Fodbold, Forside

Vi er nået til årets sidste Flaskepost. Tak fordi I læste med. Vi glæder os til at give jer mange flere anekdoter og historiske vingesus i 2018. Rigtig godt nytår!

Artikelfoto: HIK fejrer en af sine oprykninger – anfører Klaus Jensen med pokalen. 

Vi runder 2017 af med at se på de – heldigvis ikke så få gange, – hvor HIKs bedste fodboldhold er rykket op. Udløser i vore dage champagneflaske-knald i stil med nytårsaften. Der skulle desværre ikke knaldes i 2017, for vi manglede et sølle mål fra eller til. På med fodboldarbejdsstøvlerne igen til foråret. Da HIK fandt nåde for de fine herrer i Københavns Boldspil Unions Bestyrelses kritiske blikke i 1915 fik vi en plads i laveste række, der i 1915 hed B-rækken. Her sluttede vi efter sæsonen 1915/16 som nr. 3 med 10 kampe, 11 point og målscoren 19-19. Det rakte faktisk til en plads som samlet nr. 9 i København. De 6 bedste udfoldede sig i A1-rækken med KB som mester foran B 93, AB, Frem, B 1903 og ØB – de 6 næstbedste i B1-rækken, der blev vundet af Velo foran KFUM, os, Union, Viktoria og HB. Den 13. og sidste klub – Bankembedsmændene – vurderede både de selv og KBU var så svage, at de kun burde spille i en 2. holdsrække. Så de lå sammen med vores 2. hold i B2-rækken. Første sæson i KBU gav ikke oprykning til HIK. Det blev kun værre de kommende sæsoner – værst 4 år senere, hvor vi sluttede sidst i B1-rækken. Så bliver vi reddet af et navneskifte – nu blev fineste række kaldt Mesterrækken og havde kun 5 deltagere, mens næstfineste overtog A1-navnet. Så vi – trods sidstepladsen året før – ”avancerede på papiret” til at være A-rækkeklub i sæson 1920/21. Det blev det nu ikke bedre af – vi sluttede for andet år i træk som nr. sidst, nu af 8 og dermed som Københavns 13. bedste hold. Selvkritikken var hård : ”Efter de gode forhold, klubben havde at virke under på Phistersvej, kunne vi ikke være en sådan placering bekendt”. Sidstepladserne gav dog ikke nedrykning – for der var ikke noget under os at rykke ned til !

Så kom et jubelår – vi vandt A1-rækken i 1921/22. Men det gav ikke oprykning. Den kom først 7 år senere efter sæson 1928/29 – så kom vi i Mesterrækken. Vi havde ventet 13 år på at rykke op – men det var også svært at rykke op. Man skulle vinde sin række, og dernæst slå nr. sidst i rækken ovenover over 2 kampe – krævede sejr i mindst den ene og samtidig ikke tabe den anden. Første gang kiksede det – vi tabte til Fremad Amager. Året efter mødte vi igen Fremad Amager og i 1929 vandt vi først 4-2, så 5-0 og var oppe. Til stor glæde klarede vi 5. pladsen i 1929/30-sæsonen i Mesterrækken – sluttede foran AB. Det gentager vi gerne til foråret 2018 ! Det var økonomisk smalhans, så det blev ikke til de store festligheder – snarere tværtimod. For Gentofte Kommunes oprykningsgave til HIK var, at man ville reducere i den oprindelige aftale, der lød på, at HIK skulle betale 25 % af udgifterne til vedligeholdelse oveni en årlig leje på 1.000 kr. – fremover skulle HIK modtage et tilskud og så selv vedligeholde det hele. Det betød meget frivillig arbejdskraft fra medlemmerne – der bl.a. selv anlagde den ekstra fodboldbane ”Maglegårds-banen” – dér hvor vores opvisning kunst 1 i dag ligger. Kommunens tilskud for 87 år siden var 2.500 kr. til at drive 2 fodboldbaner, klubhus og 10 tennisbaner. Tilbage til det sportslige – samtidig med at vi rykkede op i Mesterrækken blev Danmarksturneringen oprettet. Vi var så langt fremme, at vi kom med – i alt deltog 25 klubber fra hele landet delt i 5 geografiske kredse. Vi kom i kreds sammen med B 93, Korsør, B 1901 (Nykøbing Falster) og B 1913 (Odense) i 1928/29 – året efter var systemet rettet noget til og vi kom i den næstfineste række, Oprykningsrækken. Vi var tæt på at vinde, men tabte ”finalen” på Århus Stadion til AGF med sølle 0-1. Efter et par års tilløb lykkedes det efter 1935/36 sæsonen at rykke op i landets fineste række – DM-Mesterskabsrækken. Vores 2. oprykning på 20 år. Vi slog B 1908 i de to kvalifikationskampe 2-1 og 4-1. Vi lå her sammen med AB, B 93, KB, B 1903, Frem, ÅB, AGF, Esbjerg og Helsingør. Nu kunne vi kun rykke ned, – for der var ikke noget over. Men så kom Danmarks Besættelse og satte fodbold på landsbasis på vågeblus. Befrielsen i 1945 benyttede man til i fodbold at etablere divisionsfodbold – 3 divisioner hver på 10 hold – og DBU besluttede, at HIK skulle starte i 2. division. Det blev til en del op/ned mellem 2. og 3. division, før vi røg helt ud af Divisionerne efter 1984-sæsonen. 5 år henslæbte vi i hvad vi anså for fodboldens uretfærdige mørke – Danmarksserien – før vi røg op igen og vupti tog et tigerspring helt op i 1. division i 1990. Det er siden igen blevet til flere op/ned – dog har vi mest spillet i 2. division (landets nu 3. bedste række), men med enkelte afstikkere til 1. division (Danmarks næstfineste). Senest i 2004.

Fra 1974 fik HIK udvidet fodboldpaletten med damefodbold – startede i Københavns fineste række, der dengang hed DameSerie 1. Debutåret indbragte os en placering som nr. 8 ud af de 11 deltagere. Men også damerne ville og skulle opleve at rykke op. Efter 1980-sæsonen – vores 7. sæson med damer – rykkede vi op i DBUs Danmarksserie for Damer efter at være sluttet 1 point efter Rødovres 2. hold i KBUs DameSerie 1. I stedet overtog vores Dame 2 pladsen i KBUs Serie 1 i 1981. Det var ikke vellykket. Hverken toppen eller bredden havde vi til den slags udskejelser. Vores Dame 1 røg ud med det samme fra Danmarksserien og Dame 2 sluttede sidst helt uden point og med målscoren 9-106 i KBUs DameSerie 1. Vi skulle lige sunde os før vi atter stak støvlesnuderne frem – rykkede igen op i DBUs rækker efter 1983-sæsonen. Atter blev det kun til en sæson. Kan man ikke spille sig op – ja, så må man bruge andre metoder. Det gjorde HIK så ved at danne holdkollektiv med Skjold, B 93 og en nydannet særlig kvindefodboldklub Ryparken. Så var vi via en underskrift helt fremme i Kvindernes Superliga for nu 5 år siden – men hvad hurtigt kan skrives under, det kan hurtigt fordufte i konkurs og tvangsnedrykning/opløsning. Det måtte også vi sande. I dag er vore kvinder placeret som alene-HIK med et enkelt 7M-spillende hold på laveste niveau, 7M Kvinde Række 2.    

12. juni 1949 kunne Hvidovre IF spille sig op i Danmarksturneringen for første gang. Den altafgørende kamp skulle spilles på udebane i Slagelse. En pæn portion Hvidovre-tilhængere mødte frem for at støtte holdet. Blandt dem Johannes Nielsen og en ven. Ankommet til Slagelse sætter de sig ind i Banegårdsrestaurationen for at nyde de medbragte ”klemmer”. Lige overfor sidder et par ”bumser” og får deres ”kop” formiddags-øl. Bumserne var nysgerrige – ville gerne i kontakt med de to sidst ankomne. De får lokket ud af Johannes, at de skulle ud at se fodbold i byen og var fra den gæstende klub, Hvidovre. Den ene bums var smart – roste Hvidovre i høje vendinger. Han ville give sin sidste 5-øre – som han sandsynligvis ikke ejede – på, at Hvidovre ville vinde kampen 5-0. Johannes svarede beskedent, at de ville være tilfredse, bare gutterne vandt kampen. Bumsen gentog sin påstand om 5-0 sejren – men lod samtidig vide, at det kun kunne lade sig gøre, hvis ”de go’e herrer” gav ham og ”kammersjukken” hver en bajer. Johannes og ven turde ikke undslå sig for Hvidovres skyld – og de gæve ølkæmpere fik hver en daler til at kunne købe sig en bajer for. De 11 mand fra Hvidovre på banen var den dag ikke ene om at vinde og sikrede sig oprykningen. Kampen endte som spået 5-0 til Hvidovre.

Primitivt – ud over alle grænser. Høj som lav måtte hjælpe til, hvis der skulle blive en kamp ud af det. Var der en eller flere, der ville luske udenom – ja, så bad man dem om at forsvinde. Nok med lidt klarere sproglige vendinger. En af Danmarks fodboldikoner Sophus ”Krølben” Nielsen – ham med de 10 mål i en og samme landskamp, – har berettet, hvordan det var at spille kamp i KBUs bedste række i de første år. Sophus spillede for Frem for mere end 100 år siden : ”Alle spillerne mødte et par timer før den fastsatte kamptid i den lejlighed, som vi havde lejet og som tjente som både opholdsrum og omklædningsrum. Vi skulle selv kridte bane og sætte snore op rundt om hele banen. Endvidere skulle vi rejse målene – først skulle der dog graves huller til målstolperne. Det forarbejde op til en kamp var i høj grad med til at styrke kammeratskabet og sammenholdet. Alle spyttede i næverne og tog fat – og med glæde.” Der gælder lidt andre toner i dag – banen, målene, nettene i målene, opmærkning er der sørget for, spilletøjet lagt frem, fortæring op til kampen serveres; skal man på udebane bliver man fragtet frem og tilbage. Som spiller skal man nu nærmest ikke selv røre en finger.

Fødselarerne :
29. december : William Revsbech (13) – Albert Ahrenkiel (13) – Marcus Dyhr Meister (17)
1. januar : Adam Winther (12) – Julius Beck (23) – Morten Carlsson (29)
2. januar : Christina Wex (7M Kvinde-hold)
3. januar : Laura Scheur (16) – Sayfedine Hassouni (13) – Ludvig Bendixen (15) – Wandifa Danpha (18)