Fodbold, Forside, Generelt

Vi elsker jo, når HIK’ere tager videre i fodboldverdenen og gør det godt. Tag Frederik Sinding, der kommer direkte fra HIK’s U17 hold, og som netop nu har succes i Belgien. I sommer rejste den tekniske midtbanespiller med familien til Bruxelles, hvor han skulle gå i gymnasiet og var opsat på at finde en god fodboldklub. Efter en succesrig prøvetræning i den lokale 3. divisionsklub, RCS Brainois, blev Frederik inviteret til træning i den tidligere storklub RWDM (Racing White Daring Molenbeek), der tidligere har vundet mesterskab og titler og haft en lang række danskere på holdet. Benny Nielsen, Kresten Bjerre, Morten Olsen og Steen Thychosen var danske landsholdsspillere, der fik kæmpe-succes i klubben fra Bruxelles-kommunen, Molenbeek.

Det er længe siden, ja, helt tilbage i 70’erne og 80’erne.

Men efter en periode med dårlige resultater og nedrykninger er RWDM netop nu nu på vej tilbage i toppen af belgisk fodbold, hvor klubben lige nu befinder sig i 1. division.

Frederik havde en række prøve-træninger hos RWDM, der var så overbevisende, at han med det samme blev indlemmet i RWDM’s U21 trup. Det er i sig selv en bedrift allerede som U17 spiller at få adgang til klubbens U21 hold, for RWDM har traditionelt en velstruktureret og anerkendt talentudvikling, der hvert år sender spillere videre til større klubber i landet. Men det er altså lykkedes for Frederik.

Vi er både stolte og glade på hans vegne og ønsker ham held og lykke. Vi vil følge ham tæt på de belgiske fodboldbaner.