Fodbold, Forside, Generelt

HIK’s 1. senior kom med i Oprykningsspillet efter en vanvittig spændende afslutning på 22 runde i 2. division. Til det sidste af kampen mod Middelfart var det usikkert, om HIK var kommet med, fordi holdet tabte 1-0 – og derfor var afhængig af resultaterne i andre kampe.

Hjælp fra øvrige kampe

Da både Frem og Hillerød også tabte, var vejen banet til en plads i det eftertragtede Oprykningsspil – til kolossal glæde for alle i HIK. Skuffelsen over nederlaget til Middelfart bed dog hårdt på spillerne, fordi 1. halvleg havde været noget af den bedste fodbold, der er spillet i Gentofte Sportspark i flere år.

Det scorings-held, som HIK manglede mod Middelfart, havde vi så altså til gengæld i forhold til de andre resultater. Så stærke klubber som Slagelse, Frem og Hillerød røg i nedrykningsspillet, mens HIK sammen med AB, Brønshøj, Vanløse, B93 og Middelfart skal spille med holdene fra Pulje 1. Her møder vi gamle kendinge som Brabrand, Jammerbugt, Skive, Kolding, Aarhus Fremad og Ringkøbing, som vi har spillet imod flere gange i de senere år.

Tillykke til holdet og staben, der utrolig målbevidst har arbejdet for at nå det her mål. Da foråret startede, var HIK på en 8. plads med 4 point op til stregen. At nå målet med 4 sejre inden for 6 kampe er i sig selv en stor præstation, og belønningen for HIK’s spillere og tilhængere er en række spændende og tætte opgør med de bedste professionelle 2. divisionshold.

HIK starter oprykningsspillet på udebane mod Skive på mandag, 2. påskedag kl. 14 i Hancock Arena. Første hjemmekamp er mod Kolding IF lørdag d. 27. april kl. 13 på Gentofte Stadion.

SE STILLINGEN I OPRYKNINGSSPILLET 

SE HIK’S KAMPPROGRAM