Fodbold, Forside

En af vinderne af HIK’s pokalturnering – pokalen findes endnu 100 år efter og står i et af vores pokalskabe. 

 

I denne uges flaskepost kan du læse om HIK’s plads i Københavnsk fodbold for næsten 100 år siden. God fornøjelse!

 

I 1923 – for 95 år siden – var der ikke meget at skrive hjem om, når man så på HIKs 1. holds placering. Vi spillede i næstbedste københavnske række – A1 – om pladserne 6-16 i København. Havnede sidst på en delt 14. plads sammen med HB og Valby. Der var dog rækker under os – I B1 spillede B 1908, FB, Standard (del af KFB i dag), Ydun og Sylvia (i dag del af KFB). Og i C1-rækken deltog Virginia, Christianshavn (i dag CIK), Gefion, Rosenborg og Brønshøj. Mens Virginia, Rosenborg og Gefion hurtigt døde, så har Brønshøj jo overlevet og er en af vore rivaler her i foråret. Bredden hos var for 95 år siden 2. og 3. senior – helt som i dag ! På ungdomssiden deltog vi med 6 hold – 2 i ynglinge og 4 i junior/drenge. B 93 var datidens helt dominerende klub – vandt begge Ynglinge-rækker (U19), Junior 1 (U17), Junior 2 (U16) – Frem tog sig af Junior 3 (U15) og AB af Junior 4 (U14).

HIK var klar over, at man skulle stramme sig an, hvis man ikke skulle blive fast bundprop uden for top 10 i København. Midlet hed HIKs Skole-pokalturnering, – startet straks vi flyttede ind på Phistersvej. Kampene spillet i HIK overværet af fodboldinspektør Torben Frederiksen (i dag ville han havde haft titel af talentchef). Han krydsede omhyggeligt alle spillere af. Blåt kryds = du kan bruges; rødt kryds = ham skal jeg for enhver pris have hentet ind i HIK. Systemet virkede – allerede året efter starten på skoleturneringen havde HIK via hr. Frederiksen hentet 75 særligt udvalgte unge spillere under 14 år ind. De bedste kom på Junior 4 – og det gav bonus i 1919, hvor holdet sikrede HIK den første KBU-rækkevinder. Hele 5 trænere ført an af Torben tog sig af dem. Udover A-holdet i KBUs Junior 4 var der både et B-, et C- og et D-hold, der som det hed ”systematisk blev oplært i den rene mesterskabsånd”. Det samlede projekt gik under navnet ”HIKs Håb” – sigtet var at få HIK frem i KBUs Mesterskabsrække med deadline HIKs 25-års jubilæum 1925. I Frederiksens skrivebordsskuffe lå holdopstillingen for det forventede HIK 1. senior anno 1924/25, der hvert år blev revideret og optimeret med 3-4 reserver på samtlige pladser. Det blev nu ikke i 1925, men først i 1929 at det lykkedes at komme op. Hele 7 fra mesterholdet som Junior 4 i 1919 var 10 år efter stammen på HIKs 1. senior.

    

Københavnsk fodbold blev 1922/23 beriget med Fremad Valby og Ydun. Og mange klubber blev gradvist større, så man nu måtte oprette 25 rækker med samlet 154 hold. Op- og nedrykning et kapitel for sig. De 5 store B 93, Frem, KB, AB og B 1903 havde fredet sig selv – man skulle være i bund flere sæsoner i træk før der skete noget.

Yduns historie før de træder ind i KBU er omtumlet. 6. august 1916 stiftes Frederiksberg Idræts Forening, FIF. Udover fodbold ville man i FIF dyrke boksning og atletik. I 1920 går fodboldafdelingen solo og tager navnet Ydun. Hvorfor man lige valgte at kalde sig Ydun efter den nordiske gudinde et lidt uklart, men Ydun-gudinden forbindes med ”fornyelse”, så måske var det derfor. Senere vælger man igen at gå sammen med FIF – det holder dog ikke – så ud igen og genstarte Ydun i 1923. Man får et lille klubhus før man i 1936 flytter til banerne på Finsensvej. Kort efter 2. verdenskrig træner man på Hoffmeyersvej inden man rykker ind på Jens Jessensvej, men man bevarer sit gamle klubhus. I 1944 rammes Ydun hårdt af reglen om, at man ikke både måtte spille kampe i KBU og i firmaidrætten – Ydun mister 44 spillere på denne regel, heraf en del der efter forbuddets ophævelse havner på Skovshoveds divisionshold efter et kort ophold hos Salamander-handskefirmaets firmahold. For at holde formen ved lige i vinterperioden dyrkede Ydun motionsgymnastik indtil Aksel Pilmark i vinteren 1943/44 fandt på at tage en håndbold med. Så blev gymnastikken erstattet med det langt sjovere håndboldspil og man stiftede en egentlig håndboldafdeling med Aksel Pilmark som formand. Aksel Pilmarks talent for fodbold var dog så stort, at han måtte skifte til KB og kvitte både fodbold og håndbold i Ydun – senere blev han Italiens-prof efter at være med på OL-bronceholdet i 1948. Yduns fodbold stopper i 1957 – men både Ydun og FIF lever jo endnu i 2018 i bedste velgående på håndboldfronten.

Fremad Valby er stiftet 21/8 1904 – sidste søndag før det ved lov blev påbudt almindelige forretninger at holde lukket på søndage. 6 drenge i alderen 10-12 år fandt sammen – nok utænkeligt i dag at 6 fra U12 eller U13 fandt på at stifte egen klub. Kontingentet 2 øre/uge – de bedrestillede skulle dog slippe 5 øre/uge. Man startede som Gymnastikforening, hvor man for enden af byggeforeningen sammentømrede et stativ med ringe og trapez – senere udvidet med en selvanlagt løbebane. På 1 års-dagen beslutter man at anskaffe en fodbold – købt godt brugt for 2 kr. hos KB. Drengene bor i ”Den Røde Byggeforening” og spiller mod ”Den Hvide Byggeforening”, som man slår 4-0. I starten spillede man i blå trøjer – før man i 1910 anskaffer de røde trøjer med hvide ærmeopslag og hvid halskrave, som stadig er Fremad Valby-klubdragten. Man kom jo fra ”Den røde Byggeforening”. Nogle år efter går turen videre til Valby Fælled – i dag Valby Idrætspark, hvor Fremad Valby er med til at stifte Valby Boldspil Union. Fremad Valby vandt Valby-pokalturneringen de første 3 år i træk og dermed den udsatte pokal til ejendom.

Fremad Valby vælger at søge optagelse i KBU op til sæsonen 1920/21. De, Fremad Amager og Valby Boldklub kommer dog for sent, så de placeres i en særlig Deltagerturnering. Her spillede man kampe mod de øvrige i B-rækken – Borup, HB, HIK, Velo og Viktoria – men resultaterne talte ikke med i stillingen. Det blev hurtigt krisetider. Medlemstallet faldt, – tæt på opløsning, så man må forlade KBU – var dog ikke udmeldt, men hvilede. Genstarter i Valbyturneringen før man igen i 1923 starter på sin 2. aktive periode i KBU. Fremad Amager protesterede over, at KBU optager Fremad Valby som ordinært medlem og lader dem beholde Fremad-navnet. Det nedstemmes dog,- men KBUs Bestyrelse lover at være mere striks med tilladte klubnavne fremover. Klubben får et gammelt militær-skydehus som klubhus – det bevarer man helt frem til 1940, – i 1933 udbygget med et købt sommerhus. Et nyt klubhus indvies først i oktober 1942. I 1969 har man drøftelser med Valby Boldklub om at opføre et fælles klubhus. Første spadestik tages i 1971 på et stykke jord, som overborgmester Urban Hansen havde ”nikket ja til” op til Grønttorvet og Gl. Køgevej. Udover huset var der plads til en enkelt bane – stedet eksisterer endnu som Værkstedsvej og huser Valby Boldklub. I begyndelsen af 2000-tallet får Fremad Valby opført eget klubhus lige over for tribunen i Valby Idrætspark – BevægelseshusetFremad Valby er i 5 sæsoner divisionshold 1986-90 og højere placeret end HIK, der i den periode har vores hidtil eneste periode som Danmarksserie-klub. Fremad Valby topper 1986 som nr. 2 i 3. division – i dag er de i DS.

 

Klubhuset på værkstedsvej 


Gunnar ”NU” Hansen startede jo i AB, men blev der ikke. Årsagen ret bizar. Som endnu ungdomsspiller overværer Gunnar, at en af ABs seniorspillere skyder bolden over og ikke henter den selv. Gunnar finder bolden efter den endte træning – har nok jongleret/driblet lidt med den på vej op til opsynsmandens domicil, hvor han afleverer den. AB har imidlertid en regel, der siger at ungdomsspillere ikke må røre seniors bolde – så han får af opsynsmanden 14 dages karantæne. Den findeløn vil Gunnar ikke finde sig i : ”Hvis ikke karantænen straks ophæves, melder jeg mig ud”. Opsynsmanden ubøjelig – karantænen står ved magt. Dagen efter melder Gunnar sig ud af AB og ind i KB.

Ugens hold : Divisionsholdet, der sendte Landskrona BOIS retur over Øresundsbroen med et 1-2 nederlag. Så slaget mellem de to tidligere færge-forbundne byer ender med dansk sejr !

Fødselarerne
22. februar : Kristoffer Galskjøt (15), Younes Deifallah (15, Fulton)
23. februar : Dagmar Haugstrup (15)
24. februar : Lukas Saltorp (13), Erik Illgner (15), Jonathan Haber (22)
25. februar : Carlo Brygmann (15)