Forside, Tennis

HIK vandt sølv i overraskende finale

Det blev ikke favoritholdene fra Gentofte og KB som skulle kæmpe om titlen som dansk holdmester indendørs 2017. Det sørgede henholdsvis Skovbakken og HIK for, da begge hold vandt lørdagens semifinaler med 4-1. De to hold leverede en særdeles spændende og velspillet finale, som gav det talstærke publikum meget at klappe af.

Førstesinglen blev udkæmpet mellem de to Davis Cup spillere, Skovbakkens Søren Hess-Olesen og HIKs Thomas Kromann, som begge havde vist stærkt spil i semifinalerne. Skovbakken vandt med 6-4 og 6-2.

Andensinglen stod mellem Anders Grinderslev fra Skovbakken og HIKs Christoffer Kønigsfeldt, og det blev et brag af en match. Anders spillede på et utroligt niveau i første sæt, men kunne ikke holde niveauet i andet, og med sin insisterende spillestil fik Christoffer støt og roligt ædt sig tilbage i kampen og afgjorde kampen i en flot tiebreak og vandt med cifrene 6-1, 6-4 og 10-6.

Tredjesinglen var mellem Skovbakkens 18-årige Patrick Kristensen mod HIKs Alexander Kønigsfeldt og blev vundet af Patrick med cifrene 6-3, 6-3.

Fjerdesinglen var mellem Skovbakkens Jeppe Frantzen og HIKs Rasmus Møller og blev vundet i en medrivende tiebreak af Rasmus med 10-6.

Førstedoublen stod mellem Søren/Patrick og Thomas/Rasmus, som blev vundet af Skovbakken 6-4, 6-4.

Andendoublen var mellem Jeppe/Anders og brødrene Kønigsfeldt. De leverede alle fire et flot, dramatisk og spændende spil, så publikum jublede på skift. Århus-parret vandt med mindst mulig margin, nemlig 10-8.

Skovbakken vandt dermed holdkampen 4-2 og deres første holdmesterskab i klubbens historie. HIK fik sølv og bronzemedaljerne blev vundet af KB, som slog Gentofte med 4-2.

 

logoTENNIS