Fodbold, Forside

HIK var i lørdags en tur i Aalborg, hvor modstanderen hed Vejgaard.

En vigtig kamp om point, i 2. Divisions kvalifikationsspil.

Svære arbejdsbetingelser

Kampen blev spillet på en åben bane med en massiv vind, hvilket betød svære betingelser for at spille flot fodbold.

Kampen var da også præget af lange bolde, og efter syv minutter får værterne gevinst. En høj bold op imod HIK feltet, som ikke bliver afvist, og så dukker en umarkeret Mads Steffens op på bagerste stolpe og kan nemt sparke hjemmeholdet i front. 1-0 til Vejgaard.

Resten af halvlegen forløber uden de helt store chancer og højdepunkter, og holdene går til pause med stillingen 1-0.

God start på anden halvleg

Efter en snak i pausen kommer HIK ud med mere power til anden halvleg, og efter små ti minutter giver det pote. HIK får sat et flot angreb op, og efter lidt bandespil i højre side chipper Martin Andersen bolden om bagerst i feltet, hvor Gustav Therkildsen kommer løbende og brager bolden i netmaskerne. 54 minutter spillet og 1-1.

HIK fortsætter og får lagt et lille tryk, men uden at komme frem til de helt store chancer.

69 minutter spillet og Vejgaard driver bolden frem. Efter en tackling omkring HIKs felt bliver der givet straffe, selvom det er tvivlsomt om forseelsen egentlig blev begået inde i feltet, og ikke udenfor. Men straffesparket er blevet tildelt og det eksekverer nordjydernes Martin Pedersen til mål. 2-1 hjemmeholdet.

5 minutter senere er Vejgaard så på spil igen. Endnu en lang bold bliver savet op i gæsternes felt, og om det er vinden der snyder HIK defensiven eller ej skal være usagt. Hvorom alting er, ryger bolden længere end forventet og bliver dermed ikke clearet ordentlig. Bolden dumper ned for fødderne af hjemmeholdets Martin Sloth-Kristensen, som øger forspringet yderligere. 3-1 til Vejgaard.

Meget mere skete der ikke og Vejgaard vinder kampen og dermed de tre point.

Peter Feher udtaler

Med mødetid kl 6.30 var det så en morgenfrisk trup der var mødt op?

Helt bestemt. Det er en del af gamet, og ofte starter forberedelsen allerede dagen inden, ved at få sat sig selv op, og gå ordentlig tid i seng osv.

Hvordan syntes du spillernes indstilling var til kampen mod Vejgaard?

Jeg syntes indstillingen var rigtig god. Det var en kamp under svære betingelser, pga. bane og kraftig vind, som gjorde det svært at spille bold og kommunikere. Men vi var der mentalt fra start, og kommer godt ind til kampen.

Efter udligningen, kort efter pausen, er vi ovenpå, hvor jeg syntes vi får lagt et fint tryk, og har et par halve chancer. Vi stod og overvejede at få Carl Lange ind, som kunne bringe lidt speed, men Vejgaard scorer to hurtige mål, hvilket var lidt af en mavepuster.

Hvordan syntes du kampens resultat afspejler selve kampbilledet?

Det er rimelig realistisk. Vi er desværre ved at være verdensmestre i at give mål væk. Jeg går ikke så meget op i hvad der er fair eller ikke fair.

Spillet har flere gange været fint, og i har haft nogle gode chancer, er det den sidste skarphed i begge felter der mangler?

Det er især i vores eget felt. Det er desværre det der gør vi kommer bagud. Vi skal være skarpere, men især i eget felt.

Hvad er det vigtigste i forberedelserne til kampen hjemme på torsdag?

Det vigtigste er at holde is i maven. Der bliver trænet og arbejdet rigtig godt. Det vigtigste er vi ikke mister pusten. Heldigvis kan vi allerede på torsdag revanchere os selv.

Vi er stadig over stregen og holdene slår hinanden på kryds og tværs. Vi har ikke mistet troen på os selv, og spillernes vilje og indstilling er stadig utrolig god.

Facebook