Fodbold, Forside, Generelt

HIK fik en lærestreg lørdag mod B93. Fra start til slut var rivalerne fra Østerbro mere aggressive og hurtigere på bolden end HIK’erne. B93 havde i 1. halvleg held med at spille lange bolde i dybden og HIK var ikke dygtige nok til at samle de såkaldte 2. bolde op foran eget forsvar. Det gav B93 initiativet og kontrollen, og allerede efter 12 minutter var HIK bagud efter et hjørnespark. 2-0 målet kom 9 minutter senere efter et målmandskiks.

Det offensive og pågående spil fra sidste uges sejr over Hillerød blev aldrig taget i brug og HIK måtte midt i 2. halvleg kapitulere, da B93 udnyttede en forsvarsfejl tæt under mål.

Det var ganske enkelt en off day hos det normalt så optimistisk spillende HIK mandskab, der måtte erkende, at B93 sejren ikke var et mål for lille.

Det eneste positive ved nederlaget var, at det er et wake up call for alle. Det kræver utrolig hårdt arbejde og en stor portion løbearbejde at hive pointene hjem i den tætte 2. Division, hvor 7 klubber kæmper om de tre overskydende pladser til Oprykningsspillet. Middelfart, AB og Brønshøj er allerede stukket af. Men HIK, Vanløse, Frem, Hillerød, HIK, Slagelse, B93 og Avarta kommer til at kæmpe om det i de tre kommende runder.

HIK skal til Slagelse i næste runde, hvorefter kampe mod Marienlyst (ude) og Middelfart hjemme vil vise om holdet skal kæmpe om op- eller nedrykning i resten af foråret.

Der var debut til forsvarsspilleren Lasse Madsen, der kom på banen, da der manglede 27 minutter. Han kunne absolut være sin indsats bekendt og er en spiller, som vi kommer til at se meget mere til i Gentofte Sportspark.

Foto: B93.