Fodbold, Forside

Per Frimann er i dag aktiv talentchef og træner for U18 Pige i HIK. For 35 år siden mødte han dog for første gang et HIK-hold, da 1. drenge (U15) var på besøg hos Anderlecht. Flaskeposten fortsætter i året 1982. God fornøjelse. 

Artikelfoto: Ove Johnsen i aktion på stranden ved Klitgård-lejrskolen. 

1982 – 35 år tilbage – var et af de år, hvor HIK havde et klubblad. Det udkom med 8 numre med samlet 400 siders tekst, billeder og annoncer. Det mindste med 32 sider, det tykkeste med 56. Hvad var nyhederne så dengang ? På så mange sider selvfølgelig en livlig blanding af alt mellem himmel og hav – stort og småt. Ove Johnsen trænede de 10-årige puslinge og bladet meddelte, at Ove var blandt årets 10 modtagere af Faxe Ungdomslederlegat – 1.500 kr. udover hæderen til fiskegrossereren. Ove var dengang 62 år, men stadig meget aktiv og et samlingspunkt for de yngste. Allerede dengang trænede man sit ungdomshold dagligt ! Phistersvej fik nyt bestyrerpar – Liddy og Pete Kærthy – med tilhørende lille meget arrig hund. Den mandlige halvdel havde slået sine fodboldfolder i B 1901 og B 1921 – begge fra Nykøbing Falster – siden i AB og KB. Senere havde Pete stiftet egen fodboldklub i Canada under sine mange års virke over there. Parret fik kun et enkelt år i HIK. Jørn Kønig valgtes til kasserer i Divisionsforeningen – formand var Hans Bjerg Petersen, Lyngby. Fodboldformand i HIK blev Ole Frølund valgt til, og HIK deltog i Divisionsforeningens Carlsberg Grand Prix, hvor vi var i pulje med B 1903, KB, Fremad Amager, Rødovre og Lyngby. Ynglingene havde været i Prag – HIKs ynglingetræner mødte og siden hentede sin kommende kone her til lands fra netop Prag bag datidens Jerntæppe.


Pete Kærthy med hund. 

Divisionsholdets nyerhvervelse, erfarne Erik Eriksen, præsenterede i en annonce for målaktier klubbens målsætning om i løbet af to år at nå helt frem i landets bedste række, som stadig hed 1. division – og Damefodbold præsenterede samtidig deres mål : ”det at være med er vigtigere end at vinde” Det skete ovenpå en sæson 1981, hvor begge 11mands-spillende damehold var endt på sidstepladser. Det bedste havde været fremme og runde i Danmarksserien – men var nu tilbage hos KBU. Man bragte en efterlysning af pigespillere – dengang var vi tæt på at være en klub alene for voksenspillere hos damerne og ingen ungdom. Her 35 år efter er tendensen lige modsat. For første gang havde både vores bedste herrer og bedste damer en udenlandsk træner – hos herrerne svingede Mario Astorri taktstokken, mens Richard Lavigan hersede med damerne. Globalisering på forkant hos divisionsklubben i det nordlige København.

Veteran-holdet blev holdt over dåben og foreviget med det gamle klubhus i baggrunden. Kun yderste mand forrest til højre på fotoet er stadig aktiv – ikke længere på grønsværen, men nu på plaststråene : Bjarne Lundberg. 1. drenge (U15) havde været på smuttur til Anderlecht i det belgiske Bruxelles og besøgt – ja, hvem andre end Per Frimann. Så for 35 år siden blev Per for første gang foreviget sammen med en stribe HIKere – lille jubilæum i år. Lilleputterne (U13) var i pinsen med i TUS Varrels store stævne i Bremen-forstaden – her nåede holdet i finalen, der blev rent dansk. Desværre var Nakskov lige en tand skarpere end vore udvalgte – vandt 1-0. I forkampen havde HIK-træner Johnny Rasmussen ført sig frem og scoret det enlige internationale mål i kampen mellem værtsklubbens ledere og de deltagende klubbers udvalgte ledere/trænere. Tyskerne vandt som næsten altid, – dog som bekendt ikke 10 år senere i EM-finalen; her for 35 år siden med 3-1. Det store jubilæum var så i øvrigt, at HIK-Brædstrup samarbejdet rundede de første 25 år.

KBU vandt i 1982 det årlige Landsjuniorstævne – godt hjulpet af 2 HIKere, Henrik Larsen og Kenneth Miltoft. Til daglig spillede de på juniorholdet (U17), der nåede frem til Pokalfinalen, men desværre tabte 0-1 til Frem i Idrætsparken. Der var hos de yngste gennemført en spørgeundersøgelse. ”Hvorfor kom du for sent til træning eller kom slet ikke ?” lød spørgsmålet. Blandt undskyldningerne var top 7 : ”glemte det” – ”var inde i Byen” – ”var hos en skolekammerat” – ”var i svømmehallen” – ”legede hjemme på vejen” – ”løb på rulleskøjter” – ”ved jeg ikke”. En noget mere engageret og helhjertet klub- og kammeratskabsfølelse stod håndboldholdets stjerne, Michal Fenger, for. Han citeres i pressen for med store bogstaver at udtale ”Hellere følge HIK op end skifte klub” forud for sin debut på A-landsholdet under Leif Mikkelsens taktstok. Hos pigeungdom havde HIKs fodbolddamejunior deltaget i Dana Cup i det nordjyske Hjørring og her udover kampene bl.a. oplevet at skulle stå i kø i 3 timer, da der var brændt 800 liter spaghetti på, og senere deltaget i et kæmpediskotek med 3.000 dansende aktivister samlet i en og samme badmintonhal – der må have været godt lummert derinde.

Sport og politik – bør efter manges mening holdes adskilt. Ikke lige nemt altid. For 90 år siden var Nørrebro et udpræget arbejderkvarter. Her stiftedes Nørrebros Boldklub i oktober 1927. Den kunne vælge mellem at gå i KBU eller i ABU – Arbejdernes Boldspil Union. Det kan ikke have været et svært valg – det skulle selvfølgelig være ABU. Når man nu kunne finde en organisation også på fodboldfronten, der matchede ens politiske og samfundsmæssige ståsted. Men fodbold er ikke sådan at kue. Selv om Nørrebros Boldklub formåede at spille sig op i Mesterskabsrækken hos ABU – datidens udgave af Dansk Arbejder Idræt (DAI) – så blev man utilfreds med forholdene og ikke mindst de sportslige udfordringer. Medlemstallet var dalet drastisk op til 1934, bl.a. havde man givet afkald på sin juniorafdeling. Så sport blev vigtigere end politik for Nørrebros Boldklub – de to verdener måtte adskilles. Meldte sig ud af ABU og ind i KBU. Da man fremsender sin medlemsliste – et krav i forbindelse med optagelsen i KBU – tæller den 54 aktive over 16 år og 12 passive. Man får hjemmebane i Fælledparken på Østerbro – dengang var der absolut ingen fodboldbaner på Nørrebro. Det holdt nu ikke evigt – man gik ikke tilbage til ABU, men stoppede simpelthen som klub i starten af 1940.

Mange år frem var der stadig ingen fodboldbaner på Nørrebro. Det kunne Københavns Boldspil Union (KBU) ikke forlige sig med. Så man gik i gang med et større lobby-arbejde og engagerede en dynamisk jordemor – den slags kaldte man konsulent. Nu var processen vendt om – det var ikke en klub, der henvendte sig til KBU. Næh, det var KBU der simpelt hen satte sig i spidsen for at få etableret en fodboldklub igen på Nørrebro, – Nørrebro United. Derved sikrede KBU i realiteten også, at den ville komme i KBU frem for i DAI. Konsulenten må have gjort det rette indtryk, for han blev i hvert fald valgt til formand og er det stadig i Nørrebro United. Vore dages Nørrebro United er stiftet i 2008 – 81 år senere end Nørrebros Boldklub – og har altså 10 års-jubilæum næste år. Og i dag findes der fodboldbane både i Nørrebroparken og i Mimersparken. Nørrebro United er på rekordtid blevet stor og stiller hold ligesom os i herre, kvinder, ældre, drenge og piger – en altfavnende klub.

Hvad så med fodbold og religion ? Kristelig Forening for Unge Mænd har sin boldklub (KFUM) – der tilmed også rummer kvinder og piger ! Så, det kan da forliges. Men hvem er stærkest – fodbold eller kirke ? Idrætsbladet kan i sit nummer 13. oktober 1947 bringe en historie fra Ærø : ”I Søby på Ærø skulle der forrige søndag være spillet en efter lokale forhold meget, meget vigtig fodboldkamp mod et udenøs hold fra det fynske fastland. Det betød, at der kun kunne spilles om eftermiddagen af hensyn til færgeafgangene. Derfor tog pastor Burris, der selv skulle have været en ivrig fodboldspiller og stadig viser idrætten stor forståelse, den uventede beslutning at flytte gudstjenesten, som 1. søndag i måneden var berammet som eftermiddags-gudstjeneste i Søby Kirke, til om aftenen. To familier var nu ikke helt tilfredse – de skulle hver have 1 barn døbt. De syntes kl. 21 var lovlig sent at døbe børn – men man bøjede sig for pastorens beslutning.” Fodbold kom denne gang foran religion.

Ugens hold Senior 4, der med 2-0 ude over Østerbro (HIKs efterårspoint nr. 500) blev rækkevinder – og så U14 drenge 1 i Øst 1-superrækken, der tog efterårets første sejr med 3-1 over FCK/KB.

Fødselarerne :
9. november : Emil Nielsen (16) – Jes Buster Madsen (28)
11. november : Mads-Emil Frederiksen (15) – Frederik Letholm (17) – Mads Hyldahl Fogh (28)
12. november : Oscar Ervik (16) – Tim Elvis (17) – William Riparbelli (23)

13. november : Anders Balstrup Madsen (14) – Silas van Hauen (15) – Torben Budde (67)

14. november : Adam Boserup Qvist (13)
15. november : Ludwig Tang Lærke (15)