Fodbold, Forside

Fodbolden havde- ligesom så mange andre aktiviteter- svære vilkår under Krigen. Besættelsesmagten gjorde det vanskeligt, at gennemføre turneringer på tværs af Storebælt, men det lod de københavnske klubber sig ikke kyse af. Meget kan lade sig gøre, når man selv bistår med bold og dommere. 

Artikelfoto: HIKs første Old Boyshold i 1926- et lukket seniorhold- med HIK-lægen Eigil Rekling yderst til højre. 

DBU for 75 år siden – i 1942 bød kun på 2 landskampe mod Sverige – en ude og en hjemme og begge tabt.

1940-45 – var Danmark besat. Man måtte ty til erstatningsprodukter – de originale kunne ikke skaffes i ønsket og nødvendigt omfang. Lave kaffe på danske Cikorie-planter, ryge af havehækken i stedet for at få en ærlig cigar, bruge tørv som brændsel med fare for løbesod, erstatningschokolade m.v. Men at det også gælder i fodbold ved sikkert de færreste. Man prøvede da også at holde stædigt fast i, at det meste skulle gå sin vante gang – også den københavnske fodboldturnering. Et var, at man måtte slække på kravene til den landsdækkende Danmarksmesterskabs-turnering. Det blev stadig mere besværligt at krydse især Storebælt til kampe i det jyske og tilsvarende at få hentet de jyske hold herover til hovedstaden. Mørklægningstiden og minesprængninger i Storebælt, mangel på brændsel til toge og færger gjorde livet surt. Man hutlede sig igennem – delte op i 3 regionale kredse og sluttede så med et slutspil om DM-titlen mellem de 3 kredsvindere.

Den københavnske fodboldturnering formåede man at gennemføre både i 1940, 1941, 1942 og det meste af 1943 på normal vis – det var jo længe lyst om aftenen i foråret og først på efteråret og ellers måtte man jo spille lørdags- og søndagskampe. Men så gik det galt – Den tyske Besættelsesmagt indførte Undtagelsestilstand 29. august 1943. Det betød udgangsforbud i de aftentimer, hvor man skulle have afviklet pokalkampe – samlet 500 seniorkampe måtte skydes til foråret 1944. Slemt nok, men slog ikke helt benene væk under fodboldfolket. Så supplerer tyskerne med forbud mod afholdelse af sportskampe – regnede med, at det var et hårdt slag mod københavnere. Så kunne de lære det ! Forbuddet ophæves 3. oktober; men i stedet forbyder tyskerne at spille kampe på ”åbne” baner. Når man ikke får den virkelige vare, må man lade sig nøje med erstatningsvaren – surrogatet. Når man ikke kan spille rigtig fodboldturnering – må man ty til erstatningsvaren. KBU aflyste – klubberne afvikler i stedet en ”surrogat”turnering. Man skal have noget at spille om – hvert deltagende hold indskyder 35 kr. til præmier. Udgifterne må ned. Heldigvis er alle med på den galej, – Idrætsparken kunne benyttes gratis af eliteklubbernes 1. hold (gjaldt også HIK !), – dommerne dømme gratis, linjevogtere stillede man selv og hjemmeholdet havde bolden med. Langsomt erkender tyskerne, at det ikke var muligt at knægte de københavnske fodboldspillere. Undtagelsesbestemmelserne lempes – dog vil tyskerne stadig ikke tillade tilskuere for at undgå sammenstimlen. Den normale turnering genoptages. 28. november 1943 ophæves det sidste forbud – men nu var det så tidligt mørkt og vinteren oppe over, så nu kunne det næsten være lige meget.

I dag er vi licensklub i fodbold-drengeungdom. Det betyder, at vi skal have en sundhedssektor knyttet til. Lovlydige som vi er har vi selvfølgelig det. Og det er bestemt ikke fremmed for os. Allerede for 100 år siden målte og vejede vi alle vore ungdomsspillere – fra 1. hold og nedefter – som den første klub i Danmark. Alt blev noteret på særlige kartotekskort. Det stod en medicinstuderende HIKer for – Eigil Rekling. Man skrev til forældre og skole, at man i HIK havde indført en grundig og omhyggelig anlagt legemskultur og at man ville tilpasse den enkeltes træning, så man opnåede det rette harmoniske forhold mellem vægt, alder og højde. Hjerte, lunger og nyrer blev også tjekket. Man gik skridtet videre og oprettede et fuldt monteret Lægeværelse i klubhuset. Formålet var dels at konstatere evt. sygdomme – det ville man så give besked om til forældre og skole, hvis man opdagede og især var man meget opmærksom på tuberkulose. Og dels for at afpasse træningsmængden for den enkelte. Alle spillere blev systematisk kaldt ind – Eigil var nu færdiguddannet læge og var til stede hver mandag kl. 19-20 og lørdag kl. 16-18. Man kunne også søge råd over telefonen. Man var især opmærksom på ikke at underkaste drengene den intense specialtræning med hurtige sprinter før de var tjekket og fundet helt fit. Lægeværelset var også åbent for tennisspillere – det var frivilligt for dem at troppe op, mens det var obligatorisk for fodboldspillerne. Ellers fik man ikke lov at træne eller spille kamp. Udover læge Rekling, var der nedsat et Lægeværelsesudvalg på 3 personer. Det vakte derfor stor opstandelse, da man så en spiller – som man havde nægtet at træne/spille kamp p.g.a. af en konstateret hjertefejl – stille op for sin skole i HIKs Skoleturnering. Uden at kunne forbyde det, men det kriblede i Turneringsledelsen for at gøre det.

Niels Erik Rasmussen overtog posten som træner første gang HIK skulle stille op i Danmarksserien – 1984. Havde en meget succesfuld tid som ungdomstræner i HIK bag sig – havde også trænet både Helsingør og ABs divisionshold. Indførte fra dag ét en udpræget ungdomslinje – fortrin skulle HIKs nyoprykkede ynglingespillere fra årgang 1966 have sammen med kun lidt ældre, der også have spillet ungdomsfodbold i HIK. De ældre erfarne – hentet udefra til det nu nedrykkede divisionshold – ja, de kunne blive og agere back-up eller finde anden græsgang. Tæt på revolution – lykkedes så heller ikke helt, for vi rykkede ikke op i denne sæson 1. Atter en HIK-træner, der kun fik et år i sædet.


Niels Erik Rasmussen- HIKs første Danmarksserietræner

For 80 år siden – i 1937 – stiftedes en boldklub, der fik navnet Als. Ikke af sønderjyder fra øen af samme navn, der rummer Dybbøl. Næh, klubben er stiftet i kvarteret omkring Alsgade på Vesterbro af en række dygtige unge spillere (ynglinge, unge senior) brudt ud fra Frem anført af Kaj Christensen. Han vender dog ligesom flere andre gennem årene tilbage til Frem, kommer på landsholdet og opnår en professionel karriere. En anden Als-profil er Vagn Nielsen, der efter 4 benbrud i sin aktive spillertilværelse bliver en velrenommeret træner, der er stifter af Trænersammenslutningen. De første år af Als´ historie oplever man konstant, at Frem forsøger at gafle sine tidligere gode spillere til sig igen. Als er helt fra start med i Dansk Arbejder Idræt – spiller på Valby Fælled. Allerede i 1939 er man så inde i Valby Idrætspark. Klubben løber ret hurtigt ind i økonomiske problemer – ikke mindst fordi en række stjernespillere ikke vil betale kontingent. Og udgifterne er ikke ubetydelige – ikke mindst huslejen til Københavns Idrætspark et problem. Også problem at mange af spillerne er unge, uforlovede og derfor forfalder til kortspil til sent ud på natten med hvad dertil kommer. Ofte får man indtrykket at 3. halvleg er klart den vigtigste, så man skulker fra træningen. Man får stablet en ungdomsafdeling på benene i slutningen af 40erne og man får også damehåndbold på programmet. Andespil er med til at redde de økonomiske problemer er par gange – men problemet bliver ved med at vende tilbage. Man forsøger sig også i et samarbejde med Ryvang, Borup og Union om at arrangere store fester i Borgernes Hus – i 1947 med violin-unikum Wandy Tvorek, skuespillerne Helge Kjærulff Schmidt og Erika Voigt samt Bruno Henriksen i spidsen for sit 20 mands orkester – giver Als 1.500 kr. i overskud. Trods det er man få år efter i ret dyb gæld til både KBU og Valby Idrætspark. De økonomiske vanskeligheder er klart med til at Als går sammen med Frederiksholm i 1951 som Boldklubben Als Frederiksholm. Als nåede konfirmationsalderen – 14 år – ”de voksnes rækker” blev som Als Frederiksholm. I dag del af AIK Frederiksholm – der kæmper for at overleve.

Ugens kamp Kvinde 7Ms opgør i mandags ude mod Pan – 8-0 til os uden at vakle i disse regnbuedage.

Fødselarerne :
27. april : Elias Wium Olesen (16 drenge 2, 16) – Frederik Gudik (Fulton, 14)
28. april : Lisa Skjoldager (12 pige 1, 11) – Christian Bille (19 division, 19) – Nikolaj Rye (Senior 4, 21) – Anders Benzon Nielsen (7M Herre, 28) – John Bramminge Hansen (Super GOM, 66)
29. april : Adam Rosenberg Asmussen (Senior 4, 22)
30. april : Caroline Gelser (12 pige 1, 12) – Silas Sveistrup (11 drenge 3, 11) – Martin Wex (Veteran, 48)
1. maj : Frederik Reipurth (11 drenge 3, 11) – William Nath (13 drenge Øst, 13) – Oskar Rasmussen (14 drenge Øst, 14)
2. maj : Philip Hildebrandt (17 division, 17) – Valdemar Sylvest (Senior 3, 22) – Frank Lottenburger (Veteran, 46)
3. maj : Anton Jacobsen (12 drenge 3, 12) – Oliver Ernst (Senior 3, 24)