Fodbold, Forside

HIK Hedder faktisk boldklubben HIK – som der også blev skiltet med på den nybyggede tennishal i år 1936.  

 

Kun to af vore hold er lige nu midtvejs i deres turnering – spiller en turnering med start i august 2017 og slutkamp i juni 2018 : U19 drenge og U17 drenge, der begge begår sig i DBU Divisionen – landets næstbedste række. Et enkelt hold skal i foråret spille delvist videre på en turnering, som også de startede i august 2017 – vores voksenhold i 2. division. Delvist, fordi de tager nogle resultater med fra 2017, men i 2018 skal møde lutter nye hold. Resten af vore hold skal i gang helt fra scratch – møde en blanding af nye hold og gengangere fra 2017. Et enkelt – U13 drengene i Øst-rækken skal som noget ganske særligt midtvejs i deres turneringsår tilmed skifte over fra at have spillet 8mands til nu 11mands. Det er aldrig set før, at man skifter holdstørrelse i turneringen midtvejs – sig så ikke at DBU København trods sine snart 115 år på bagen ikke kan overraske.

For 100 år siden var alle ved årsskiftet 1917 til 1918 midtvejs i en helårsturnering. Noget, der altså i dag er et særsyn. Der var 11 rækker. Ligesom man til nytårstaflet møder frem efter rang, så var også de københavnske fodboldklubber for 100 år siden rangdelt – i 2 klasser. 6 klubber i fineste rangklasse – KB, B 93, B 1903, Frem, AB og Velo. I anden rangklasse ligeledes 6 klubber – udover os var det ØB, KFUM, Union, HB og Viktoria. Der havde været en 3. rangklasse – omfattede kun klubben N&W (Nielsen og Winther). Men de havde trukket sig ud af turneringen inden årsskiftet. Fineste rangklasses seniorhold spillede i A-rækkerne – 2. rangklasse i B. Vi deltog med 2 hold her – det bedste lå midt i B1, mens vores 2. hold kæmpede i bunden af B2. Der var 4 rækker for ungdom – alle for drenge. Vi var med i de 3 – her deltog man uden hensyn til rang, så vi mødte også A-klubbernes talentmasse. Endelig havde vi været med i Pokalturneringen og spillet os helt frem til semifinalen, hvor vi måtte bøje os for ØB med 1-4. Forinden havde vi basket Union 5-0 og Viktoria 2-0.

Når man i gamle dage stiftede en ny klub og ville navngive barnet skulle man vælge mellem 2 ting. Ville man være en klub, der kun dyrkede boldspil – dengang langbold, fodbold, tennis, cricket – så skulle man kalde sig Boldklub. Ville man være alsidig så skulle man kalde sig Idrætsklub eller Idrætsforening. HIK valgte det sidste og kastede os over to boldspil – fodbold og tennis – og to andre idrætsgrene : svømning og fodsport (datidens navn for atletik). Vi kom senere til at kalde os begge dele – for det var et krav for at komme med i Københavns Boldspil Union, KBU, at navnet ”Boldklub” indgik i ens navn. Vi valgte at bevare vores Idrætsklubnavn, så vi kom til at hedde Boldklubben HIK og det gælder sådan set også i dag, hvor vi i virkeligheden er en Boldklub og ikke en Idrætsklub – for vi har kun boldspil på vores sportsprogram. Tilmed nu 3 : fodbold, tennis, håndbold.

Overraskende få klubber ville for over 100 år siden med deres navn tilkendegive, at de hørte til i en bestemt bydel. KB kom først – så de kaldte sig meget naturligt Kjøbenhavns Boldklub. Så kunne det ikke blive større – var de stiftet i dag havde de valgt at hedde Frederiksberg Boldklub, for i dag ligger de her og ikke i København. De har uden tvivl ingen lyst til at skifte navn – og i øvrigt er det jo også optaget af en anden klub, FB. KB kom til i 1876 – 11 år senere dukkede den næste klub op med et navn, der viste dens geografiske placering : Østerbro Boldklub, ØB; og året efter – i 1888 – dukkede en Christianshavns Boldklub op. Ellers kunne man finde på at vise, at man var tilflyttere. Således stiftede Fredericia Studenterne i 1884 egen boldklub i København efter at være søgt fra det jyske og ind på Universitetet/Den Polytekniske Læreanstalt her i København. Blev fem år senere til AB – Akademisk Boldklub. Ellers valgte de nye klubber i 1880erne fantasiprægede navne : Frem, Olympia, Kvik, Håbet, Hebe, Hygeja, Dana, Apollo, Go-on, Rap. Andre viste, at de havde fundet sammen af specielle grunde – Typografisk Sportsklub, Skomagernes Sportsklub, De unges Boldklub. Da der for alvor kom gang i at stifte klubber igen i 1910erne og 1920erne så var det med at få sat sig på et marked. Blive sin bydels klub – så næsten enhver lille del af byen fik sin ”lokale klub”. Vi skal da ikke sige os fri for det – vi havde ambition om at blive ”the one and only” for Hellerup, senere kom først Skovshoved IF og siden Gentofte BK og Vangede IF – i dag sammen som GVI – samt Jægersborg BK til for andre dele af kommunen.

Den første klub, der tog sig et årstalsnavn – så man ikke skulle være i tvivl om, hvornår de havde jubilæum og man skulle huske at ønske tillykke eller om man nu var en ældre eller yngre klub end dem – blev B. 93. Senere kom alene her i København B 1903, B 1908, B 1912 (i dag Valby Boldklub), B 1950, B 1960. Nogle kombinerede geografi og årstal – i dag kender vi FA 2000 fra Frederiksberg stiftet 2000. Og da HIK fra 1904 og 8 år frem ikke havde fodbold som aktiv sportsgren på grund af, at vi ikke havde en bane – ja, så tog en anden straks den tomme plads og kaldte sig Hellerup Boldklub. De var stiftet i 1903 som Boldklubben Orion – men skiftede altså straks da HIK blev fodboldpassiv over til at hedde Hellerup BK. De døde før vi blev genopvækket, men nåede også at genopstå kort før – så indså de og vi det fornuftige i at gå sammen i 1913 som HIK. Det fik lov at holde i 97 år – så ville en ny flok Hellerup’ere igen stifte en fodboldklub med et Hellerup-navn : Hellerup Sports-Venner. I daglig tale HSV – rummede en flok udgået fra Gammel Hellerup Gymnasium. Holdt i 5 år – i dag er vi igen alene om Hellerup-navnet. Men ikke alene om at ligge i Hellerup – for B 1903 flyttede i 1929 herud til Lyngbyvejen 270. I 2017 fik vi 8 nye klubber føjet til hos DBU København – en enkelt kunne finde et ledigt område-navn : FC Nordhavn. Så nu er også den bydel på landkortet, selvom den endnu ikke har en fodboldbane i sit område !! De 7 andre : Bold&Lajs, FC Egedal, Beatum, Friday, Kalas, Unigadores og Medicinernes Boldklub. Og nej, vi har ikke indlemmet Egedal i København – men stifterne ville gerne signalere at de kom derfra helt som ABs forgænger ville vise, at de kom til København fra Fredericia.

Sådan så B 93s 1. hold ud, da HIK startede sin fodbold i 1901

Vi er tilbage i 1893 – de første større klubber er bukket under og afgået ved klubdøden. Det gælder Melchioranernes Boldklub i foråret 1892 og den første Østerbro Boldklub i foråret 1893. To klubber med cricket på sit sportsprogram og så lidt fodbold oveni. De mest ivrige kunne ikke forlige sig med, at de ikke kunne dyrke deres elskede cricketspil – det førte til at man drøftede at starte en ny klub. Som man ville have gjort i dag, gjorde man også dengang – nedsatte et udvalg eller kommission. I dette tilfælde med 3 fra den nu nedlagte MB og 3 fra den ligeledes nedlagte ØB. De to klubber havde ikke været lige gode venner, mens de levede – så man holdt en markant 7. person i skikkelse af Aage Buntzen fra ØB ude fra kredsen. Man var bange for, at blot hans tilstedeværelse ville være nok til, at ideen var dødfødt fra start. Den metode var der nok en del, der gerne havde kopieret i 2017s politiske drøftelser. Flere møder blev holdt før man en aftenstund mødtes i Store Kongensgade 39 – i Harald Simonsens hjem, en af de 6. Her enedes man om at stifte en klub alene for Cricket – men navnet, det kunne man ikke enes om. Mange forslag kom frem, men lige lidt hjalp det. Så entrede Haralds søster, frøken Marie – smager jo helt bibelsk – stuen, hvor de ivrige og højrøstede unge herrer opholdt sig. Med sikkert kvindeligt instinkt bekendtgjorde hun, at klubben kort og godt burde hedde ”Cricketklubben af 1893”. Så var den debat afsluttet – frøken Marie var blevet gudmor til det, der i dag hedder B. 93. Klubben har ikke stiftelsesdag på Marie Bebudelsesdag – det havde ellers været passende. B 93-navnet fik man, da man havde taget fodbold med på sit sportsprogram i sommeren 1895 – selve navneændringen vedtaget 17. maj 1897. Derved blev B. 93 den første årstalsklub i Københavnsk fodbold.

Ugens hold : U14 drenge (04) hold 3, der slog Skovshoved 2-1 samt U13 drenge (05) hold 2, der slog Virum 5-2.

Fødselarerne :

2. februar : Michael Schjønning-Larsen (17)
3. februar : Zubair Naim (25)

4. februar : Lucas Poulsen Siig (18), Oliver Skriver Karlsen (18), Anders Melgaard (44)

5. februar : Lauritz B. Holm (11), Vilas Holm Poulsen (13), Cornelius Greisen (15), Yasir Salih (17), Morten Kruse (44)

7. februar : William Markholt-Hansen (11), Aashyn Patel (12)