Fodbold, Forside

Vidste du, at HIK har været nabo til Brandvæsenet? Det kan du læse meget mere om i ugens udgave af Flaskepost fra P. God fornøjelse!

Artikelfoto: HIKs naboer rykker ud i 1917- man genkender Maglegårdsskolens gavl i baggrunden. (danskebilleder.dk)

HIK var parat til at slå portene op til idrætsudøvelse på eget anlæg fra starten af 1901 som en kombineret boldspils-, atletik- og svømmeklub – så man kunne vinterbade fra dag 1 i 1901 i Øresund fra HIKs eget badehus købt for 50 kr. Ethvert sted med respekt for sig selv må naturligvis have egen opsynsmand. Det fik HIK også. Erik ”Ray” Larsens og Lars Winthers forgænger fik den fyrstelige løn af 75 øre om dagen – 25 kr. om måneden. Vi røber ikke for meget for skattefar ved at sige, at lønnen er mangedoblet siden. Arbejdstiden var fra kl. 08.00 om morgenen til mørkets frembrud. Mange har mødt Erik og Lars inden kl. 8.00 og også truffet på dem i HIK efter mørkets frembrud – så det er så ikke ændret. Også dengang havde man ret til at sætte skiltet ”lukket” op i 2 timer midt på dagen, så man kunne nå at spise til middag og få en ”morfar”.

Da KBUs formand og sekretær for 100 år siden gjorde status over sæson 1916/17 kunne de tælle sig frem til, at der havde deltaget 13 klubber med i alt 42 seniorhold og 34 ungdomshold. Af dem stillede HIK 3 i begge grupper. Man konstaterede status quo på antal medlemsklubber i forhold til året før – det dækkede over, at Bankembedsmændenes Boldklub havde drejet nøglen om, men at HIK var optaget som fuldt medlem efter overstået prøvetid. Når DBU Københavns formand og administrationschef (sådan er titlen nu 100 år efter) skal gøre status for 2016, kan de regne sig frem til, at der har deltaget 748 hold i Senior/Old Boys og ældre samt 1.164 ungdoms- og børnehold fordelt på 141 klubber – så noget er der da sket på 100 år; mere end 10-dobling på alle parametre. HIK har 5-doblet sig på seniorsiden og 25-doblet sig på børne-og ungdomssiden.

For 100 år turde man kvalitetsbedømme. Så modig er DBU K-formanden ikke i dag. Dengang lød dommen, at spillerne og holdene havde omfattet træningen med større omhu og kampene med større interesse end tidligere. Publikum kom stadig til – tilskuerfremgang hver eneste sæson i de år. Sikke tider ! Og det giver sig lydeligt til kende, som man så poetisk udtrykte det, når publikum kommenterer spillet i alle dets enkeltheder. I Seniorpokalturneringen oplevede man noget af et magtskifte – B 1903 vandt. Det var B 1903s første store gennembrud – vandt dog først efter forlænget spilletid i finalen mod ØB. 20 år efter stod HIK for det næste gennembrud i pokalturneringen – for da brød vi som den første de 5 stores (KB, Frem, AB, B 93, B 1903) monopol og snuppede pokalen efter 2-1 over B 93 i finalen.

HIKs nabo, da vi flyttede ind på Phistersvej i 1915, var udover Maglegårdsskolen bygget 5 år forinden, Gentofte Kommunes meget store garageanlæg, der rummede alt fra Gentofte Brandvæsen til skraldemænd, vejvæsen og andet godtfolk. Det hele ejet af Kommunen – HIKs baner er stadig i kommunal eje. I starten betalte vi leje (1915 sat til 2.100 kr.) – det er nu ændret til en selvforvaltningsaftale. Vi kan spille her mod at vi selv står for at åbne/lukke, holde opsyn og styre pasningen. En del var allerede dengang biler, men meget var hestetrukkent – så man var i fare for at træde i en hestepære, når man tog til fodbold i HIK for 100 år siden. I dag er faren meget større for at ramle ind i en hunde-høm-høm. Vi har aldrig haft græssende køer, heste, får eller geder på vore fodboldbaner – men det er desværre blevet kutyme for mange at benytte især græsbanen til hundeluftning. Og det kaster jo indimellem noget af uden at hundene egentlig kan gøre for det.

Klubben Apollo er stiftet lidt over ½ år før HIK – helt præcist 28. april 1900. Vi ved, at de Kristi Himmelfartsdag 1903 spiller mod os på vores bane ved Strandparksvej. De kom med i KBU allerede i KBUs sæson 2. I 1900 gik man ikke til Københavns kommune og søgte om at et sted at spille – næh, man tog selv. Apollo valgte som sin bane et område midt inde på det stykke af Fælledparken, der indrammes af Østre Alle og Blegdamsvej. Her trænede man hver tirsdag og fredag kl. 5½. Alt skulle man slæbe med ud hver gang og fjerne straks efter spil – målstolper, hjørneflag, markeringssnor til at afgrænse banen. Målstolperne skulle graves ned, så man var forsynet med både hakke, skovl og spade. Omklædning skete i en lejlighed på Lille Blegdamsvej 3. Apollos anden sportsgren var turistture – også kaldet sporjagt (er reelt orienteringsløb). Klubmøderne afholdt man i Cafe ”d’Enfer” (”Helvede”) på Købmagergade, og det årlige klubbal i Prins Wilhelms Palæ. Apollo opnår at få en mand indvalgt i KBUs Bestyrelse, selv om de er en lille klub. Det sker på KBUs Generalforsamling 30. juni 1905. Han træder ud igen 1909 – meget naturligt, for Apollo udtræder af KBU, da sæsonen sluttede. Så HIK når aldrig at dyste mod Apollo i KBU, men mødte dem altså i sæsonen op til, at Apollo får meldt sig ind i KBU.

Vi har i mange år haft deltagelse af en fodboldklub for døve – Døvania – i KBUs rækker, som HIK en del gange har mødt i senior eller kampe for Old Boys og ældre. Men hvad med blinde – de kan vel kun høre fodbold i radio og TV og er afskåret fra selv at få noget ud af at være på Stadion. Der tager du så fejl. I flere sæsoner dengang folk her i København gik i Idrætsparken og virkelig så fodbold – flere kampe efter hinanden om søndagen – kunne man i et af hjørnerne se en mand omgivet af en gruppe blinde. Manden var ingen ringere end navnkundige Gunnar ”Nu” Hansen, der kommenterede hvad der skete nede på grønsværen for de blinde, der gik så meget op i begivenhederne, at de vel næsten fik lige så meget udbytte af at gå til fodboldkamp som de seende. Og Gunnar – ja det var med til at give ham rutine i at speake.   

I mange år havde ”Tisten” – Poul Nielsen – rekorden som den, der havde scoret flest mål for Danmark. I 38 kampe scorede han 52 mål – senere tangerede Jon Dahl Thomasson den rekord, men han skulle bruge 112 kampe for at nå det tal. Til sammenligning nettede Ole Madsen 42 gange i 51 kampe og Preben Elkjær blot 38 i sine 69 landskampe. ”Tisten” havde i sine velmagtsdage en ”genganger” – han blev meget passende kaldt ”Den falske Tist”. En spiller med samme borgerlige navn, men bestemt ikke samme spillestil. Den ”ægte” spillede for KB – den ”falske” for ØB. ØB var efter sæsonen 1919/20 blevet offer for indførelsen af en ny turneringsordning hos KBU. Fremover skulle den bedste række hedde Mesterrækken og blot være for de 5 store : KB, AB, B 93, Frem og B 1903. ØB var – skidt nok – blevet nr. 6 i sæsonens bedste KBU-række. Så de blev rykket ned til i sæsonen 1920/21 at spille i næstbedste KBU-række, der fik navnet A-rækken. Men 10. oktober 1920 fik klubben alligevel sin første landsholdsspiller – Poul Nielsen, ”den falske Tist”. Han var med i det danske forsvar i Stockholm mod Sverige – en kamp Danmark vandt 2-0. ”Falske” Poul Nielsen fik god kritik af de danske aviser – medens de svenske aviser kritiserede ham for at spille alt for voldsomt. Det sidste kunne der nok være noget om – for det fremgår af ØBs bestyrelsesprotokol, at man allerede i 1917 besluttede at tilskrive Poul Nielsen, der ”gentagne gange har udvist en rå og brutal optræden, bl.a. ved træningen og ved ØBs kamp i Helsingborg” om, at han i gentagelsestilfælde ville blive ekskluderet. Den ”ægte” Poul Nielsen fik tilnavnet “Tist”, fordi han som dreng var så dygtig til at komme gratis til fodbold – han var gra-tist!

Ugens kamp spillet lørdag 14. januar på Gentofte Opvisning, hvor U14 drenge 1 jagtede revanche for 1-2 nederlag i Øst-rækken i efteråret til FC Roskilde og fik det – vandt 3-2.

Frem til næste onsdag kan og bør følgende fejres :
19. januar : Sofie Palshof (U16 piger, 15) – Aran Yamchi (U15 drenge Øst, 15) – Oscar Lundgren (U19 division, 19) – Martin Langvad (U14 Fulton, 14)
20. januar : Karl-Gustaf Bonfils (U13 drenge 3, 13)
21. januar : Benjamin Leth Petersen (U12 drenge 1, 12) – Tobias Barlebo (U15 drenge 2, 15) – Yuvraj Singh (U16 drenge 2, 16) – Mathias Duus (Senior 6, 25)
23. januar : Camilla Terp-Andersen (U14 piger, 14) – Alma Jespersen (U16 piger, 15) – David Kristensen (U12 drenge 3, 11) – Emil Kalnæs (Senior 2, 28)
24. januar : Clifton Deena (U12 drenge 6, 12)
25. januar : Mads Hoffmann (U19 drenge 2, 18)