Fodbold, Forside

Carl Lange og HIK har indgået en aftale gældende for sæsonen 2017/2018. Carl har spillet en stor rolle i forårets Kvalifikationsspil, hvor han har bidraget med to mål og flere gode præstationer.


Foto: SayOrange

Interesse fra andre klubber

Den 18-årige kantspillers præstationer er da heller ikke gået ubemærket hen. Flere klubber fra højere niveau har vist interesse for Lange, der har fået sin fodboldopdragelse i HIK, kun afbrudt af en kort afstikker til F.C. København. Det glæder derfor HIKs talentchef Per Frimann, at det lykkedes at holde på den unge guldfugl:

”Carls udvikling har været eksplosiv, og han har virkelig slået igennem på eliteniveau. Det glæder os meget, at vi er lykkedes med at få en spiller igennem, som er vokset op i HIK. Vores spil i HIK lægger op til at vi kan have typer som Carl, der er god 1v1, har god fart mv. Jeg ved, vi har en trænerstab, der glæder sig til at arbejde videre med ham og holdet i den kommende sæson”.


Carl Lange var her, der og alle vegne mod VSK Århus på Maglen. 

Carls langskudsmål mod VSK Århus og det fremragende solomål, der satte HIK i gang mod Vejgaard trods undertal, står som de store milepæle i en flot halvsæson.

Du kan se målene her: HIK-VSK Århus – HIK-Vejgaard

Carl skal, sammen med resten af HIK-mandskabet, forsøge at sikre en ny sæson i 2. division, når FC Svendborg gæster Gentofte Stadion lørdag kl 15.