Fodbold, Forside

Vinterferien betyder fodboldpause for de fleste. Ugens Flaskepost flyder os forbi de modstandere, vi til dagligt dyster mod i DBU Københavns turneringer. God fornøjelse!

Artikelfoto: Rasmus Brushøj optræder som Slangemenneske på HIKs fodboldlejrskole i 1991

For 100 år siden – dog først efter sommerferien – dukkede en ny klub op hos KBU : Borup. De var da allerede 7 år gamle før de for anden gang i deres levetid tog mod til sig og bankede på døren hos KBU. Klubben var stiftet af en række drenge fra Brohusgade, – klubben tog navn efter den nærliggende større vej, Borups Alle. De valgte en ret hidsig spilledragt – hvid/sortstribet “Sing-sing” trøje. Fælledparken var stadig under 1. verdenskrig samtidig stedet, hvor militæret med sine mange heste holdt sine øvelser og eksercits. Alligevel gav Københavns Kommandant – han var nemlig øverste myndighed – Borup lov til fra 1912 at benytte Lammefælleden som spilleplads med omklædning i nærmeste grøftekant. De første mål var hjemmelavede “stang-mål”, som Kommandanten forlangte ikke blev stående fast. Som materialerum brugte Borup et haverækværk, som man havde opnået tilladelse fra haveejeren til at parkere målstængerne opad. Man måtte jo klare sig på bedste beskub. De første kampe var privatkampe mod Florida, Stjernen, Dan og Tre Stjerner om Lammefælledens Mesterskab. Borup forsøgte allerede at komme ind i KBU i 1915 samtidig med os – men fik afslag. Selv om man var Nørrebroklub blev man i stedet optaget i Valby Boldspil Union og deltog med 2 seniorhold i turneringen. I betragtning af at det var første gang man deltog i turneringen, klarede Borup sig ganske pænt, idet 1. holdet blev nr. 3 og 2. holdet blev nr. 1. Men det blev dog først da “Aftenposten” i efteråret 1915 udsatte en smuk Sølvpokal, at “Borup” fik rigtig lejlighed til at vise, hvad man kunne præstere, idet de efter 4 vundne kampe kunne noteres som vinder af pokalen det første år. Borup vinder også i 1916 og 1917 og dermed pokalen til ejendom. I 1917 vinder man både Valby Boldspil Unions Række 1 og 2 samt Aftenpostens pokal. Så kunne KBU ikke undslå sig – Borup blev optaget som ekstraordinært medlem i KBU’s B-række, hvor klubben i første sæson blev nr. 1 med både 1.,2. og 3. Seniorhold – vandt KBUs B1, B2 og B3, hvor vi klarede en 3. plads i B1 og B2 og ikke havde et 3. hold at stille op med i B3. Samtidig med indtræden i KBU fik Borup lokale i Fælledklubhuset. Så Borup blev hurtigt en mastodont i KBU – overhalede i hvert os – og toppede med 400 medlemmer. Et tal, der dog omfattede både aktive og passive medlemmer. HIK må se op til Borup i 4 sæsoner – 1918/19, 1919/20, 1920/21 og 1922/23. 11 sæsoner ligger vi i samme række – A1 – de 6 sidste i træk med os øverst, før vi i sæson 1929/30 siger endegyldigt farvel og tak og fremover spiller mindst 1 række over Borup.

Borup stopper sit KBU-liv med udgangen af sæson 1985 – holdt 67 år. Da er man 3 seniorhold og et Veteranhold. I 1985 var vi i Danmarksserien, mens Borup sluttede sidst i Serie 3 og dermed 4 rækker under os. Borup danner sammen med HB, Viktoria og Union i 1923 samarbejdet “Firkanten”, der senere kalder sig Fællesklubberne og dyster med et udvalgt hold mod især andre danske “sammenslutninger”. I 1947 var Borup med til at starte sammenslutningen ”De fire”, – de 3 andre var Als, Union og Ryvang – der afholdt et årligt arrangement i Idrætshuset med underholdning og bal.

Det startede med sportsrevyer. Østerbro Boldklub, ØB, var en af dem – men mange andre klubber kan også berette om revyer. Arrangeret til moro for medlemmerne og deres familier, med til at skabe og udbygge fællesskabet og sammenholdet i klubben. Ikke mindst i klubber med flere sportsgrene på programmet har og er det med til at holde fast i det fælles at arrangere noget i fællesskab og more sig sammen. Men også for at bringe penge til klubkassen. HIK var med på samme vogn fra dag 1 i 1901. I ØB gik man videre – fra Sportsrevy til Sportskarneval. Man sigtede stort – trods en næsten hel tom ØB-klubkasse på det tidspunkt. Man lejede Koncertpalæet og udsmykkede både den lille sal, den store sal og alle gangene. Bestyrelsen troede så meget på projektet, at de selv og ikke klubben påtog sig den økonomiske risiko. Der blev nedsat arrangementskomité, fordelt opgaver, truffet aftaler med optrædende og med et orkester. Reklameaktiviteten blev sat i system – og det hele blev en succes. Overskud på hele 1.500 kr. Man havde sågar dristet sig til at afvikle en 5 mod 5 turnering inde i den store sal. En fodboldkamp spillet mellem 10, som man skrev nydelige, unge damer. Det ene hold i KB-trøje, det andet i ØB-trøje. Desværre glemte damerne aftalen om, at ØB skulle vinde opgøret. Senere sportskarnevaller gik endnu bedre – overskud på 4.000-5.000 kr. – samlet over 10 år kom der mere end 10.000 kr. i ØBs klubkasse ad den vej. Rare penge – ikke mindst under 1. verdenskrig, hvor Finansminister Edvatd Brandes havde indført Sportsskatten, så man ikke kunne basere sig på entreindtægterne fra fodboldkampene ude på Fælleden. Sportskarnevallet trak folk til huse – også fra Provinsen og tilmed fra Sverige kom der repræsentanter for at opleve vidunderet. Orkestret talte til sidst hele 30 mand.

Et af årene var et af højdepunkterne den første fodboldfilm optaget i Danmark. Måske den første fodboldfilm optaget i hele Europa. Opdelt i 22 afdelinger – begyndte med situationer fra en kamp mellem KB og ØB. Havde også billeder fra en kamp mellem B. 93 og KB optaget fra et Luftskib, der var ”sejlet” hen over banen. Viste alle de prominente spillere fra den tid og bragte billeder fra tilskuernes promenade i halvlegspausen under en storkamp – viste derudover kendte ansigter fra referenternes loge. Filmen var optaget om efteråret i ret dårligt vejr – men alligevel ikke så ringe, refereres det.

At drive en fodboldklub koster mange penge. Så man kan jo prøve at skaffe lidt ekstra kapital ved varespil tænkte Skjold i et af sine første år – det med at mangle penge kender de og andre klubber vist til også i dag på deres mere modne dage som klub. Bestyrelsen tog derfor turen til Hønsetorvet – datidens Kødbyen – for at købe levende fjerkræ, som man bugserede til Boligerne for at have dem gående på et loft indtil dagen for varespillets afvikling oprandt. Boligerne var Brumleby på Østerbro lige op til Fælledparken og Idrætsparken – her var Skjold stiftet af de fire 12-årige, Vilhelm, Ove, Valter og Ejner, tilbage i 1915 i starten af 1. verdenskrig. Erik Olsen havde påtaget sig hvervet som skarpretter; men det blev ikke det helt store sus, for allerede ved første hug svigtede boldøjet. Resultatet blev at hønen forlod huggeblokken med hovedet i en mærkværdig stilling. Og da Ove Güntzel – en af stifterne – prøvede at fange kræet, fik hans nye bukser en noget rødlig farve. Var starten til varespillet ikke den allerbedste, så endte det alligevel med at blive en fest og der kom en del penge i klubkassen.

I mange år havde Tisten – Poul Nielsen fra KB – rekorden som den, der havde scoret flest mål for Danmarks Landshold. Jon Dahl Thomassen var ham, der overgik. ”Tist” havde i sine velmagtsdage en ”genganger” – kaldet ”Den falske Tist”. En spiller med samme navn, men bestemt ikke samme spillestil. ØB var efter sæsonen 1919/20 blevet offer for indførelsen af en ny turneringsordning hos KBU. Fremover skulle den bedste række hedde Mesterrækken og blot være for de 5 store : KB, AB, B 93, Frem og B 1903. ØB var – skidt nok for dem – blevet nr. 6 i sæsonens bedste KBU-række. Så de blev rykket ned til i sæsonen 1920/21 at spille i næstbedste KBU-række, der fik navnet A-rækken, og her bl.a. møde os. Men 10. oktober 1920 fik klubben alligevel sin første landsholdsspiller – Poul Nielsen, ”den falske Tist”. I Stockholm mod Sverige – en kamp Danmark vandt 2-0. Poul Nielsen fik god kritik af de danske aviser – medens de svenske aviser kritiserede ham for at spille alt for voldsomt. Det sidste kunne der nok være noget om – for det fremgår af ØBs bestyrelsesprotokol, at man allerede i 1917 besluttede at tilskrive Poul Nielsen, der ”gentagne gange har udvist en rå og brutal optræden, bl.a. ved træningen og ved ØBs kamp i Helsingborg” om, at han i gentagelsestilfælde ville blive ekskluderet.


Poul “Tist” Nielsen – den ægte. 

Ugens hold : Eneste spillede kamp var i Futsal, hvor U13 drenge slog Sundbys 1. hold med klare 11-3.

Fødselarerne :
15. februar : Camilla Hoberg (7M Kvinde), Malin Schöps (14), Erik Rosenfeldt (14), Albert Christensen (15)
16. februar : Alma Ulstrup (12)
17. februar : Frederik Lundbirk (19)
18. februar : Malthe Weinreich M. (11), Adam Bendtsen (11), Vilhelm Krog S. (15), Tristan Hvidt (22)
19. februar : Anna Gulløv (14), Conrad Bryde-Nielsen (11)
20. februar : Emil Sevidov (13), Mikkel Søegaard (14), Sulayman Dukuyreh (14), Andreas Brock (36)

21. februar : Anton Johansen (11), Gustav Peretz (17)