Fodbold, Forside

Vidste du at HIK er Københavns 7. ældste stadig levende fodboldklub i København- og kan du gætte hvem, der er ældre? Find ud af dét og meget mere i denne uges udgave af Flaskepost fra P. God fornøjelse!

Artikelfoto: HIKs 1. hold 1915 med Sven Mejlbo som målmand. (danskebilleder.dk)

Kan man ikke skaffe sig sportslig hæder, så kan man da i det mindste feste til den store guldmedalje. Det optimale er selvfølgelig at kunne begge dele – høste sportslig succes og feste. Sådan har det været fra dag 0 i HIK. I første omgang havde man i HIK set sig varm på pinsefester. De første i 1901 og 1902 meget kreative med festspil, hvor havguden Poseidon steg op af Øresunds bølger med tang i håret – banen gik jo helt ned til Øresunds bred. Solopgangen blev fejret med kanonsalut og morgenkaffen blev indtaget ved lange borde i det fri, og så var der opvisning i tennis, atletik og sågar ungdomsfodbold til de lyse timer. Derfor skyndte man sig at udvide klubbens formålsparagraf. Udover at fremme idræt skulle HIK nu også samle ungdommen – så var banen kridtet op til fest. Det blev for meget for formanden, professor Prytz. Han var ivrig tilhænger af Afholdsbevægelsen Blå Kors og udstedte alkoholforbud og forbud mod at spille i kirketiden om søndagen – han blev ikke genvalgt. Blev i stedet et agtet medlem af det menighedsråd, der opførte Hellerup Kirke.

Da HIK flyttede ind på Phistersvej i 1915 skulle man selvfølgelig have et samlingspunkt. Det blev til en ”lille restaurant” – men var blot en lille udsalgslem fra klubhuset, hvor man kunne købe sodavand, chokolade, kaffe og the. Gik under betegnelsen ”The-restaurant”. Hvad med øl ? Nej, alkohol var under enhver form bandlyst af HIKs Bestyrelse for 100 år siden. Siden lempet, så der kunne sælges øl af almindelig pilsnerstyrke både i baglokalet og over disken til de, der efter loven var gamle nok. I dag kan man få sig et glas fadøl i HIKs udsalg i Maglegårdshallen – the, kaffe, chokolade, is og den ene mere eller mindre fantasifulde udformning af slik er stadig på repertoiret i ”Rays Corner”. For 100 år siden havde vi et lille haveanlæg med bænke, borde, rosenbede, flagstang og plads til at spille både kroket og petanque – nu er næsten det hele ”sportslige anlæg”, men vi har da en lille terrasse, hvis man vil nyde lækkerierne udendørs i stedet for indendørs. Og flagstang.

HIKs første rigtige store trænernavn var Sven Mejlbo. Var en af dem, der led under at HIK måtte stoppe med fodbold i 1904-1912 – her spillede Sven for andre klubber i Hellerup. Men da HIK atter havde fodbold var Sven målmand på det hold, der indviede Phistersvej. Flere gange valgt til Fodboldledelsen og det kulminerer, da HIK spiller sig i Pokalfinalen i 1935. Så ansatte man Sven som træner op til Finalen – og HIK triumferede. Fungerede senere som træner i andre klubber – mest kendt i Skovshoved. Civilt blev han adjunkt og senere lektor ved Gammel Hellerup Gymnasium i dens tid som rent drenge-gymnasium.

Den første vinder af HIKs skoleturnering blev i 1915 Plockross Skole. En drengeskole oprettet i 1903 af Carl Valdemar Plockross lejede sig ind på Duntzfelts Alle. Efter kommunen overtog herligheden i 1918 blev det til Øregård Gymnasium, – flytter 1924 til Gersonsvej. De næste år blev en kappestrid mellem Maglegårdsskolen – vandt 5 gange frem til 1924 – og Skovshoved Skole – vandt de andre 3. Maglegårdsskolen vandt den første pokal til ejendom i 1919. Den kan du finde inde i Pokalskabet. Skoleturneringen havde sine udfordringer – for folk var faktisk ikke ret velstående i Gentofte Kommune for 100 år siden. Drengene gik med træsko og næsten alle havde bypladser om eftermiddagen. Den første turnering fik deltagelse fra Maglegårdsskolen, Skovshoved Skole og Ordrup Skole som de eneste kommuneskoler – de 4 andre deltagere var privatskolerne Hellerup Gymnasium, Ordrup Gymnasium, Sct. Andreas Kollegiet og så Plockross Skole. Skovshoved Skole vakte særlig opmærksomhed første år – alle 11 på banen stillede træskoene uden for banen og spillede barbenede, for de havde simpelthen ikke sko. Men de var altså gode nok til at vinde 3 af de første 9 mesterskaber.


Skovshoved Skoles vinderhold 1917 i HIKs Skoleturnering – nu havde selv skovserdrengene fået sko. Partiføreren (sådan hed anfører i gamle dage) sidder med pokalen, der i dag står i vores pokalskab. I baggrunden ses HIKs klubhus og overdækkede cykelparkering. Senere kom der tennisbaner dér, hvor vinderholdet sidder på bænken (danskebilleder.dk)

Kaysersvej, der støder ud i Maglemosevej lige nord for vores bane 1, er anlagt præcis samtidig med HIK – i 1915. Vejen er formentlig opkaldt efter tømrermester O. Kayser, der omkring 1910 ejede ”Fasanholmen” ved Bernstorffsvej – man fornemmer at man var ved at løbe tør for gode navne til sine småveje her i Kommunen. Helt galt gik det 4 år senere, da man anlagde Edithsvej. Man ved simpelthen ikke, hvem denne Edith er. Måske har der siddet en embedsmand oppe på Kommunens vejkontor og opkaldt den efter sin kone, datter eller måske lidt mere spændende efter en, han gerne ville have haft til kone.

HIK er i dag den 7. ældste stadig levende fodboldklub i København. Ældst af alle er KB (1876) fulgt af Frem (1886) og B 93 (1893). Nummer 4 på listen er Vestia – de rød/sortstribede, der holder til på Bavnehøjanlægget som nærmeste nabo til Vestre Fængsel. Klubben er stiftet som den første KFUM-Idrætsforening i Danmark – på Vesterbro 11. maj 1897. Unge mennesker samledes for at dyrke idræt, – nærmere bestemt langbold på pladsen bag Korups have i Søndermarken. I 1907 blev fodbold på en byggeplads ved Jægerhuset del af udfoldelserne – så de er trods alt 6 år efter HIK som fodboldklub ! Det har været friske og entusiastiske unge mænd på Vesterbro, for de måtte slæbte målstænger og bolde imellem KFUM og byggepladsen. Klubben fik for egne midler sit første klubhus i 1908 ved Vester Kirkegårdsvej – i dag Bavnehøjs Alle. Indvielsen markeret med en kamp mod Nordvestkvarterets KFUM, og i dagens anledning var fra England indkøbt hvide bluser med røde skjolde og hvide kors med KFUM indbroderet. KFUMBU (KFUMs Boldspils Union) blev den 23/2-1913 en realitet og var klar til at tage kampen op mod blandt andre KBU, – med Valby, Sundby, Frederiksberg, Vesterbro, Hellerup, Frue, Jacobs og Stefans KFUM som medlemmer. Vesterbro KFUM indmeldes i KBU som en af de sidste KFUM-klubber i 1946 under navnet Boldklubben VESTIA – for KBU kræver KFUM-navnet udeladt. Vestia står for VESTerbro Kfums Idræts Afdeling. I dag har Vestia 900 medlemmer som den 18. største klub i København, men ligger nede i Serie 3 i Danmarks 8. bedste række.

Når DBU København tager hul på udendørssæsonen i år har man sine 15 bedste herrehold spillende i rækker ovenover DBU København – FCK i Superligaen, Fremad Amager i 1. division, Brønshøj+Hvidovre+B 93 i 2. division oprykningsspil, HIK+Frem i 2. division kvalifikationsspil samt AB Tårnby, B 1908, GVI, Vanløse, Jægersborg, Kastrup, Fremad Valby og Skovshoved i Danmarksserien. Sådan har det bestemt ikke været altid. Vi skal 90 år tilbage – først da får DBU overtalt KBU til at deltage i en egentlig Landsturnering. Og det kun på halv kraft, for de bedste KBU-klubber spillede frem til 1936/37 fortsat med i KBUs egen turnering udover at være i DBUs rækker – i 34 år kårer man en Københavnsmester. På kvindesiden ligger 7½ hold ovenover DBU København – Sundby i Kvalifikationsligaen, Østerbro+FC Damsø+FB i Slutspil 1. division samt Rødovre, AB Tårnby, B 93 og Sundby 2 som den ½ i Kvinde Øst. KBU fik lov til at beholde sine bedste damehold i 3 sæsoner – 1972, 1973 og 1974. Siden har de bedste københavnske hold deltaget i DBUs rækker og overladt sine breddehold til sammen med de øvrige københavnske fodboldklubber at dyste i de københavnske rækker.

Ugens kamp spillet i søndags på hjemmebane – her mødte U14 drenge 03-3 (”Møllers tropper”) GVI i vores eneste tællende lokalopgør i denne uge og med os som 7-3 vinder.

Frem til næste onsdag har følgende årsdag :
Torsdag 2. februar : Michael Schjønning (17 division, 16) – Nicolas Stewart (U15 drenge 3, 15)
Fredag 3. februar : Zubair Naim (2. senior, 24)
Lørdag 4. februar : Lukas Siig Poulsen (U17 division, 17) – Benjamin Wegloop (U16 drenge 2, 16) – Lukas Laursen (U14 drenge 2, 14) – Anders Melgaard (Old Boys, 43)
Søndag 5. februar : Cornelius Greisen (U14 drenge 2, 14) – Villas Holm Poulsen (U12 drenge 1, 12) – Yasir Singh (U16 drenge 1, 16) – Morten Kruse (Old Boys, 43)
Tirsdag 7. februar : Patel Aashyn (U11 drenge 3, 11) – Villads Sommer (U14 Fulton, 15)
Onsdag 8. februar : Julius Bruun-Rasmussen (U12 drenge 4, 12) – Nadja Hauch Fausbøll (7M Kvinder) – Christoffer Julian (7M Herre, 29) – Rene R. Christensen (Old Boys, 33)

Skovshoved Skoles vindende hold i HIKs skolepokalturnering 1917 – nu havde selv skovserdrengene fået rigtige sko. I baggrunden HIKs klubhus og de overdækkede cykelparkeringer. Senere kom der tennisbaner også hvor bænken med vinderholdet er foreviget. Pokalen holder partiføreren (sådan kaldte man i gamle dage en anfører) – ja, den er kommet tilbage til HIK og står i dag i Pokalskabet.