Forside, Generelt, Tennis

HIK’s tenniskomet er ovenud lykkelig efter han vandt sin første junior grand slam-turnering i weekenden.

Af: Arnela Muminovic

Dansk tennis kan i år bryste sig af have to tennistalenter, der har vundet en grand slam-turnering i juniorudgaven. I januar lykkedes det for den tidligere HIK-spiller Clara Tauson at vinde Australian Open – og i weekenden kunne Holger Rune løfte armene i vejret efter sin imponerende sejr på grusset i French Open.

Det store HIK-talent vandt finalen over Toby Alex Kodat i tre sæt med cifrene 6-3, 6-7, 6-0 – og nu kan Holger Rune altså kalde sig junior grand slam-vinder i en alder af blot 16 år.

  • Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg har drømt om at vinde en grand slam, siden jeg begyndte at spille tennis. Og nu er det sket. Det giver en vanvittig selvtillid.

 

  • Jeg har arbejdet hårdt for det, og især de seneste måneder har jeg været ekstra fokuseret – både fysisk og mentalt. Efter mine sejre i de to grade 1-turneringer har jeg virkelig også troet på, at jeg kunne komme langt i French Open og vinde det, siger Holger Rune.

I selve finalen mod amerikanske Toby Alex Kodat kom den unge dansker flyvende fra start, hvor han vandt første sæt med 6-3. I andet sæt fik han mulighed for at lukke kampen med to matchbolde – men det glippede han.

  • Jeg blev passiv, og lod ham styre spillet. Han var god til at udnytte det og tage andet sæt i tiebreak. Herefter var der en regnpause, og den udnyttede jeg optimalt fysisk og mentalt, hvor jeg fik gennemgået min gameplan igen. Og det gik fornemt i det afgørende sæt, siger han.

Holger Rune har fejret sejren hele weekenden, og torsdag den 13. juni vil han også blive hyldet på HIK’s anlæg. Det er en begivenhed, som han glæder sig rigtig meget til, hvor han også kan se sine venner igen.

Men den unge tenniskomet er allerede så småt begyndt at se fremad mod næste mål, som er den næste grand slam-turnering, Wimbledon.

  • Det bliver faktisk første gang, at jeg prøver at spille på græs, og det er noget helt andet. Det bliver en spændende udfordring i forhold til, hvordan man skal bevæge sig på banen, men jeg glæder mig. Jeg er tilbage igen på banen, hvor jeg arbejder på de små detaljer og ser frem mod nye mål, siger Holger Rune.

Wimbledon for juniorerne bliver spillet fra den 6.-14. juli.

Men inden Holger Rune smutter mod England, skal han lige nå at fejres af HIK og alle tennisfans torsdag den 13. juni ved Restauranten ved Hartmannsvej 37. Det hele foregår fra klokken 17, og alle interesserede er velkomne til at give Holger Rune sin velfortjente hyldest.