole Jensen.

Povl Elvstrøm

294 kampe på HIKs divisionshold over mere end 15 år. Flere år som anfører – noget, som spillerne selv dengang stod suverænt for at vælge og ikke som i dag, hvor det er træneren, der ofte diktatorisk vælger den med armbindet. I en tid, hvor det var nemt at være HIK træner, tilskuere og bolddreng, hvis man ville heppe HIK frem. Man behøvede blot at råbe ”Kom så, Ole” – for på holdet spillede Ole Madsen, Ole Jensen, Ole Frølund, Ole Petri, Ole Helsted, Ole Pock. Og når man havde sejren i hus ”Olé, Olé, Olé”. Det blev til 2 landskampe for Ole Jensen i fodbold – på Danmarks B-landshold fordelt med 1 i 1953 og 1 i 1954. B-landshold lyder måske ikke af så meget. Bevares – det var et trin ned i forhold til A-landsholdet, men det er i en tid hvor der kun var 1 reserve på A-landsholdet og ikke som i dag en trup på over 20 til hver landskamp. Ville man se de øvrige kandidater i en betydende kamp var det på B-landsholdet og ikke til en landsholdssamling – den slags havde man slet ikke dengang – og altså heller ikke som indskifter på A. Ole Jensen nøjes ikke med karrieren inden for fodbold – formåede også at komme helt til tops med den noget lettere fjerbold. Flere gange deltager i finaler ved datidens badminton-topbegivenhed, All England. Siden kunne Ole Jensen skrive sig ind som Danmarksmester i den anden ketchersport, tennis – i veteranårene. Det vidner om høj sportslig kvalitet, boldøje, ukuelig vilje og enorm fighterindsats som sportsmand. På drengeholdet var Ole Jensen højre innerwing (datidens 8’er) og en meget lille en af vækst – 1-2 hoveder mindre end holdkammeraterne i teenagealderen. Det med at være teenager lagde man nok endnu mere vægt på dengang – at betegne sig selv med et engelsk udtryk midt under tyskernes besættelse af Danmark har nok haft et ekstra pift over sig.

Ole og Poul nåede ikke selv frem til at kunne fejre og lade sig fejre på deres egen 90 års dag. Torben Ulrich kan heldigvis nå det endnu – 4. oktober vil sønnike fra Metallica kunne slå 90 slag på trommen for sin farmand. På drengeholdet fandtes en dreng, – dog født i 1927 – der nåede endnu længere frem inden for fodbold end Ole. Holdets venstre innerwing (datidens 10’er) var Ralf Ginsborg, der fik 2 landskampe på A-landsholdet ud over at være med ved Olympiske Lege 1952 i Helsingfors for Danmarks fodboldlandshold – dog uden at komme i kamp her. Ralf havde tidligere spillet på Flygtningelandsholdet. På grund af sin jødiske baggrund måtte Ralf flygte til Sverige under Besættelsen – og kom her på Flygtningelandsholdet, der mødte udvalgte svenske hold.

Torben Ulrich

 

På voksensiden blev 1928 et vendepunkt for HIK fodbold. Vi vandt A1 rækken og skulle møde Fremad Amager i en direkte dyst over 2 kampe om at rykke op i Mesterrækken. Betingelserne lige for – vi skulle vinde mindst en af de to kampe og måtte ikke tabe den anden oveni. Første opgør endte med Fremad Amager-sejr på 3-1 – så var den oprykning forduftet. Men vi var ikke mere rystede end at vi næste år igen vandt A1-rækken og atter skulle dyste mod Fremad Amager. Og her vandt vi så. Vi havde sædvanen tro 4 ungdomshold i 1927/28 – der alle sluttede omkring midten eller i nederste halvdel. På voksensiden samlet 4 seniorhold – en klub i balance.

Man kan stadig rette sig op, skyde hagen og brystet frem som københavner, når man læser om fodbold i gamle dage. Provinsklubberne var ikke på højde med hovedstadens klubber. Derfor så de meget gerne at gode københavnerklubber lagde vejen forbi til en opvisningskamp. Det at møde nogen, der er bedre end sig selv, var vejen til selv at blive bedre – samme begrundelse vi hører i dag, når topklubber fra Superligaen opnår deltagelse i de Europæiske klubturneringer. De københavnske klubber havde dobbelt udbytte. De fik en hyggelig og fornøjelig tur i samvær med gode kammerater – og et godt tilskud til klubbens økonomi. Flere københavnerklubber fandt ud af, at man kunne tilbyde sig til ikke blot én, men til en række provinsklubber – i dag ville den slags snildt kunne klares over nettet og Facebook – for en pris på 150 kr. per dag eller 225 kr. for 2 dage, men så med frit ophold. Omkring højtider som påsken gjaldt det om at få alle 4-5 dage besat – få en helt lille turné til Jylland eller Bornholm sat sammen. Valby Boldklub kan berette om en påsketur i 1925, der over 5 dage bragte klubben til Struer, Holstebro og Silkeborg – med 2 kampe hos sidstnævnte. Indtægt 525 kr. – et efter datiden betragteligt beløb. Man spillede 2-2 mod Struer, tabte 1-5 til Holstebro, men vandt 3-1 og 11-2 over Silkeborg. 4 kampe på 5 dage – det lyder jo helt engelsk i vore dage. HIK havde 4 kampe mod udenlandske hold i 1928 – alle mod skånske. Senior slog Drott Helsingborg 3-0 på Phistersvej. De 3 andre kampe tog Ynglingene sig af – hjemme 3-3 mod Helsingborg IF og så 3-6 og 1-3 på to smutture til Malmø.

HIK stiller i starten af 1920erne forslag på KBUs årlige Generalforsamling om at få en KBU-række for Old Boys – men det var ikke blevet stemt igennem. I 1927 dukker Old Boys op igen. Nu var det Handelsstandens Boldklub, HB, der stod bag. De fik stablet en privatturnering på benene med deltagelse af HB, B 1903, Viktoria, Valby, ØB og foreningen ”Old Boys”. Aldersgrænsen sat til fyldt 30 år og man måtte ikke deltage, hvis man spillede med på klubbens 1. senior. Rækken var tiltænkt de lidt mere bedagede spillere med de stive ben – der ikke var gode nok længere til klubbens 1. hold og for stolte til at ville optræde på klubbens 2. hold eller længere nede. De ville og kunne nu fortsat spille på noget, de kunne kalde et 1. hold. Pressen fattede interesse for disse Old Boys-kampe – der optrådte jo en del gamle kendisser. Således kunne aviserne i den nystiftede turnerings debutkamp mellem HB og B 1903 på det gæstende B 1903-hold spotte Carl Andersen (Carl Frem’er), Knøfler, Bernhard Nielsen, Einer Nielsen (Sorte Einer), Erhard Jensen (Bedstefar), Frithjof Steen og Poul Andersen. Kampen endte 4-1 til B 1903 og havde bestemt ikke været af de mindst intensive – tværtimod. Der var spillet under fornøjelige former. Nogle havde glemt en del af teknikken, men opvejede det ved knokkelspil, så der blev givet adskillige ”ture”. Man kunne dog spille kampen til ende uden at gøre brug af Falcks Redningskorps og altså med B 1903 som de, der kunne trække sig tilbage fra Krigsskuepladsen som vinder. En af aviserne vurderede, at aldersgrænsen burde være 35 og ikke 30. De opfordrede KBU til at overveje endnu en gang, om det ikke burde være dem, der arrangerede rækken. Men der skulle gå 15 år før KBU bed til bolle og startede sin første Old Boys-række. De satte fra start også aldersgrænsen til 30 år – måtte kort efter hæve den af flere gange. I dag er grænsen 32 år – med mulighed for at benytte 2 spillere, der er 2 år yngre. Og der er nu hele 8 aldersklasser hos ”Ældre” – eller som de selv ynder at kalde sig i slang ”Gammelmandsfodbold” – med den ældste for over 70årige og med en for over 75årige lige i pipelinen.

Ugens hold : U19 og U17 drenge Division, der begge gæstede Næstved og hentede uafgjort (1-1) og (3-3)

Fødselarerne :
16. marts : Signe Bertelsen (15), Elias Blom (13), Sebastian Zamorski (15)
17. marts : Iben Hedegaard (14), Emil Herk-Hansen (13), Tobias Ravn (18)
19. marts : Alfred Thurø (11), Frederik Kjøbæk (19), Andreas Smed (21)
20. marts : Nikolaj Bjerkander (14)
21. marts : Cecilie Theisen (13), William Roesgaard (13), Nikolai Due Olsen (16), Søren Pilgaard (67)