Forside, Generelt, Tennis

Der var masser af medaljer til HIK Tennis’ mange unge talenter, da der i midten af juli blev afholdt UM-finaler i Hillerød.

 

Af: Arnela Muminovic

HIK’s store talent Hannah Viller Møller repræsenterede klubben på fornemmeste vis ved seniorernes DM Udendørs i den første weekend i juli, da hun vandt danmarksmesterskabet overlegent i finalen.

Ugen efter var turen så kommet til klubbens endnu yngre talenter, da ungdomsfinalerne blev afholdt i Hillerød.

Og det blev en turnering, hvor HIK-talenterne hamstrede flere medaljer til sig.

Seks af guld, seks af sølv og fem af bronze.

Her har vi samlet oversigten over finalerne, hvor HIK-talenterne deltog i.

Flere guldmedaljer til HIK

I U18-rækken i single og double var Martha-Elisa Stemann i hopla med flere sejre. I første omgang vandt hun single-finalen mod Hillerøds Camilla Flintholm Jensen med de overbevisende cifre 6-0, 6-2.

Og derefter triumferede hun også i U18-pigedouble sammen med Lyngbys Anna Aagaard Nielsen. Der skulle dog en del dramatik til, før sejren kom i hus. Modstanderne Isa Hasselbalch (HRT) og Camille Ramm-Larsen nåede at have matchbold i tredje sæts matchtiebreak, men det endte alligevel med en sejr til HIK’eren og hendes makker med cifrene 6-2, 4-6, 10-8.

Cornelius Shalmi sørgede også for to gange guld til HIK.

Først i drenge-doublen, hvor Shalmi sejrede med makker Christopher Gaarde fra Hørsholm i to sæt.

Og siden her også i U14 mixdouble, da Shalmi sammen med klubkammerat Emilie Just-Bomholt vandt en tæt finale med 6-3, 3-6 og 10-7 mod Vilma Krebs Hyllested (HRT) og Kristian Kjellberg (Gentofte).

Sølv til HIK’ere

HIK-talenterne var også repræsenteret i U14-singlefinalerne. Men her måtte både Cornelius Shalmi og Emilie Just-Bomholt give fortabt.

I drengenes single-finale tabte Cornelius Shalmi i to sæt, og det gjorde Emilie Just-Bomholt også, da mesterskabet i stedet gik til B93 og Zoe Du Pasquier Jensen.

I U12 pige-double var HIK også repræsenteret ved Carli og Vigga Scheuer Moesgaard, men de to søstre måtte nøjes med en sølvmedalje denne dag, som de tabte med cifrene 6-1, 6-1.

Derudover skal det også nævnes, at Valdemar Pape også nåede finalen i U16 drengesingle, men HIK-talentet måtte trække sig, da han dagen forinden havde fået en skade i double.

Du kan se alle resultaterne fra UM hos tennis.dk eller DTF.dk.