Fodbold, Forside

I denne uges Flaskepost skal vi bl.a. hilse på et trænerkoryfæ, der i sin aktive karriere var forud for sin tid. Således går rygtet på, at han under en udekamp i Viborg bestilte en pølse under kampen, i stil med målmanden fra dette års FA Cup mirakelmagere fra Sutton FC, Wayne Shaw. God fornøjelse!

HIKs forårspremiere i DBUs divisioner for senior var i år mod Jammerbugt på hjemmebane – endte som bekendt 1-1. Dermed har vi de sidste 14 sæsoner mødt 13 forskellige klubber i forårspremieren. 7 gange har vi været hjemme, 7 gange på udebane. I 2004 lagde vi ud mod Holstebro – 1-0 – og det år vandt vi 2. division. 2005 til og med 2008 var vi i 1. division – mødte i forårspremieren i rækkefølge Fredericia (tabte ude 1-2), Vejle (tabte ude 1-2), Fredericia (1-1 hjemme) og AB (tabte 1-2 ude). Så 5 sæsoner i 2. division Øst med 2-3 ude mod Glostrup, 1-0 hjemme over Avarta, 1-0 ude over Ballerup-Skovlunde, 1-0 hjemme over Helsingør og til slut 1-1 hjemme mod Birkerød. Så det enlige år i 2. division Vest, hvor vi i forårspremieren 2014 tabte 0-2 til Næsby hjemme. Det sidste år hvor 2. division var landsdækkende vandt vi i 2015 1-0 hjemme over Nykøbing Falster, mens det i 2. division oprykningsspil for 1 år siden blev til storsejr 5-1 ude over Marienlyst for så i år hjemme 1-1 mod Jammerbugt. Det samlede regnskab 6 sejre, 3 uafgjorte, 5 nederlag. De to år, hvor vi er sluttet som vinder af vores række – 2004 af 2. division og 2013 af 2. division Øst – har vi lagt fra land med 1-0 i foråret. Begge forudgående gange vi har lagt ud med 1-1 har vi bevaret pladsen i rækken – 2007 gav os 13. plads og forbliven i 1. division, 2013 gav 5. plads og forbliven i 2. division. Lad det bare blive en vane.

Efter vores debut i Danmarks fineste række – Danmarksturneringen – i sæsonen 1928/29, blev turneringen lavet om. Vi trådte et skridt ned – deltog nu i DBUs Oprykningsturnering uden at rykke op de første år. Den blev spillet i to kredse. De to kredsvindere mødtes om den enlige oprykningsbillet. Vi vandt Vest i 1934/35 – men tabte så i Finalen til Næstved. Året efter vandt vi atter Vest og slog nu B 1908 med 2-1 og 4-1 i de to Finalekampe – HIK var dermed tilbage i Danmarks fineste række i 1936/37-sæsoen. Rækken hed Mesterrækken – datidens Superliga – og havde deltagelse af AB, B 93, Frem, KB, B 1903, ÅB, AGF, Esbjerg og Helsingør udover os. Det gjaldt om ikke at slutte som nr. 10 – for så rykkede man ned. Vi blev nr. 9, mens Helsingør røg ned. Året efter startede vi yderst skidt – midtvejs havde vi kun 3 point og var 6 point efter nr. næstsidst, Esbjerg. Men foråret gik strygende – vi fik 9 point, mens Esbjerg kun fik et – så det blev Esbjerg, der røg ned. 3. år i Mesterrækken sluttede vi helt fremme som nr. 8 og var så for 4. år i træk med i ”Superligaen”, da 1939/40-sæsonen startede. Den blev yderst svær for os – vi blev tilmed dømt som ”taber uden kamp” mod AGF på grund af, at vi ikke nåede frem i den hårde vinter. Vi endte på sidstepladsen og skulle så efter reglerne rykke ned. Men så blev Danmark besat af Hitlers Tyskland, så man måtte lave hele DM om. Man lavede 3 kredse, hvor man først og fremmest blev sat ind efter sin geografiske beliggenhed. Den københavnske hed kreds 3 og var klart den stærkeste. Her havnede vi sammen med AB, KB, B 93, Frem, B 1903, Fremad Amager og Køge. De 4 bedste skulle så dyste i et slutspil mod de to bedste fra både kreds 1 og 2 om DM-titlen. Det nåede vi ikke frem til – vi blev nr. sidst 2 år i træk og blev så sat ud af kreds 3 og over i kreds 2 efter at have tabt 2 kvalifikationskampe mod de fremstormende ØBere anført af Carl Aage Præst og brødrene Broné. Det var så slutningen på vores tid i datidens Superliga.

For 80 år siden, 1937 – vores come back i Danmarks Mesterrække – havde vi 5 seniorhold, hvor de 4 deltog i KBUs Sekundarækker (det hed de!) – mod de andre københavnske DBU-deltageres tilsvarende hold. Alle havnede omkring midten i deres række. På ungdomssiden formåede vores ynglinge ikke at gennemføre, begge vore juniorhold sluttede på 7. pladsen, mens de tre drengehold sluttede 3. sidst, 3. sidst og sidst. Det var første år, man spillede i en drengerække – U14. Hidtil havde Junior – U16 – været det yngste.

Almevej støder op til vores græsbane og dens aflægger – Beach-banen ved Musikhuset. Vejen er anlagt 20 år før HIK kom ned på Phistersvej og navngivet efter træet elm, – alm er et andet navn for elmetræet. Oprindelig hørte hele området til Taffelbays Avlsgård, så da den blev udstykket mindedes man i vejnavnene det gartneri med planteskole, der havde været drevet på ejendommen.

NFC – en fodboldklub stiftet 22. maj 2012 for snart 5 år siden – meldte sig til hos DBU København og er der stadig. Som ved starten uændret i Serie 5, hvor de kan tage hul på foråret fra en plads lige under toppen. Hvad dækker de tre bogstaver så over? – såmænd Nandrup Club de Fútbol. Fodboldnørder vil så straks konkludere, at de spiller på banen ved Nandrupvej. Det gælder så ikke – de spiller i Valby Idrætspark. NFC starter i år i 1. runde af DBUs landspokal – vi skal først træde ind i 6. runde! – hvor NFC skal op mod AC Iben.

Tom Søndergaard er næste træner-koryfæ i HIK. Selv født i slutningen af 2. verdenskrig og spillede hele sin ungdomstid i B 93. Opnåede 19 A-landskampe i årene 1964-67 – scorede 4 mål og var bl.a. med til at besejre Island 14-2. Blev hurtigt prof. i udlandet og nåede at spille for Ajax og Rapid Wien inden han sluttede i franske Metz. Tom var en fantastisk dribler, og ingen kunne som ham gøre en back rundtosset. Tom var meget vellidt over alt, måske lige bortset fra af landets backs – spørg bare HIKs Niels Berg og Anders Hey. I 1966 vandt B.93 med 8-0 ude over Viborg, Tom lagde op til seks mål, og nåede – sigter rygtet – også at bestille en pølse under kampen. Tom scorede Danmarks første mål uden for Europa, da Israel i 1964 blev besejret 1-0 i Tel Aviv. Tom blev den første dansker i Ajax, – spillede sammen med Johan Cruyff, Piet Keizer og Johan Neeskens. Tom Søndergaard og professionel fodbold passede dårligt sammen, da han udover fodbolden, også ville have det sjovt – så han rejste fra Metz i utideDa Metz forlangte 70.000 kroner i ”porto” for at sende hans spillerlicens, slog Tom Søndergaard sig på trænerjobbet ved siden af sit job som skolelærer i Ballerup. HIK ansatte Tom som divisionstræner – og blev vidner til en helt anden træningskultur end vi havde været vant til. Træning 3 gange om ugen – 50 % mere end før – og så boldøvelser, fodtennis og headetennis. Kulturchok for vores spillere. Tom var HIKs træner, da prof-fodbold blev tilladt i Danmark og HIK var med fra dag ét. Blandet succes på banen må vi indrømme – så HIK var begejstrede, da Tom med hjælp fra DBUs generalsekretær Erik Hyldstrup fik frigivet sin licens fra Metz. For nu kunne HIK prale af en spillende træner i Toms sidste sæson i HIK. Da Tom rejste fra HIK tog han Opsynsparrets datter med sig som sin kone. Det var HIKs afskedsgave til ham.


Tom Søndergaard. 

Deportivo Cobayas skal vi dyste mod i år – i 7M Herre. Mandag 29. maj på Gentofte Sportspark kunst 2 står slaget. Det er en 5 år gammel klub, der startede for 4 år siden med at deltage i DBU Københavns Serie 5 for 11mands. Det blev de trætte af efter blot et år. For 2 år siden startede de så igen – i 7mands nødpulje. Nu er de så ligesom os i 4. bedste geled – Række 3.

Ugens kamp er U15 drenge Østs dyst i søndags mod HB Køge – årets første hjemmekamp i den ”rigtige” turnering. Kampen endte desværre 1-2.

Fødselarerne:
23. marts : Nicolaj Marckmann (12 drenge 2, 12) – Ibrahim Al-Hakim (Fulton, 14)
24. marts : Sofia Haunstrup (12 piger 1, 12) – Axel Rovsing (12 drenge 6, 12)
25. marts : Rosa Gonzales-Koba (13 piger Øst, 13) – Holger Jarlgaard (14 drenge Øst, 14) – Musa Dagdeverin (Supermasters, 57)
26. marts : Oliver Falkengaard (17 division, 17) – Oliver Brønlund (15 drenge 3, 15) – Philip Malling Simonsen (16 drenge 2, 16) – Jens Kjølbye (Senior 2, 25) – Henrik Frøsig (Supermasters, 58)
27. marts : Julius Korzen (16 drenge 1, 16) – Bjarne Lundberg (Grand Veteran Masters, 77)
29. marts : Laurits Stubgaard Jørgensen (17 division, 16) – Yunus Simoni (14 drenge øst, 14) – William Malling Simonsen (12 drenge 3, 12) – Christian Hellemose (12 drenge 2, 12) – Andreas Kragh (senior 3, 23)