Fodbold, Forside

Vejrguderne har den seneste uge spillet HIK et puds i form af store snemængder i den forgangne uge. For 30 år siden var vejrguderne også efter HIKs hold, da 3. senior var på træningslejr på Orø. Få den historie og meget mere i denne uges udgave af Flaskepost fra P. God fornøjelse!

Artikelfoto: HIKs 1. hold for 90 år siden. De 2 spillere på Københavns Sylow-byhold står yderst på hver sin fløj – Einar til venstre, Eivind til højre. De var også fløje på holdet. (Foto: HIK)

FC København – nærmest enerådende som landets bedste. Back to nature – for København var fra fodboldens vugge i Danmark og mange år frem total enerådende. Vi skal til 1918 før DBUs formand foreslår en turnering mellem udvalgte hold fra de forskellige Lokalunioner. Man havde siden 1913 spillet om det danske klubmesterskab – en Cup-turnering med den særlige finesse, at KBUs mesterhold på forhånd var selvskreven til den ene finaleplads (og hvert år endte som vinder). Samme model skulle gælde for Unionsholds-turnering. Men man anså KBUs byhold som værende så stærkt, at turneringen reelt ingen sportslig værdi ville have, hvis KBU stillede op med det. Så man beslutter at forbyde KBU at benytte sine landsholdspillere i turneringen. På det tidspunkt var landsholdet identisk med Københavns (KBUs) byhold. Man ville opkalde turneringen efter DBUs afgåede formand – Postkontrollør Ludwig Sylow – og han sagde ja til at turneringen måtte bære hans navn.

Provinsens hold – især det jyske – var trods alt stærkere end først antaget. Københavns hold bestående af de næstbedste spillere taber i 1920 til Jylland. Det fik København til at forlange at forbuddet mod at benytte landsholdsspillere skulle fjernes. Det havde de andre lokalunioner ikke det mindste imod – de ville hellere end gerne have den ære at møde København i stærkeste opstilling. Men sådan skulle det nu alligevel ikke blive – for nok var forbudsreglen fjernet, men Sylow-finalen blev spillet præcis samme dag, som Danmark mødte Sverige i landskamp i Stockholm. Og så var man jo egentlig lige vidt. Senere spillede man Sylow-finalen samme dag som den københavnske pokalfinale, og så kunne spillerne fra i hvert fald de to klubber jo ikke være med. I 1926 deltager KBU så med to hold – sine næstbedste i skikkelse af spillere fra næstbedste KBU-række i de indledende kampe og så med lovning om at stille med sit stærkeste hold i finalen. 1928 nedlægges Sylow-turneringen og fremover spiller København kampe med byholdet – de stærkeste spillere. To HIKere når at komme med på Københavns Sylow-hold – Einar Nilsson i 1924 og Eivind Andersen året efter. Begge var angribere.

For præcis 5 år og 1 måned siden stiftes FC Newborn. En stor del af den nystiftede klub stammede fra Nakskov på Lolland, så Newborn 1 blev sat sammen af spillere fra Nakskov, venner fra musikbranchen, tidligere roommates, kolleger fra Falck, studiekammerater osv. Der blev også plads til et Newborn 2 – primært bornholmere. Det var ideen, at spilletrøjen skulle være rocket, så den adskilte sig fra “almindelige” fodboldtrøjer. Desværre var der store problemer med at få fremstillet de ønskede trøjer, så det endte med en mere traditionel sort trøje. Klubben findes endnu 5 år efter – spiller 7mands med sit enlige herrehold.

HIK ansatte Knud William Hannibal Petersen som træner for sine 2 bedste seniorhold – divisionsholdet i landets 3. bedste række, 3. division, og 2. senior i Københavnsserie – i sæsonen 1960. Den nyansatte træner var 36 år og havde haft sin aktive karriere som forsvarsspiller i B 93 med 160 divisionskampe over 13 sæsoner. Yderst alsidig – han havde optrådt på samtlige 11 pladser på 1. holdet. Knud Petersen var ansat indenfor Københavns Belysningsvæsen, hvor han tog rundt til beboerne på Østerbro og aflæste deres gasmålere. Det gav ham øgenavnet ’”gasmanden”. Det lykkedes ham at skaffe HIK oprykning allerede i første sæson til 2. division, mens 2. senior blev en uhjælpelig nr. sidst. Han fortsatte endnu 2 år på posten i HIK – og fik såmænd træner-come back i HIK i 1965. Hvad giver man ”gasmanden” i afskedsgave, da han stopper i første omgang – en gaslighter. Det lykkedes Knud Petersen at være træner for fem forskellige klubber, der alle sikrede sig oprykning – HIK altså i 1960. Oprykningerne fejrede han med store cigarer – jo større jo bedre. Så var det godt at han havde sin HIK-gaslighter. Hans største triumf var, da han fører Kastrup helt op i landets bedste række, 1. division, i 1975.   

Alexandervej er anlagt i 1912 og støder ud til Maglemosevej skråt over for vores bane 1. En ret lille sidevej opkaldt efter en meget høj og brølestærk russisk zar Alexander III, der var gift med Christian 9´s datter Dagmar. Zaren kunne finde på at optræde med at bøje bestikket, der var dækket op med, og arrangere vandkampe og anden spas med de yngste kongelige, når han var en kær sommergæst på Bernstorff og Fredensborg hos svigerforældrene – det danske kongepar; men han har næppe betrådt Alexandersvejs forgænger, der var en mindre privat fællesvej. Og som traditionen byder fik vejen først hans navn nogle år efter hans død.


Den russiske zar, Alexander III.

I 1912 greb 5 unge chancen og stiftede Frederiksberg Boldklub. Valdemar – en af de 5 – gik straks i gang med at cykle rundt på Frederiksberg for at finde talenter til holdet. En måned senere har man samlet 11 spillere – voksne og drenge – og kunne 2. november spille sin første kamp mod Fremad Valby. Gæsterne vandt 11-0. I 1914 etablerer og indretter FB med hjælp fra Bryggeriet Hafnia sit første klubhus ved at købe Restaurationspavillonen fra “Københavns Stadion” og placere den ved banen ved Rehbergs Fælled (i dag Lindevangsparken). I 1917 fejrer FB 5 års-jubilæum på Cafe Dronning Olga på Falkoner Alle – deltagelse koster 1 krone 75 øre og medlemmerne inviteres ”uden Damer”. 1920-sæsonen melder FB sig ind sammen med en række andre forstadsklubber i KBU. Førte KBU-kamp er på hjemmebanen på Finsensvej, hvor FB besejrer Svea med 12-0. Tiderne havde vendt sig på de 5 år – fra 0-11 til 12-0. Under besættelsen arrangerer FB sportsstævner på Frederiksberg Stadion med fodbold, cykleløb, brydning, skyggebrydning, cyklebold, boksning og gymnastik. Man rykker flere gange et lille stykke til et nyt baneanlæg før man i klubbens 50. jubilæumsår 1962 rykker ind på Jens Jessensvej, hvor man holder til i dag – nu i mere end 50 år. I 1988 ansøger FB Frederiksberg Kommune om lov til at bygge eget klubhus i hjørnet ved bane 1 – står endnu.

Kvindefodbold kommer i fokus i FB 1995, da idrætslederen Ove Bjørn Kraft – det var ham, der stod bag at få Wilson Kipketer til Danmark – kaster sin interesse over kvindefodbold og vil skabe et københavnsk elitehold med afsæt i netop FB. FBs formand er med på ideen – FBs kvindehold er netop rykket op i 1. division. Det får dog en lidt kedelig oplevelse undervejs – det viser sig, at man har benyttet spillere, der ikke havde godkendte kontrakter. Sportslig går det næsten helt til tops – 2 gange når man Pokalfinalen, men taber. Så brister boblen – men allerede i 2002 forsøger man igen nu i kompagniskab med Vanløse som FV København. Også her må man to år senere smide håndklædet i ringen, opsige samarbejdet og får en bøde for at trække holdet ud af Kvinde-elitedivisionen i utide. I 2017 er FB i Københavnsserien med sit bedste herrehold – har derudover 19 andre 11mands-spillende seniorhold !! – mens kvinderne er en tak længere fremme i Kvinde Øst.

HIK-bladet – det havde vi nemlig dengang – kunne for 30 år siden berette om en tilfangetagelse. HIKs 3. senior var taget på træningslejr på Orø i 1½ dag. Efter morgenmad, træningssamling og frokost på 2. dagen er holdet parat til at tage hjem – og hvad er så sket ? Holdet er blevet vejrgudernes gidsler – en kraftig storm har samlet hele Isefjordens drivis lige i sejlrenden. Ingen sejlads i dag – holdet er fanget på øen – uden mulighed for som svenskerne gjorde i 1600-tallet at gå over isen. Vilde planer om helikopterevakuering opgives – for har vi virkelig så travlt med at vende tilbage til hverdagen og dens ensformighed ? Bladet kunne afsluttende meddele, at vi blev sluppet fri efter at være tilbageholdt 1 dag.

Ugens kamp er eneste tællende lokalopgør – U13 drenge 04 hold 2 mod B 1903 på deres bane – endte 2-2.

Fødselarerne :
3. marts : Alexander Kjærgaard (11 drenge 3, 11) – Louis Hueg (14 drenge 2, 14) – Philip Thomsen (Old Boy, 43)
4. marts : Augusta Estrup (12 piger 1, 12) – William Eriksson (14 drenge Øst, 14) – Tobias Fuchs (15 drenge 4, 15)
5. marts : Laura Cunningham (13 piger 2, 13) – William Moe (12 drenge 5, 12) – Arthur Hueg (15 drenge 4, 14) – Brian Madsen (Veteran, 40) – Thejs Bukrinskij (Senior 5, 21)
6. marts : Lukas Månsson (14 drenge 4, 14) – Julius Bernt Hansson ( 15 drenge 2, 15)
7. marts : Oscar Grøn (15 drenge 2, 15) – Allan Poulsen (Old Boy, 42)
8. marts : Jacob Scheel (13 drenge Øst, 13)

Facebook