Fodbold, Forside

I dag kan man i løbet af få sekunder læse overalt på internettet, hvem der er udtaget til udvalgte hold under DBU. Førhen måtte man vente til det årlige Fodboldmøde i HIK for at få besked. Masser af anekdoter og gode historier i denne uges Flaskepost fra P. God fornøjelse! 

Artikelfoto: Ole Madsen gav alt, når han var på landsholdet

60 år tilbage – 1958, hvor Brasilien vandt WM efter finalesejr over Sverige på 5-2 med spillere som Garincha, Pele, Vava, Didi, 2 x Santos – havde HIK 5 seniorhold. Det bedste sluttede 7er i 3. division – de 4 andre i bedste halvdel i Mellemrækken, A-rækken, B-rækken og C-rækken. Alle 4 i puljer kun for divisionsklub – dengang var der vandtætte skotter mellem de ”fine” og ”bredden”.Røg man ud af divisionerne var man virkelig i en helt anden verden og skulle som voksen til at finde ud til alskens små spillesteder i det københavnske i stedet for til de velkendte rammer hos de øvrige divisionsklubber. Det blev vi så sparet for at skulle ud i for 60 år siden. Men fremtiden tegnede yderst dyster på lidt længere sigt – på kort sigt ingen faresignaler. Vore ynglinge, der over de to næste sæsoner skulle op som senior, klarede sig ganske godt. Vi stillede 3 hold i datidens U19 – de bedste sluttede 5er i København og dermed bedre end de voksne kunne prale af. Hold 2 – de bedste fra bredden og næste års stamspillere på 1. ynglinge endnu bedre – nr. 3. Og vores 3. ynglinge begik sig ganske pænt mod de næstbedste københavnske 2. ynglingehold. De yngre ungdomsspillere – ”Av, min arm”. Alle 3 juniorhold – U17 – sluttede på jumbopladsen af de 9 klubber, der deltog i bedste række. Hold 2 med blot et enkelt point og hold 3 helt uden. Drengene – U15 – klarede sig mikroskopisk bedre end U17. Også de lå – endnu – i bedste række, men sluttede sidst med 1. drenge, næstsidst med 2. drenge og 3. drenge og sidst med 4. drenge. De sidste med den skrækkelige målscore 2-98 og selvfølgelig uden sejre og uafgjorte. Lilleput – U13 – havde endnu hold 1 og 2 i bedste række, hvor vi sluttede sidst med 1. lilleput og næstsidst med 2. lilleput. 3. og 4. lilleput var allerede degraderet til B-rækken – det måtte man frygte og forvente ville ske også med alle junior, drenge og de to sidste lilleputhold måske allerede næste år. Og vi viste, at det var et passende niveau for HIK – vore 2 hold i næstbedste geled sluttede i 1958 omkring midten.

1958 foretog vi noget så sjældent som udlandsrejse med vores voksne seniorhold. Til England, hvor vi vandt 3-1 over Leytonstone FC og tabte 1-2 til Woodford FC. Også Norge fik besøg af os – vi vandt 4-2 over Sørlandslaget. Og ynglingene – de var jo stjernerne i ungdomsafdelingen uden konkurrence det år – var på tur. Øst på til bag Jerntæppet i Jugoslavien, hvor det blev 2-1 over Uljanic fra hjemlandet og 4-0 over Østrigske Admira Wien, mens Hajduk Split var for stærke for os og vandt 4-0. Det helt store lyspunkt i vores fodboldafdeling var dog Ole Madsen, der det år trådte ind på den helt store danske fodboldscene. Selv om han var fra 3. divisionsklubben HIK startede han på B-landsholdet, hvor han i Århus var med til at lammetæve Finland med 7-3. Hele 4 mål fra Oles fødder i debuten 14. september. Måneden efter gav det valg til A-landsholdet, der i Rotterdam måtte finde sig i at blive sendt retur til Danmark med 1-5. Senere fik Ole Madsen et succesfyldt ophold som professionel fodboldspiller i netop Rotterdam hos Sparta. Fiaskoen i det hollandske fik heldigvis ikke landsholdets Udtagelseskomite til at tvivle på Oles kvaliteter. Han fik genvalg til opgøret 26. oktober i Stockholm mod de svenske WM-sølvvindere. Det kom man ikke til at fortryde – Ole nettede to gange og var tæt på allerede dengang at få øgenavnet ”Svenskdödaren” – og kampen endte 4-4.

At ynglinge var vores flagskib på ungdomssiden blev understreget af, at Jens Hjorth var med, da Danmark i gamle danske Flensborg mødte Vesttyskland, men tabte 2-4. København stillede også det år op med et udvalgt Ungseniorhold, der den sidste dag i august i København slog Jylland 2-0 – og her var Uffe Bjørn Hansen reserven, der kom ind. Ellers var det i netop de år, at Alliancen var allermest aktive. I maj 1959 mødte man hjemme i København tyrkiske Beyoglu Spor i to kampe – vandt den første 3-2 med Erik Mygind fra HIK på mål og Ole Madsen i front og spillede 3-3 i andendagsgildet nu med Uffe Bjørn Hansen fra HIK som en af de udvalgte. Ugen efter kom Zenit Leningrad på besøg – kampen endte 2-2. Igen med Erik Mygind på mål og Ole Madsen i front. Måneden efter tog man imod østrigske Wacker SV Wien – her blev kampene spillet i Vanløse og HIK var repræsenteret ved Ole Jensen og i Næstved, der nu var blevet medlem af Alliancen, hvor det nu var en 3. Ole fra HIK, Ole Petri, der var med. Kampene endte 3-2 i Vanløse og 1-2 i Næstved. Efter sommerferien tog man så imod brasilianske Bella Vista, der blev besejret 2-1 med Anders Hey og Ole Madsen på Alliancens hold. Måneden efter den efterhånden traditionelle kamp mod de allerfineste københavnske klubbers udvalgte, Stævnet. Alliancen var en absolut jævnbyrdig modstander selv om deres udvalgte kom fra lidt lavere placerede klubber – kampen endte 4-3 til Stævnet. HIK var repræsenteret af Anders Hey i forsvarskæden og Ole Madsen i angrebet og så kom den 4. HIK-Ole det år – Ole Frølund – ind som reserve på Alliancens udvalgte.   

I 2006 kom David Beckham til USA fra Real Madrid for at puste nyt liv i soccer – vores form for fodbold – i ”Guds eget land”. 40 år før var Henrik Vestergaard fra B 1903 ankommet med samme formål. Egentlig skulle han kun have været til Frederiksberg for i sin egenskab af persienne/gardin-opsætter at udføre lidt arbejde for Jørn Larsen og Finn Kobberø – begge journalister – i deres lejlighed. Jørn med en fortid som folkekær målmand hos B 1903 og med en nutid med antennerne ude i den ganske sportsverden. Jørn have kort forinden fået et telefonopkald fra Freddy Goodwin – tidligere Manchester United-spiller, – der nu slog sine folder i USA. Han ville gerne have en forsvarsspiller til ”sit hold” – og det tilbud gik så til Henrik Vestergaard.


Cesar Menotti, der også nåede at stå i spidsen for Barcelona og Atletico Madrid udover at vinde WM for Argentina.

I USA var man i gang med at stable en professionel liga på benene – National Professional Soccer League, NPSL. Henrik kom til at spille for New York Generals med hjemmebane på Yankee Stadium. Når man skulle spille fodboldkamp her lagde man ganske enkelt et kunstgræstæppe ud. Henrik rejste fra en månedsløn på 1.200 kr. i Danmark til det 10-dobbelte i USA. Uden kontrakt, uden overgangssum, men en fed månedsløn. Henrik var købt som forsvarsspiller – men hans hold havde ondt ved at få scoret, så op i front med Henrik. Perfekt for den hovedspilsstærke Henrik – en af medangriberne var Cesar Luis Menotti. Ja, han blev jo senere argentinsk landstræner og vandt WM på hjemmebane med spillere som Kempes, Ardiles og Passarella i 1978. Fodbold kunne jo ikke tage hele tiden, så man – Cesar, Henrik og holdets målmand, som vi åbenbart ikke må få navnet på – kastede sig over pokerspillet. Så man slog et smut over de store poker-spillebyer, når man skulle krydse USA mellem kampene. Kampene havde også sine pauser – ca. hvert 10 minut stod man stille, mens der røg en TV-reklame over skærmen. Det var faktisk et liv i sus og dus – fra start udstyret med en Cadillac til sig og fruen og bolig på Long Island. Karrieren så lysende ud – der var udsigt til at supplere indtægten fra fodbold ved en tjans som tysklærer og træner for en gruppe fodboldbørn, selv om de sidste boede 100 km væk. Det, der kom i vejen, var Vietnamkrigen. Henriks visum skulle skiftes ud efter det første år – og så ville han være i fare for at blive indkaldt til USA’s militær. Så efter 40 soccer-kampe gik turen retur til lille Danmark. Ligaen i USA var ikke godkendt af FIFA – det var heldigt for Henrik. For så slap han for den ellers obligatoriske karantæne, når man skulle fra at have været prof i udlandet til at spille amatør i Danmark. Så det var bare med fra dag 1 at tørne ud for B 1903 igen.

Ugens hold : U13 drenge årgang 2005 hold 3, hvor vi vandt 1-0 over KB på mål af Lucas Wall. Vi glæder os også over, at 2. divisionsholdet også matematisk har sikret sig og os en sæson mere som divisionsklub.

Fødselarerne :
10. maj : Freja Luna B. Pedersen (16)
11. maj : Frederik Kjærgaard (16)
12. maj : Victor Rosenbom (10), Carl Salicath (13)
13. maj : Sofia Blom (9), Philip Bille Clausen (17), Tobias Steenstrup (17)
14. maj : Carli Scheur Moesgaard (11), Vigga Scheur Moesgaard (11), Cecilie Schneider (11), Philip Hansen (31), Morten Lembke (70)

15. maj : Oskar Bang-Andersen (13)

16. maj : Frode E. Andersen (9), Marko Montella (10), Yuhao Zhang (14), Erik Larsen (66)