Fodbold, Forside

I dag kan man i løbet af få sekunder læse overalt på internettet, hvem der er udtaget til udvalgte hold under DBU. Førhen måtte man vente til det årlige Fodboldmøde i HIK for at få besked. Masser af anekdoter og gode historier i denne uges Flaskepost fra P. God fornøjelse! 

1988 Ikke noget stort år – de ord indledte KBUs formand Kjeld Hjorth sin skriftlige beretning med. Man må i sandhed sige, at præcis de samme ord kunne – og brugte – HIKs fodboldformand i sin mundtlige beretning på HIKs årlige Fodboldmøde. De københavnske topklubber var blegnet. Bedst placeret B 1903 – men udenfor DM-medaljerne – KB røg ned fra 1. division, Brønshøj klarede sig lige akkurat. Op kom Frem fra 2. division – til gengæld røg både B 93 og Kastrup ned til 3. division næste sæson. Og Skovshoved var blandt de 3, der tabte lodtrækningen, og måtte en tur over i 3. division Vest – en lodtrækning, som man måtte ty til mange gange i årene, der kom, og som også ramte og rammer os indimellem. Tårnby kunne som et lille lyspunkt så igen kalde sig divisionsklub fra næste sæson. Rødovre stred en kamp alene – som ene KBUer – i toppen af dansk damefodbold. De var tæt på eneherskende i københavnsk damefodbold – for de vandt også KBUs højeste damerække, Dame-KS, med sit 2. hold og ville næste sæson være at finde i Danmarksserien, hvor de kunne slutte sig til 3 andre KBUere, der så alle havde titel af at være 1. hold.

Årets mest markante begivenhed i KBU var nu nok den noget triste, at man måtte sige farvel til sin mangeårige sekretær, Aage Christensen. 29 år havde han ledet KBUs kontor. Formanden kunne ikke uventet meddele, at det havde været en svær – man kunne nok godt have skrevet meget svær – beslutning at tage for Bestyrelsen. For der var ikke tale om, at Aage selv have søgt sin afsked – det kunne og skulle ikke skjules, at samarbejdet ophørte, fordi man fandt, at Aage Christensen ikke havde levet op til sit ansvar som den daglige leder af kontoret på især et punkt : salget af landskampbilletter. Man havde fundet hans afløser – Claus Bodenhoff. Tiltrådte som ny sekretær. Senere skiftede man til en lidt finere titel – en chefstilling – for den, som stod i spidsen for KBUs kontor. I det hele taget havde KBUs kontor nu ansatte med yderst kort anciennitet – rutinen hvilede på Sanni Lindtofte, der kunne fremvise godt et år på den konto. Dette nye team opfordrede Formanden til, at man både støttede og ”bar lidt over med i starten”. KBU havde også forsøgt sig med at finde sponsorer – i første omgang til dameunionsholdet, men det havde ikke givet pote. På den sportslige front var der rimelig ro. Ikke overvældende mange trækninger og udeblivelser og et lille fald i antal udvisninger – og nok det mest glædelige og for mange uventede : ingen sager med alvorlig vold. Man fortsatte samarbejdet med Lolland-Falster og Fyn i de ældste ungdomsårgange – Sjælland ville ikke være med, så man bilede igennem deres område uden at stoppe op for at dyste mod deres talenter. Man havde forsøgt sig med ”fri udskiftning”, hvor man kunne komme ind og ud flere gange i samme kamp i et par forsøgsrækker – det var gået så fint, så det nu blev en fast bestanddel af alle KBUs egne ungdomsrækker og senior under Serie 3. Næste nyt ville nok blive 10 minutters udvisning ved tildeling af advarsel – begge dele noget, som vi i dag finder helt naturlige regler.

Fra det store udland havde FIFA og UEFA rørt på sig – direkte pålagt medlemslandene at tage indendørs fodbold op. KBU havde straks fulgt DBUs opfordring til at rette ind – var startet indendørs Københavnsmesterskaber med mini- og lilleputter for både drenge og piger. Men man sigtede højere – Københavnsmesterskaber for alle ungdomsrækker og gerne med indledende kvalifikationsstævner i de enkelte bydele. Det første blev til noget – de indledende bydelsstævner kom ikke. Ville man finde en Gentofte-mester, måtte klubberne selv arrangere den slags. Og det var der ikke haltider til i en kommune som Gentofte, der kun rådede over Kildeskovshallen dengang.

Tilbage til fodboldverdens rigtige centrum – vores eget HIK. Vi var efter 1984-sæsonen rykket ned fra divisionerne efter 40 sæsoner i træk deroppe. Ned i Danmarksserien. Vi kom ikke op med det samme, men formåede dog at stemme så meget imod, at vi ikke rutsjede endnu længere ned – det har flere andre tidligere Divisionsklubber måtte opleve undervejs. Det har vi heldigvis endnu til ”gode”. I 1988 var vi kravlet op som nr. 3 i Danmarksserien. Vores pulje blev vundet af B1903s 2. hold – de kunne så ikke rykke op i 3. division, der kun var for 1. hold. Så den plads gik til Tårnby. To år efter skulle det så blive vores tur – efter 6 sæsoner blev vi atter i 1991 Divisionsklub.

At det så småt var ved at lysne viste vores 2. senior – de var også rutsjet nedad efter blot for få år siden at have spillet i Københavnsserien og enkelte sæsoner tilmed i Danmarksserien til nu at være nede i Serie 2, som vi så til stor lettelse vandt i 1988 og næste år ville ligge i Serie 1. Vi havde yderligere 4 seniorhold – samlet 6 i alt. Både Old Boys og Veteran var kravlet op i bedste række – det kunne Old Boys så ikke honorere. Sluttede sidst og ville næste år rykke en tand nedad. Damerne – det hed de endnu mange år frem før det blev afløst af ”kvinder” – holdt stadig fanen højt. Det bedste hold midt i Københavnsserien og et 2. hold i Række 1. Et damejunior koblet på som enligt pigeungdomshold.   

Ungdomsholdene var ikke en dans på tornefri roser. Både Ynglinge og Junior uden for de fællesrækker, der var for de bedste af de bedste. Vi måtte blive hjemme i den københavnske andegård med vore 2 ynglingehold (U19) og enlige juniorhold (U17), der alle sluttede en del fra toppen. Vores 1. og 2. drenge (U15) havde i 1988 fået lov til at spille i bedste københavnske række – det skulle de nok ikke have haft lov til. Vores 1. drenge formåede kun at score 5 mål i sine 22 kampe, men lod til gengæld den formidable mængde af 174 smutte ind hos os selv. Helt uden sejre og point og en klokkeklar 12. og sidsteplads. Det lovede jo ikke godt. Lidt bedre så det ud med lilleputterne (U13) – 3 hold gennemførte og med 1. holdet som nr. 6 af alle i København. Men der var jo ca. 10 år til de blev senior – ville de holde ved og ville de holde deres rangering ? Man spillede også tællende turnering med miniputterne (U11) – her havde vi 4 hold med, der bestemt klarede sig ganske hæderligt set med datidens noget fedtede HIK-briller.

Vi havde – selv om vi jo ikke klarede os fremragende kunne man roligt konstatere – alligevel en spiller på udvalgt hold. Flemming Mortensen var med på Københavns hidtil eneste udvalgte Veteranhold. DBU ville i 1989 fylde 100 år og man havde derfor som en af festlighederne bestemt, at der skulle være en kamp om det danske mesterskab i Veteran-fodbold som forkamp til en jubilæumslandskamp mod England. Altså måtte man i 1988 spille sig frem til, hvem de to udvalgte skulle være blandt DBUs 6 lokalunioner. København havnede i pulje med Sjælland og Bornholm. Først spillede vi 3-3 mod Sjælland, hvor Gentofte Stadion fik lov at lægge græs til. Blandt de udvalgte københavnere var Flemming Mortensen fra HIK. Han var også på banen, da Bornholm blev besejret 1-0 på klippeøen. Næste år ventede Fyn i frkamp-finalen.

I år skulle NB Bornholm dyste om at komme i Danmarksserien efter at være blevet nr. 2 i Københavnsserien. ”N” står for Nexø. Ugebladet Østbornholmeren bragte tæt på år 1900 følgende malende beskrivelse fra netop Nexø “En lang englænder, der hed Jervelund, kom en sommeraften gående i en ejendommelig påklædning : stribet trøje, korte bukser. Under armen havde han en bombelignende tingest. Han var kommis hos P. Berg, og man havde aldrig sporet, at der var noget løst hos ham. Med lange, sejge skridt gik han ud ad Brogade, og på den plads, hvor nu tennisbanerne ligger, standsede han. Selvfølgelig havde han en hale af børn og nysgerrige unge efter sig, idet de gerne ville se og høre, når “bomben” sprang. I passende afstand blev Jervelund nysgerrigt betragtet. Børnene gabede, og de lidt mere voksne stod med overlegne miner …. Jervelund følte kyndigt på “bomben”, satte højre ben i bevægelse, og til forsamlingens forundring røg “bomben” så højt til vejrs, at den nær aldrig var kommet ned på jorden igen. “Hvornår kommer den dog ned igen ?” spurgte en lille dreng, og Jervelund svarede . “Next sunday quarter past eight … !” – Det var første gang man så en fodbold i Nexø.”

Ugens hold : U19 drengene, der formåede at tage fra Horsens med en 3-2 sejr i bagagen.

Vi lukker ned for forårets Flaskepost med bevidstheden om, at det går ikke så helt ringe endda nu i forhold til for 30 år siden – derfor har vi sendt vores cheerleaders på banen. God Sommerferie.