Fodbold, Forside

Mange mener at fodbold blandt andet har fået sin udbredelse på grund af dens simple forudsætninger. Kort og godt skal man blot bruge en bold, eller måske endda kun en hjemmelavet, rund genstand. Få historien om fodboldsportens vigtigste element i denne uges udgave af Flaskepost fra P. God fornøjelse!

Artikelfoto: Eigil Nielsen – manden bag Select-bolden.

Er der én ting, man har brug for, hvis man vil spille fodbold, så er det – en fodbold. Og en bold var ikke en billig genstand i fodboldens barndom – hvis man ville have en ”rigtig” fodbold måtte man punge ud. Og ellers måtte man lave en selv. Klubben Borup – stiftet af en række drenge fra Brohusgade, – spillede i gården til nr. 25 med en bold af sammensyede klude. Selv det var ikke OK med viceværten, – ”Alt Boldspil i Gården forbudt”-skiltet var fast inventar på mange plankeværker i mange år. Så han forærer drengene en rigtig bold mod at de spiller et andet sted. Boldklubben Dalgas’ første spillere startede med en tennisbold – da den forsvandt, måtte man sy en stoffodbold fyldt med papir til dagen efter.

Kært barn har mange navne – det gælder også fodbolden. ”Den runde”, ”Kuglen”, ”Klatten”, ”Verdens bedste legetøj” bare nogle. I Brasilien er ingen i tvivl om, at bolden er en kvinde – brasilianerne kalder hende ”lille tyksak” – gorduchinha – eller ”lille skat” – menina. Lunefuld som andre kvinder – derfor hun er så let at fornærme. Bolden skal kærtegnes mener brasserne – ellers vil den ikke lystre spilleren. Boldene har ikke set lige godt ud hver gang – de måtte også ofte repareres. Nogle fra Brønshøj Boldklubs første år kunne huske, at der gik mere tid med at reparere bolden end med at spille med den. Det hørte ligesom med. Boldene har uden tvivl været meget slidte før de helt blev opgivet – og banerne var hårde ved bolden. Der lå mange skarpe sten – banerne var alt andet end billardtæpper. Derfor var det meget udbredt at starte med at anskaffe sig en brugt fodbold. Den slags kunne man købe hos de store klubber – KB og AB. På sin 1 årsdag beslutter man i Fremad Valby at gå til netop KB for at se på en brugt bold – man drager hjem med en efter at have lagt 2 kr. 18 øre hos KB. Sikkert mere end rigeligt brugt. Det sker i 1905. Også Kastrup gik den vej – at starte med en brugt. De læser en avisannonce og køber i 1910 en brugt fodbold for 3,50 kr. – en knapbold med 2 store knapper på siden. Det var ikke alle bolde, der var med snøre – denne her var moderne og blev lukket med 2 knapper.

Da Østerbro Boldklub skulle stiftes – det var tilbage i 1894 – sad Axel Jensen med det trumfkort på hånden, at han ejede en bold. Med den som adgangsnøgle stillede han op til valget som ØBs første kasserer med det slet skjulte motiv som sin første handling at købe bolden til sin klub af sig selv – pris 3 kr. og så var den jo endda ikke ny. En anselig sum for klubben – et helt års kontingent for en voksen kostede i mange klubber under 1 kr. i den tid. Når en brugt – måske tilmed en hel del brugt – koster 3 kr. Hvad koster da en ny ? Det svar giver Boldklubben Sylvia – i dag en del af Kløvermarkens Forenede Boldklubber (KFB) – svaret på i sine gamle skrifter. De lægger ud med at spille på Christianhavns Vold med en gummibold, som man dog skifter ud med en rigtig fodbold – pris 10 kr. Det var i år 1900. Og det svarede dengang til ca. 10 helårskontingenter. I dag koster en ny fodbold under 10 % af et årskontingent – 100 gange så lidt relativt set. En klub som os har jo et anseligt antal og tilmed i forskellige størrelser. Da HIK fyldte 1 år – i 1901 – ejede vi blot 2 fodbolde. De forsvandt desværre ved en vinterstorm, hvor Øresund blev pisket op og gik ind over strandbredden i Hellerup og tog HIKs materialeskure med indhold med sig ud i 1902. Det var et alvorligt tab – 2 nye bolde ville koste 20 kr. eller en månedsløn for HIKs ansatte opsynsmand.

I HIK sværger vi til at spille med Select-bolde. Ikke bare fordi vores næstformand, Peter Knap, er direktør i Firmaet, men fordi vi anser dem for at være de bedste. Og så er det ”danish dynamite”. Select er startet af en dansk fodboldspiller – KBs Eigil Nielsen. Også Danmarks landshold – alle af slagsen – spiller med Select-bolde. Første gang det skete var i 1951, da Danmark besejrer Sverige 3-1 i Idrætsparken. Og hvem vogtede målet – selvfølgelig ”Er du med Eigil” himself. Og se om ikke det undervejs lykkes Select at få en pave til at velsigne netop Select-fodbolden. Den heldige pave var Johannes Paul 2 (pave fra 1978-2005) – ”den polske pave”, der tilmed selv havde det til fælles med Eigil Nielsen, at også han havde været fodboldmålmand før sin pavetitel. Desværre overværede Eigil ikke selv velsignelsen – han døde forinden i 2000.

Der er bestemt ikke frit spil. En fodbold skal leve op til strenge krav : den skal være kugleformet, være lavet af godkendt materiale, have en omkreds på mellem 68 og 70 cm, ved kampstart veje mellem 410 og 450 gram, have et tryk på mellem 0,6 og 1,1 atmosfæres overtryk ved havets overflade. Vel at mærke som størrelse ”5”. Hvad sker der egentlig hvis bolden punkterer eller på anden måde bliver defekt under en kamp ? Ganske enkelt – kampen stoppes og dommeren lader en ny bold ”falde” på åstedet. Det er altid hjemmeholdets ansvar at have en brugbar bold og et antal reservebolde.

Der er beretninger om fodboldspillende politibetjente allerede 1905. Men først 12. januar 1920 dannes Politiets Idrætsforening – der i dag meget gerne vil kendes under det langt mere anonyme navn PI Fodbold. Der havde tidligere været gjort forsøg på at danne en idrætsforening inden for Københavns Politi – det lykkes faktisk 23. oktober 1905 at få stiftet Københavns Politis Gymnastikforening. 15 politibetjente var mødt frem den aften. Af foreningens rekvisitfortegnelse i sit første år fremgår, at den også råder over 1 fodbold, 4 stk. ca. 4½ alen lange målstænger med kroge, 4 stk. 1½ alen lange mærkeflag, andre 2 stk. mærkeflag samt 2 stk. 12 alen lange målsnore samt 1 hammer og dermed at fodbold har stået på sportsprogrammet. Men Gymnastikforeningen går i dvale igen i 1912. 1920 får man så stiftet PI med opbakning fra både Første Politiinspektøren og fra Politidirektøren – initiativtagerne kom fra Fælledvejens Politistation. Det var ikke muligt for foreningen at blive medlem af KBU – det var jo ikke en ”åben for alle” boldklub, og det skulle man være for at kunne optages. Det klarede man nu ret behændigt – man meldte sig en bloc ind i Velo og blev denne klubs 3. senior. Men nogle af betjentene følte det lidt nedværdigende at skulle spille på 3. holdet – så aftalen med Velo blev opsagt. Det gik på samme måde med KB – de var mere interesserede i at kapre de bedste spillere til KB. Det blev i stedet for til kampe mod udenlandske politihold. En af de første var i Idrætsparken mod Helsingborg – 10-1 til de københavnske betjente i overværelse af 1.500 tilskuere. Egentlig turneringsfodbold må man klare i de ”almindelige” klubber. Den mangeårige landsholds-keeper Ole Qvist, KB var i det daglige politibetjent – så fodbold på højt plan og polititjeneste kan godt forenes.

Efter Befrielsen 5. maj 1945 er der nye vinde – af sportslige grunde søger PI at komme med i KBU. En lille lovændring i klubbens vedtægter og vejen er banet. Politiet deltager hos KBU fra 1945 efterår med 3 seniorhold. Tilmed har man tilmeldt ungdomshold i perioden 1949-52. Men det var ikke politifolkenes sønner, der befolkede de hold – snarere ”flakkere” og tilpasningsvanskelige, der var sigtet fra i andre klubber. 18. marts 1954 behandler KBUs Bestyrelse en henvendelse fra PUK (Politiets Ungdomsklubber) om at blive medlem af KBU. Det nægter KBU – børnene og de unge kan bare melde sig i de almindelige fodboldklubber lyder beskeden. Der spilles dog også andet end KBU-fodbold. Man dyster også om det danske politimesterskab. HIK mødte her i foråret PI med både vores 3. senior – tabte 1-2 – og 4. senior – vandt 3-2. På den igen til efteråret – så må vi se om PI eller vi får det samlede overtag. PI stiller også et amazonhold – politikvinderne er netop rykket op i de 11”mands”spillende kvinders Serie 1.

For 92 år siden spillede HIK 0-0 her i HIK mod Lund fra Sverige præcis på dagen – og i morgen torsdag vil det være 83 år siden, at HIK i Reykjavik besejrede Islands landshold med 2-1 (ja, du læste rigtigt !)

Fødselarer :
13. juli: Elisa Weis (13 piger 2, 13) – Louis Wille (12 drenge 2, 12)
14. juli : Rosa-Marie Hannestad (12 piger, 12) – Otto Bodelsen (11 drenge 1, 11) – Sebastian Lyngsø (14 drenge Øst, 14) – Storm Olrik (14 drenge 5, 14)
16. juli : Christoffer Hielscher (11 drenge 1, 11) – Kalle Bistrup (Fulton, 14) – Bo Bech Nygaard (Old Boys, 39)
17. juli : Bettina Linnemann Sonne (Kvinde, ”rund”)
18. juli : Wasim Toutouh (11 drenge 4, 12) – Frederik Alwen (13 drenge 3, 13) – Jakob Henriksen (Fulton, 14).