Fodbold, Forside

Så blev det igen tid til turneringskamp for HIK efter en lang vinterpause.

Til første kamp i foråret bød HIK hjemme velkommen til en kamp mod Jammerbugt FC i 2. Division kvalifikationsspil.

Kampen var nærmest ikke startet før gæsterne havde bragt sig i front. Udeholdet gav bolden op, og i stedet for at aflevere tilbage i banen blev bolden ført frem, hvilket snød 3-4 af HIK spillerne. Bolden blev spillet ud i jydernes højre side, hvorefter et indlæg til bagerste område af feltet blev modtaget af en fremstormende Michael Nielsen, der tørt sparkede bolden over i det lange hjørne.
12 sekunder spillet og 0-1 til Jammerbugt.

Efter chokstarten fik HIK ligeså stille tilkæmpet sig spilovertaget, og Jammerbugt lignede et hold der bare lurede på kontramuligheder.

HIK fik dog ikke til spillet sig de helt store åbne chancer, men efter 18 minutter tog HIKs Lasse Pedersen sagen i egen hånd, og trykkede af fra 35 meter, med et fremragende spark udenfor rækkevidde for Jammerbugt keeper Anders Larsen. Desværre prallede bolden af på overliggeren, hvorefter Jonathan ”Lålå” Nielsen blev skubbet omkuld på returen, af Jammerbugts Ruben Winther, men ifølge dommeren ikke nok til et straffespark.

Resten af 1. halvleg forløb på nogenlunde samme vis, med en enkelt stor chance til Jonathan ”Lålå” Nielsen, som forsøgte sig med en flugter i feltet, der dog desværre sad lige på målmand Anders Larsen. En enkelt farlig omstilling blev det til for Jammerbugt, men et godt returløb af Mathias Mejer Knudsen sørgede for at en tværpasning igennem feltet ikke nåede frem til Jammerbugts Nicklas Sørensen.

Samme kampbillede startede 2. halvleg med HIK på bolden. HIK skiftede efter 63 minutters spil, en spiller af egen avl, Carl Lange ind hvilket skulle vise sig at være afgørende. Efter 67 minutter modtager Carl Lange bolden i venstre side og skærer på tværs i banen, hvorefter han ligger bolden til rette for debutanten, Martin Andersen, som iskoldt sparker bolden ind ved fjerneste stolpe, 1-1.
Målet kan findes i nedenstående link:
HIK-Jammerbugt FC

3 minutter senere havde HIK en god omstillingsmulighed, men Jonathan ”Lålå” Nielsen fik desværre ikke nok kraft på sin afslutning og Anders Larsen havde ikke de store problemer med at redde forsøget.

Kampen fortsatte uden de helt store chancer og endte derfor med 1-1.

Efter rundens resterende resultater skete der ikke det helt store i stillingen, og HIK ligger nr. 5 med 4 point ned til stregen.

Flot comeback af U17 i Jylland

U17 og U19 var en tur i Horsens, hvor U17 fik hentet 2-2 efter at have været bagud 2-0 med 13 minutter igen, så de stadig er ubesejrede i U17 Divisionen. U19 måtte desværre tage fra Horsens med et 4-2 nederlag, hvor det dog alligevel er værd at nævne et drømmemål af debutant Ruben Pedersen, som kan ses herunder.