Fodbold, Forside

Island var den helt store oplevelse ved sidste års EM-slutrunde, hvor den lille ø-nation bl.a. slog England ud. Flaskeposten sejler i denne uge til vikingeøen i nord. God fornøjelse!

Artikelfoto: Danmark scorer sit 6. mål i landskampen mod Island i 14-2 sejren. Målscorer er John Steen Olsen. 

Hvad kan man bruge en sommerferie til som fodboldspiller ? Danmark er jo et ørige – kun Jylland er landfast med det europæiske kontinent. Alt andet flyder rundt som øer. Langt væk Grønland – ikke så langt derfra Island. For 83 år siden – 1934 – brugte spillerne på HIKs 1. hold deres sommerferie til HIKs hidtil eneste længere udlandsrejse med 1. holdet til netop Island. Aftalen var kommet i stand mellem Claude Vincent fra HIK og Kjartan Thordursson fra Islands Idrætsforbund. HIK forstærkede sig på turen med Eigil Thielsen fra AB, de to B 93ere Erik Christensen og Børge Petersen samt AGFs Agner Petersen. Turen gik med DFDS Islandsbåd ”Island” med start 8. juli – med kort stop i Thorshavn kl. 22 to dage senere. Efter endnu to dage nåede man frem 12. juli til Reykjavik og blev budt velkommen i land af Præsidenten for Islands Idrætsforbund – HIKerne var virkelig hædersgæster. Under opholdet boede man på skibet ”Skjalbrei” – fungerede som hotelskib. Den første dag på Island kunne man ikke nære sig for lige at kaste et blik på fodboldbanen, – Islands Stadion – hvor man skulle spille første kamp. Ak – ikke et græsstrå, kun sten og grus. Men damptromlen havde sørget for at den var plan, men også hård som cement. Under opholdet skulle man selvfølgelig se alle seværdighederne – de varme kilder med badeanstalt; de kæmpestore klipfisktørrerier; Islands første by Havnefjord hvor husene er indbygget ind i lavahuler; det gamle tingsted Thingvalla; gejserne og Islands største vandfald, Gullfoss, hvor man på meget lang afstand kan høre vandets brusen.


Gulfoss

Og så spillede man selvfølgelig en række fodboldkampe – den første fredag 13. juli mod Islands landshold. Fin optakt – stort orkester der spillede både den danske nationalsang og den islandske nationalhymne. 2-1 til HIK. 2 dage efter hed modstanderen Valur – igen sejr nu på 4-2. Atter 2 dage efter slog HIK så Fram. Fast kutyme – kampdag, hviledag, kampdag – så torsdag lød opgaven på K.R., de islandske mestre. Her ville islændingene gerne have at HIKs medbragte dommer dømte kampen. Det spændte ikke helt stille af. Optakten ellers fin – kampen blev overværet af den danske Minister for Island. Men kampen kom til at vare 38 minutter – her førte HIK allerede 5-1. Så dømte dommeren et efter hans egen mening soleklart frispark til HIK på banens midte. Som på kommando løb alle K.R.s spillere ud af banen og i stedet trængte en hoben tilskuere ind. HIKerne dannede ring om dommeren indtil Politiet kom til. Dommeren kunne i sin dagbog notere ”hyl, skrål, slagsmål, benspænd, selv at måtte kaste en tilskuer ned, der var kravlet op på ryggen af ham, stenkast”. HIKerne måtte blive 45 minutter i omklædningsrummet før de vovede sig ud – udenfor ventede de ophidsede tilskuere, der forsøgte at slå bilernes ruder ind. Man var dog ikke mere kyst – eller var man ? – end at man selvfølgelig stillede op igen 2 dage efter til sidste Islandskamp. Returopgør mod det islandske landshold. Kampen blev tilmed radiotransmitteret – HIK tabte nu 1-5. Ikke ufortjent mente HIKerne selv, men måske sad torsdagens begivenheder alligevel på rygmarven. Søndag afsang HIKerne som afsked ”Der er et yndigt land” før hjemturen begyndte. Under stoppet i Thorshavn nåede man lige en sidste kamp – Tirsdag 24. juli mod Havnar Boltfelag, hvor 400 tilskuere omkring en meget lille bane så HIK sejre 4-0. Den dag var der engelsk dommer på. Fredag 27. juli steg man i land i København efter 19 dages tur. Året efter var vi vært ved en kamp mod Valur fra Reykjavik og slog dem 5-3 her på Phistersvej.

5 år efter HIKs Islands-besøg – i 1939 – var Island stadig en del af det danske kongerige og dermed uden eget fodboldlandshold. De skulle nu alligevel være med, da DBU fejrede sit 50 års jubilæum netop det år. Danmark som vært og så Sverige, Norge og Finland som de 3 gæster. Det hele lagt til rette – det har næppe været ved lodtrækning – så finalen burde stå mellem Danmark og Sverige. Men Norge ville det anderledes – de tillod sig at besejre Sverige med 1-0. Dommer i den kamp var en tysker, og han var helt på Norges side mente man, for han annullerede hele to svenske scoringer. Året efter kan man bestemt ikke sige, at tyskerne var på norsk side – de besatte på alt andet end venskabelig vis Norge og blev der i over 5 år som hård besættelses-krigsmagt.

Danmark klarede selv sin del af opgaven – slog Finland 5-0. I finalen mod Norge var vi bagud 2-3 ved pausen, men trak det længste strå til sidst. Ikke mindst takket være et vellykket comeback af Pauli Jørgensen, der lige tog det år med før han med 44 mål i samlet 47 landskampe endegyldigt takkede af på landsholdet. I 1939 var han 34 år – men stadig uhyre målfarlig. Der skal jo også nogle til at klare paragrafferne i den anden ende – her havde Danmark Svend Jensen. Med samlet 41 landskampe var det rekord for en målmand, – den holdt i 52 år. Så kom Peter Schmeichel og slog den rekord meget effektivt (nåede 129).

Island kunne ikke deltage i selve jubilæumsturneringen – dels var de nok ikke stærke nok, og så var der jo lige det, at de ikke var et selvstændigt land og derfor ikke kunne have et landshold. Men de skulle selvfølgelig være med i jubelløjerne – de var jo stadig en del af Danmark. Så man fik de nordlige gæster – de stillede reelt med deres førende klubhold Fram Reykjavik – sendt på en landsturné i Danmark i 1939. Højdepunktet var 3 dage på Bornholm. Den uofficielle landskamp Bornholm-Island vandt islændingene 4-2. Leo Frederiksen – DBUs fungerende formand – var sammen med den islandske ambassadør (det kunne man nemlig godt have, selv om man formelt ikke var selvstændigt), den bornholmske amtmand og den lokale kommandant for Bornholms Værn hædersgæsterne, ”spidserne”. Alle behørigt indkvarteret på Strandhotellet i Sandvig. Talerne sendt direkte i Statsradiofonien – det var den første radiotransmitterede bornholmske udendørsbegivenhed.

1939 var på anden måde et særligt år for dansk fodbold. Det var nemlig sidste år, hvor alle landsholdsspillerne kom fra de københavnske klubber – den praksis døde med DBUs 50 års jubilæum. Viljen havde været der til at supplere med provinsboere i 1939 – der havde været 43 københavnske og 10 jyske spillere til ”gennemsyn” for en Udtagelses Komité bestående af Johannes Gandil (B 93), Sophus ”Krølben” Nielsen (Frem), Ivar Lykke (KB), Svend Holm (AB) og H. Grossmann (Jysk Boldspil Unions formand). Men kun KB, B 93, Frem, B 1903, Fremad Amager og AB fik landsholdspillere det år. Der havde været jyske spillere på landsholdet – den første Thorvald Schultz fra Vejen 16 år forinden. Han fik i alt 3 landskampe – fordelt med 1 per år 3 år i træk.

I dag er Island nr. 19 på FIFAs rangliste, Danmark nr. 47. Danmark og Island er mødtes 22 gange i A-landskampe for herrer – første gang 1947. Danmark har vunder 18 gange, 4 er endt uafgjort. Island har ALDRIG sejret – vores største sejr kom for 50 år siden – 14-2. Kvinderne har været mere gavmilde – 11 kampe har givet 8 danske sejre, 1 endt uafgjort og 2 gange har Island banket de danske møer. I alt har danske landshold – incl. ungdomslandshold – mødt Island 129 gange. 84 danske sejre, 26 endt uafgjort og de sidste 19 tabt.

Ugens kamp blev spillet lidt over 30 år efter Islands-turen af HIKs Ynglingehold (i dag ville de hedde U19). Dommer Torben Månsson udviste kollektivt HIK for ”brok”. Københavns Boldspil Unions daværende formand, Oscar Olsen fra boldklubben Mariendal, udbrød ”Det har jeg i min mere end 25 årige ledergerning aldrig oplevet før”. Det indbragte HIK både en misbilligelse, tabt kamp og en bøde – så det ønsker vi ikke gentaget.

Fødselarer :
3. august : Christopher Darsberg (eks-træner, 19)
4. august : Konrad Brunak (Senior 3, 23)
5. august : Elliott Kornerup (U14 drenge 3, 14) – Fuad Raga (Senior 5, 21)
6. august : Ryan Park (U15 drenge 3, 15)
7. august : Sylvester Hummer (U13 drenge 2, 13) – Frederik Hummelmose (U15 drenge 2, 15) – Kasper Krog (Veteran, 45)
8. august : David Vinther Andersen (U11 drenge 1, 11)