Fodbold, Forside, Generelt

Vi har valgt at spille alle hjemmekampe fredag aften her i efteråret, fordi vi mener, at det bl.a. tilskuermæssigt var en succes sidste efterår.

Efter Corona-pausen indførte vi billetkøb hos Boldbillet.dk til kampene i Oprykningsspillet, hvilket i forbindelse forsamlingsregler og restriktioner var med til på forhånd at give os et overblik over, hvor mange vi lukkede ind i Gentofte Sportspark.

Det har vi valgt at fortsætte med i den nye sæson:

Billetter kan købes på Boldbillet.dk og de koster 60 kr. I år har vi lavet sæsonkort, der kan fås til 600 kr. samme sted.

KØB BILLET TIL HIK-AB TÅRNBY 

KØB SÆSONKORT 

Opstarten

HIK-mandskabets opstart har været rigtig god. Vi har søgt ikke at få for stor udskiftning, og der vil være mange gengangere fra holdet, der gjorde det så fint i Oprykningsspillet, hvor det blev til en 8. plads.

Det er blevet til knebne nederlag til Superliga holdet Lyngby (3-4) og til Helsingør fra 1. division (2-3) samt uafgjort 1-1 både mod FC Nordsjællands U19 og FC Nykøbing – nedrykkeren fra 1. Division.

Specielt kampen mod Lyngby viste, at holdet har udviklet sig, og at de unge spillere i truppen presser på for at få spilletid.

Oskar Høybye er som den eneste blevet hentet i Roskilde, og den tidligere Vanløse-spiller er et kreativt, teknisk supplement til en trup, der også har gjort til tre unge spillere fra vores egen ungdomsafdeling: Nikolaj Thomsen er en teknisk, løbestærk midtbanespiller, Yousef Salech er en stærk, pågående angriber og Elie Mavula en offensiv, hurtig venstre back. Tre talenter, som vi helt sikkert kommer til at høre mere til.

Ny struktur fra 2021

Det bliver en meget speciel og anderledes turnering i denne sæson.

Efter Corona-pausen blev der taget en beslutning om at ændre på strukturen i 2. Division fra sommeren 2021. Det betyder, at man i stedet for at have 24 hold i en Øst og Vest række, deler holdene i en “ny 1 division” med 12 hold og en “ny 2. division” med 12 hold. Over disse to rækker finder man så fortsat Nordic Bet Ligaen og Superligaen.

Det er altså en vanvittig spændende turnering, vi går i gang med. Konkurrencen bliver benhård, og vi vil naturligvis gøre alt for at komme i den nye 1 division, hvor der er større indtægter fra TV, sponsorer osv. Samtidig må vi erkende, at Øst-rækken i år bliver utrolig stærk – med blandt andre nedrykkerne fra FC Nykøbing, Næstved Boldklub og FC Roskilde – og at der er klubber, der er større favoritter til at rykke op, end vi er.

Til gengæld har vores hold spillet sammen under Kristoffer Wichmann’s ledelse i så lang tid nu, at det er så homogent og stærkt, at det kan konkurrere med de bedste i rækken.

Vel mødt i Gentofte Sportspark.

 

Med venlig hilsen

HIK