Forside, Generelt, Tennis

Efter et succesfuldt 2019 er Holger Rune klar mod nye mål

HIK Tennis’ store talent ser frem til foråret, hvor det blandt andet står på udfordrende udenlandske seniorturneringer – og slutspillet i DH.

Af: Arnela Muminovic

2019 har været et fantastisk år for tennistalentet Holger Rune. Og det er faktisk en underdrivelse.

For smag lige på det her: Yngste danmarksmester som 15-årig, Danmarks yngste Davis Cup-spiller nogensinde, vinder af French Open for junior og titlen som verdens bedste juniorspiller.

De fleste ville måske bruge lidt tid på at sole sig i den enorme succes, som HIK-talentet har haft i det forgange år. Men ikke Holger Rune. Selvom han naturligvis er stolt over sine præstationer, så er han allerede begyndt at se fremad. For nu kommer det svære og seje spring fra junior til senior.

– For mig er resultater en del af min udvikling hen mod at blive verdens bedste tennisspiller. Nu er det nye mål, som jeg vil arbejde hårdt for at opnå, siger han.

Holger Rune fejrer sejren væd sæsonfinalerne i efteråret.

Målet i starten af 2020 var egentlig at spille mindre senior-turneringer for at få en blød start i de voksnes rækker. Men pludseligt fik han tre wildcards til ATP- og Challenger-turneringer, og det var et tilbud, Holger Rune ikke kunne sige nej til.

– Det er virkelig bekræftende, at turneringer alle mulige steder i verden har lyst til at give mig et wildcard. Det betyder, at det kan lide mig og min tennis og vil give mig en chance for at se, hvad der skal til for at være med på det allerhøjeste niveau, siger han.

Resultaterne har været blandede, men læringen har været vigtig, forklarer han. På nogle punkter føler Holger Rune, at han godt kan være med de gode seniorspillere, og andre ting skal han arbejde meget mere på, erkender han – såsom fysikken og det mentale.

– Man skal virkelig været stærk fysisk, og det mentale betyder meget. Jeg får set, hvor jeg ikke er god nok, og det gør, at jeg har lyst til at arbejde endnu mere, så jeg kan blive lige så god som dem.

Medieinteressen er blevet større

En af de andre ting, som Holger Rune har skullet øve sig på, er den enorme interesse, der har været for ham både fra fans og medier – især efter triumfen ved French Open og sæsonfinalerne i efteråret.

HIK-talentet har skullet vænne sig til at give flere interviews end normalt, men det er ikke noget, der forstyrrer hans tennis.

På grund af sine sublime præstationer i 2019 fik Holger lov til at træne med blandt andre Roger Federer op til seniorernes sæsonfinaler.

– Så længe der ikke bliver lagt interviews i min hverdag, hvor træningen kan blive aflyst, er det helt okay. Efter French Open var der måske lidt for mange interviews, hvor man skal gentage sig selv. Men ellers er det fint. Det er en del af det, og man vænner sig til det. Men alle er meget søde – både journalister og fans. Så det er rigtig fedt.

– Nu kommer der en periode, hvor resultaterne ikke er så spændende, og derfor er der ikke den store interesse. Men det er jo en del af gamet, siger han.

 

Mindre turneringer og DM for hold

I stedet for at give masser af interviews skal det 16-årige HIK-talent i foråret bruge tid på at hente endnu mere erfaring på tennisbanen fra seniorrækkerne – dog på lavere niveau end ATP Challenger-niveauet. Rune er blevet tilbudt flere wildcards til Challenger-turneringer, men nu er fokus på at konkurrere mere på lavere niveau.

– Nu har jeg snuset til det øverste niveau og set, hvad der skal til for at være med. Nu er fokus på at spille nogle lavere kategorier og øve de ting, der skal til for at vinde en ATP Challenger-turnering. For det er mit mål at vinde en Challenger-turnering i år.

– En anden ting, der også står på hans program i foråret er slutspillet i DH. Holger Rune har nemlig udover Davis Cup også prioriteret at repræsentere HIK ved danmarksmesterskaberne for hold.

– Vi har det rigtig fedt på vores Elitedivisionshold, så det skal der være plads til. Der er jo ikke så mange holdevents i tennis, og det er ret hyggeligt, så DH bliver prioriteret højt.

– Jeg kommer ikke til at spille DM Inde i år, for der skal jeg spille en ATP Challenger-turnering i Spanien. Jeg slog også rekorden sidste år ved DM Inde, så måske jeg kan jagte en rekord til DM Ude til sommer. Vi har ikke lavet mit sommer-program endnu, men jeg spiller så mange holdkampe som muligt. Og vi går efter at vinde guld igen, siger han.