Fodbold, Forside

Det blev en fremragende weekend for HIK’s ældste talenthold- og ikke mindst 1. senior, der hentede sæsonens blot anden sejr, efter et fornemt comeback i 2. halvleg.

Symptomatisk for sæsonen

HIK har bestemt ikke gjort livet let for sig selv i de første af kampene i 2. division pulje 1. I hele 5 ud af 6 kampe inden lørdagens opgør, er HIK kommet bagud. Det blev til 6 ud af 7, da Patrick Naundrup efter blot 8 min. straffede en kikset offside fælde i HIK’s forsvar. 1-0 til hjemmeholdet, og endnu et bjerg at bestige.

Herefter fik HIK dog bedre fat, og fik spillet sig frem til et par fine muligheder i 1. halvleg, hvor især tilbagevendte Lucas Haren var særdeles livlig fra sin højre kant. Martin Fisch var tættest på at bringe balance i regnskabet, da han kort inden pausen headede bolden på den ene opstander.

Indskifternes comeback

I kampene mod Hvidovre- og især i hjemmekampen mod Frem, fik HIK iværksat et spillemæssigt overtag efter at være kommet bagud, dog uden at profitere af det på pointkontoen.

Det skulle heldigvis vise sig at gå anderledes på Tingbjerg Ground lørdag. Det var egentlig ikke fordi HIK skabte de store chancer i løbet af 2. halvleg, men man sad alligevel med en fornemmelse af, at HIK havde mulighed for at spille sig tilbage i opgøret.

Det kom de efter 80 minutters spil. I en vanvittig trippelchance situation, fik indskiftede Mathias Andersen til sidst bolden over stregen til den forløsende udligning- og det gav HIK’erne vinger. Kort efter blev en anden indskifter, Sebastian Lau Nielsen, spillet bag Brønshøjs bagkæde. Han tog et træk uden om hjemmeholdets keeper, som nedlagde den energiske angriber. Dommeren pegede resolut på pletten, og den tredje indskifter, Alexander Green, scorede lige så resolut fra 11 meter.

Forløsende sejr, der bringer HIK op på 6 point- samme pointantal som Brønshøj- og blot tre point fra B93 på den sidste plads til oprykningsspillet.

HIK’s opstilling:

Martin Jakobsen- Andreas Ravn Nielsen, Ahmed Iljazovski, Martin Fisch, Stelian Trasborg- Lucas Haren (60. Mathias Andersen), Thomas Ibsen, Sebastian Jensen (74. Alexander Green), Patrick Timo Jørgensen (60. Sebastian Lau Nielsen) (C), Mathias Olsen- Andreas Smed.

Kampfakta: 

8 min. 1-0: Patrick Naundrup

80 min. 1-1: Mathias Andersen

84 min. 1-2: Alexander Green

430 tilskuere på Tingbjerg Ground

Dobbeltsejr over Næsby

Inden 1. senior sikrede sig den vigtige sejr i Brønshøj, havde også HIK U19 været i aktion hjemme på Maglen. Det var en 1. halvleg, hvor U19 var særdeles effektive. Carl Lange bragte HIK i spidsen efter blot 8 min. og Mads Petersson udbyggede efter 25. Herefter kom gæsterne bedre med i opgøret, men alligevel var det HIK, der ved Malick Rasmussen, fik scoret til 3-0 inden pausen.

Næsby udlignede i starten af 2. halvleg, men fik ikke sat comebacket ind. I stedet lukkede Julius Ellegaard kampen i overtiden. 4-1 til HIK, hvilket bringer holdet forbi Næsby i stillingen.

U17, der er kommet helt og aldeles forrygende fra land i HIK’s første år i U17 Divisionen, mødte også Næsby hjemme på Maglen. Det blev en dramatisk affære, hvor HIK kom bagud efter kun 3 min. Efter 55 min. udlignede topscorer, Jakob Thorup. Klaus Lange blev sendt tidligt i bad efter 74 min. Alligevel scorede Martin Bisgaard i dommerens tillægstid til slutresultatet 2-1.

Det bringer HIK U17 helt op på rækkens 2. plads inden topopgøret mod Haderslev på hjemmebane næste lørdag.

U15 tabte 1-3 til FC Nordsjælland, U14 tabte 0-2 hos AB, mens U13 hentede en flot 2-0 sejr hos Hvidovre.

Artikelfoto: Erik Larsen. 

Øvrige resultater fra HIK’s kampe i sidste uge: hik-resultater-uge-37

Facebook