Fodbold, Forside

I dag kan man i løbet af få sekunder læse overalt på internettet, hvem der er udtaget til udvalgte hold under DBU. Førhen måtte man vente til det årlige Fodboldmøde i HIK for at få besked. Masser af anekdoter og gode historier i denne uges Flaskepost fra P. God fornøjelse! 

Artikelfoto: Ynglinge pokalvinderholdet 1983.

AK – 1983 og nu 35 år tilbage i tiden – var ikke noget jubelår for københavnsk fodbold. Ingen københavnere i top 3 og dermed i DM-medaljerne. Oven i købet 2 – B 1903 og B 93, – der røg ud af bedste række. Heldigvis KB retur fra 2. division til 1. division – men så hele 3 KBU-klubber i skikkelse af Dragør, Vanløse, Fremad Valby ud af 3. division og kun B 1908 den anden vej op. Så en nedgang på 2 divisionsklubber for København – i 1984 ville vi være blot 10. Hos kvinderne havde Rødovre i de år næsten patent på at tage DM-bronze – 1983 ingen undtagelse. I dag er Rødovre helt væk på kvinde/pige-fronten. Mere ak – advarsler og udvisninger fortsatte med at stige. Inden for de sidste 2 år en stigning på ca. 40 % i udvisningerne, noget mindre %-stigning for advarslerne, der dog nærmere sig betænkeligt til 2.000 om året. Formanden truede med, at det kunne blive nødvendigt for KBU at ændre kurs – det kunne kun blive i skikkelse af strengere straffe. Dem, der burde gribe ind – og det skulle ske nu – for at det skulle blive ved truslen, var lederne og trænerne.

Som om det ikke var tilstrækkeligt – også et ak mere til at så mange kurser var enten underbemandede eller helt måtte aflyses. Kursusudvalget følte sig til grin – de lagde mange kræfter i at forberede disse kurser, og så ville så få på dem. Håbet var, at man ved at satse nyt – Grøn uddannelse var det døbt – kunne få vendt bøtten. KBU havde også dengang udvalg – 6 af slagsen i skikkelse af Turnerings-, Dommer-, Ungdoms-, Kursus-, Dame- og Miniudvalg – alle med et bestyrelsesmedlem som formand, ofte yderligere et bestyrelsesmedlem som menigt medlem og ellers med klubfolk henholdsvis dommere som øvrige deltagere. Man måtte nøjes med Formandens skriftlige årsberetning, der meget kortfattet kom ind på nogle af de sikkert mange ting, som udvalgene havde beskæftiget sig med, indstillet videre til Bestyrelsen eller måske ligefrem besluttet. Ellers måtte de mange resultater, stillinger og opgørelser tale deres eget selvstændige sprog. Man kunne bl.a. notere sig, at 1983 blev første år med en lilleputpigeturnering – uden at det havde fundet vej til Formandens beretning. På samme måde med, at man i 1983 som et enkeltstående tilfælde havde måttet oprette en E-række hos Herre-senior.

1983 var et yderst aktivt år for HIK på Danmarks landshold. Helt præcist på Juniorlandsholdet (U17), hvor HIK havde 3 spillere med fra årgang 1966. Henrik ”Store” Larsen fik 7 landskampe det år, Søren Nygård Andersen samme antal og Micki Finkielmann blot en enkelt mindre. Henrik fik sammen med Kenneth Miltoft en enkelt kamp for Københavns udvalgte ynglingehold – Micki og Søren hver 3 på Københavns udvalgte Juniorhold i kraft af, at de modsat Henrik og Kenneth var født sidst på året 1966.

HIK spillede med sit seniorhold i 3. division, hvor vi som nr. 8 tilmed blev bedste københavner. Vi havde yderligere 6 seniorhold. Det bedste af ”de øvrige” helt fremme i Københavnsserien, hvor vi havnede på 10. pladsen – rigeligt til at erobre en plads også året efter helt her fremme. Vores 3., 4., 5. og 6. senior længere tilbage i rækkerne. Og så langt tilbage, at der ikke havde været plads til vores sidste – 7. senior – i rækkerne reserveret for divisionsklubber. Så de var havnet i den til lejligheden oprettede E-række, hvor vi sluttede midti. Vi var nu også med i rækkerne for de gamle – fremme i næstbedste række med både Old Boys og Veteran og begge hold sluttede i midten. Der var kommet et 3. hjul på den vogn – Superveteran for de over 45-årige, – men HIK endnu ikke parate/modige nok til at ville være med.


Kvinde-oprykker holdet 1983.

Kvinderne var 35 år tilbage en stor afdeling med hele to 11”dame”spillende hold. Og her sejrede vi i Københavns bedste damerække – Række 1 – og kunne næste år indtage en plads i Dame-Danmarksserien. Nogen kaldte den lidt flot tilmed 2. division Øst. Det skulle dog vise sig at blive et blot et-årigt ophold her. Vores dame 2 sluttede på en absolut acceptabel plads som nr. 5 i Damerække 2. Og der var selvfølgelig tilknyttet en særskilt dameholds-træner – det nåede aldrig at blive andet end en mandlig person på den post !

Man kunne uden at overanstrenge sig regne sig frem til, at Ynglinge måtte være vores absolut højest placerede ungdomshold. Det var de sandelig også. Spillede i Ynglinge DMs Østhalvdel sammen med 4 andre københavnere. Frem vandt den række, B 93 blev nr. 4, vi nr. 6 med et hold domineret af 1. års ynglinge fra årgang 1966, Hvidovre nr. 7 og KB nr. 10. Mange af spillerne på vores 1. ynglinge sæson 1983 havde deltaget både i en lilleputpokalfinale – tabt 0-1 til Hvidovre tilbage i 1978 – og i en juniorpokalfinale – ligeledes tabt 0-1 nu til Frem i 1982. Det lykkedes at komme i Ynglinge-pokalfinalen 1983 – et år før tid kunne man passende sige – og sandelig var det nu vores tur til at vinde. 2-1 over B 93, der ellers sluttede 2 pladser over os i DM-turneringen. Kampen spillet som aftenkamp på Østerbro Stadion i silende regnvejr. 27 år var der gået siden vi sidst vandt en ungdomspokalfinale – tilbage i 1955/56 var det faktisk også Ynglinge, der stod for den bedrift. Der skulle komme til at gå 17 år før der atter kom pokalsølvtøj hjem – miniputterne (U11) vandt i år 2000 samme år som HIK rundede de 100 år som klub. Vi havde også et U19 hold 2 – 2. ynglinge hed det dengang – og det sluttede som runner-up på 2. pladsen i Københavns bedste række i 1983. Også i år har vi 2 U19-hold – efter sommerferien tilmed 3.

Også Junior (U17) vandt noget for 35 år siden. Sin række – men det var så desværre kun den næstbedste række og med næstbedste hold, Junior 2. Junior 1 havde fundet nåde for bedømmelseskomiteen i Turneringsudvalget og var sat i A-rækken. Viste sig tilliden voksen og indtog 8. pladsen. Junior 2 var – det viste sig så lidt fejlslagent af samme Bedømmelseskomite – sat i B-rækken. U15 – dengang hed det slet og ret Drenge – var også som eneste fra Gentofte Kommune kommet i A-rækken, hvor vi sluttede som nr. 9 og næstsidst. Også både 2. og 3. drenge var kommet med i de fine A-rækker – hårdt, men vi klarede det lige med rumpen over vandspejlet. Det lykkedes så ikke for de endnu yngre i U13 – lilleputter hed det dengang. Alle 4 hold i A-rækken – 2 af dem sluttede desværre sidst, men nogen skal jo slutte sidst. I 1983 var det så desværre vores lod. Vi havde yderligere 5 hold, der spillede med i tællende turneringer – 3 i U11 drenge eller med datidens ord miniputter, 1 i U9 drenge, der gik under navnet mikroputter, og så det sidste et damejuniorhold, der sluttede helt oppe på 3. pladsen. Helt afgjort var HIK en stor og altfavnende fodboldklub også for 35 år siden – med i turneringer for de yngste og helt frem til de, der var over senioralder og med senior og ungdom for begge køn. Banerne – ja det var det meget sparsomt med. Ved HIK en enkelt 11mandsbane med græs kun noget af sæsonen over det hele – og suppleret af en grusbane omme bagved, der dengang var ½ af det, der i dag er kunst 1 foran Hallen. Så mange kampe måtte spilles på Vestarealet ved Gentofte Stadion. Omklædning rådede vi over 3 af – et til ungdom, et til herresenior, et til gæstehold. Så ja – vi måtte benytte metoden med at spille dame/pige-kampe og træninger efter en indskudt pause i forhold til sidste herre/drenge-aktivitet hjemme i HIK på Phistersvej. Få udehold brokkede sig over de ofte noget skæve og sene tider til pige/dame-kampe – for det var også vilkårene hjemme hos dem selv. Man må konstatere, at der er sket meget – og til det bedre – på de 35 år frem til i dag.

Ugens hold : U14 piger Øst, der ude slog Espergærde 5-0 og snupper 2. pladsen i rækken, deler med U14 drenge 3, der vandt 9-1 over Dragør.