Fodbold, Forside

Efter at have været en tur i Aalborg er det igen tid for HIK til at spille på Gentofte Stadion.

Næsby gæster i morgen kl 15:00, HIK og Gentofte Stadion, i en vigtig kamp om point i 2. Divisions kvalifikationsspil, hvor der udover fodbolden også vil være påskejagt på stadion.

En sulten modstander

Næsby kommer til Gentofte Stadion med 0 point i deres seneste to kampe, hvor de har lukket 6 mål ind, efter at have tabt 3-1 til VSK Aarhus og 3-0 til Jammerbugt, og vil derfor være ivrige efter at komme tilbage på sporet igen.

Men det er ikke kun Næsby der har brug for lidt medgang. HIK har haft et par uheldige resultater og har dermed også brug for at få de vigtige point på kontoen. HIK har indtil videre scoret i samtlige af deres kampe, men har desværre også lukket mål ind.

Trænere og spillere tror på det

Det er især vigtigt for HIK at holde hovedet højt og ikke miste modet. Træner Peter Feher fortæller da også at spillertruppen viser god gejst, og stadig arbejder stenhårdt, samtidig med at alle spillere står sammen og stadig har massere tro på tingene og hinanden.

Spillet har flere gange været fint, og i har haft nogle gode chancer, er det den sidste skarphed i begge felter der mangler?

”Det er især i vores eget felt. Det er desværre det der gør vi kommer bagud. Vi skal være skarpere, men især i eget felt.”

Hvad er det vigtigste i forberedelserne til kampen hjemme på torsdag?

”Det vigtigste er at holde is i maven. Der bliver trænet og arbejdet rigtig godt. Det vigtigste er vi ikke mister pusten. Heldigvis kan vi allerede på torsdag revanchere os selv.

Vi er stadig over stregen og holdene slår hinanden på kryds og tværs. Vi har ikke mistet troen på os selv, og spillernes vilje og indstilling er stadig rigtig god.”

Kampen spilles i morgen skærtorsdag, kl 15:00, på Gentofte Stadion, hvor der også vil være gemt påskeæg, så børnene kan gå på jagt.

Facebook