Fodbold, Forside

HIK byder lørdag Dalum IF, der ligesom HIK har placeret sig i midten af 2. Divisionens pulje 2, velkommen på Gentofte Stadion. Kampstart kl. 13.00. 

Kontakt med oprykningsspillet
Det er som nævnt, to midterhold der tørner sammen, som lige akkurat har lagt sig på den forkerte side af pladserne, der giver adgang til oprykningsspillet i foråret. Derfor er det to opsatte mandskaber der mødes, hvor en sejr er en nødvendighed for at holde fast i den øverste halvdel af tabellen, der som bekendt er adgangsgivende til det vigtige oprykningsspil i forårssæsonen.

På trods af de beskedne placeringer for de to hold, er formkurven ikke helt uden pointhøst. Begge hold har indsamlet størstedelen af deres point gennem den foreløbige anden halvdel af efterårssæsonen, hvorfor der tegner sig et billede af to mandskaber, der virker til og tage tilløb til en slutspurt, når vi med hastige skridt nærmer os den afsluttende fase af gruppespillet.


Lålå og Lange kan være de to, der skal sikre HIK point lørdag.  

Oprejsning og opfølgning
Begge mandskaber havde i den seneste runde en kort udebanetur på programmet, udfaldet kan dog ikke sammenlignes. Hvor HIK syd for København måtte se sig slået 4-2 i et regnfuldt opgør mod det daværende bundhold, Greve, havde Dalum anderledes held på udebane. Den korte tur tværs gennem Odense kastede nemlig en 2-0 sejr af sig, mod det detroniserede tophold, Marienlyst, som HIK besejrede runden forinden.

Derved skal HIK tilbage på sporet og hente en sejr på Gentofte Stadion, mens gæsterne forventeligt vil udnytte det momentum, der udspringer af den sikre sejr de tog i seneste runde.

Opgøret kan som altid streames LIVE fra HIKs kanal her: HIK-Dalum IF

Fuldt program for talentholdene
Ligesom 1. Senior, søger U19 og U17 ligeledes oprejsning, da det i sidste weekend blev til nederlag for begge i Viborg. Traditionen tro, er der dobbeltopgør når Thisted kommer på besøg, henholdsvis på Maglegårdsanlægget og kunstbanen ved siden af Gentofte Stadion, begge opgør med start samtidig med 1. Senior af hensyn til den lange busrejse for Thisted.

Begge kampe vil der være liveupdates fra, på HIK Fodbolds Facebook-side: HIK Fodbold

Søndag er der et regulært lokalbrag på programmet, når U15 møder B1903 kl. 11.30.

Hos pigerne møder U14 i Øst-rækken Allerød på udebane lørdag, mens U13 tager imod BSF kl. 11.00 søndag i HIK.