Fodbold, Forside

Der skulle ét point til i sæsonens sidste kamp på Gentofte Stadion mod FC Svendborg, for at 1. senior kunne være sikre på at forlænge tilværelsen i divisionerne. Med 2-2 lykkedes den mission.

SE MÅL OG HIGHLIGHTS HER: HIK-FC SVENDBORG

Tvekamp mod Holbæk

Inden sidste runde var det kun Holbæk, der kunne nå at overhale HIK. De skulle vinde ganske klart over Vejgaard, og krydse fingre for at FC Svendborg kunne tage alle tre point på Gentofte Stadion.

Holbæk gjorde dog den mission yderst vanskelig for sig selv, da de var bagud 0-1 ved pausen.

Det handlede således relativt hurtigt om, hvorvidt HIK kunne gå på sommerferie med hjemmebanestimen i behold. Inden lørdagens dyst var det blevet til sejre i de fire foregående hjemmekampe.


Alvor og optimisme forud for skæbnekampen. 

Lange på repeat

Sidste uge skrev HIKs unge guldfugl, Carl Lange under på en kontrakt for 2017/2018 sæsonen. Han skulle kun bruge små 10 min. til at bevise, at det kan blive et særdeles interessant samarbejde. 18-årige Lange modtog bolden i venstre side hvorfra han- nærmest identisk med målet fra kampen mod VSK Århus- tog et par træk ind i banen og hamrede bolden ind langs opstanderen i modsatte side. 1-0 til HIK og endnu et forrygende mål af Carl Lange.


Carl Lange bliver fortjent fejret af holdkammeraterne efter sin 1-0 scoring. 

Jonathan Lålå Nielsen fik efter 35 min. en gylden mulighed, da han kom alene igennem med Mathias Glintborg. Desværre havnede afslutningen lige i handskerne på Svendborg-keeperen.

Fem minutter inden pauseteen begik Martin Andersen et lidt klodset straffespark tæt under mål. Sigurd Schøndorf udnyttede fra 11-meter pletten og derfor var det hele lige ved pausen.

Tak til Ray

I pausen fik HIK Fodbolds formand, Lone Falsig, lejlighed til at sige pænt farvel til Erik ”Ray” Larsen, der sammen med sin hustru Inge stopper som halinspektør og bestyrer af cafeteriaet i Maglegårdshallen 1. juli. Ray har desuden været en uundværlig støtte for 1. holdet gennem mange år, hvor han har taget sig af en masse praktiske ting. Hvis ikke du nåede at sige tak for denne gang til Ray, er der afskedsreception på onsdag d. 21. juni fra 15-19 i HIK Restaurant på Hartmannsvej 37.

Remis var rigeligt

Anden halvleg kom til at ligne første. Efter 52 min. spil slap Jonathan Lålå Nielsen igennem til en 1v1 situation i FC Svendborgs forsvar. Med en fiks dribling uden om stopperen, og en endnu mere fiks detalje med et fodrul uden om Mathias Glintborg, kunne den stærke angriber sikkert sætte sit fjerde mål i forårssæsonen ind på kontoen.


Flotte detaljer fra Jonathan Lålå Nielsen inden scoringen til 2-1. 

Carl Lange fik en fin hovedstødsmulighed efter en time og igen efter 82 min. men det blev ved det ene mål fra den nyslåede kontraktspiller.

I stedet slap Sigurd Schøndorf efter 86 min. spil igennem i HIK-feltet. Målscoreren fra 1. halvleg hamrede kuglen op i nettaget, uden chance for Esben Madsen.

2-2 viste sig dog at være rigeligt, da Holbæk ikke formåede at vende kampen i Nordjylland. Dermed kunne HIK-spillerne puste ud, og glæde sig over at det lykkedes at tilspille sig endnu en sæson i 2. division.

Fotos: Tom Lange.