Fodbold, Forside

Der venter endnu en forrygende weekend med masser af spændende ungdomskampe. Flere af holdene har sågar mulighed for at vinde deres respektive rækker. 

Dobbelt Næstved
Mens 1. senior under ledelse af den nye cheftræner, Peter Feher, spiller sidste hjemmekamp i sæsonen på Gentofte stadion, er der lørdag eftermiddag dobbeltopgør i HIK, når B-licens kollegaerne fra Næstved kommer forbi. Både U19 og ubesejrede U17 har tre kampe tilbage i efteråret- alle mod sjællandske hold.

U19 lægger ud kl 13.00, når de skal forsøge at spille sig forbi Næstved i tabellen. Begge hold har 13 point for 8 kampe.
15.30 træder U17 ind på kunstgræsset, for at forsvare deres status som ubesejret i landets næstbedste række. Næstved U17 frister en tilværelse midt i tabellen.

Søndag skal U15 forsøge at revanchere nederlaget fra midtugen mod F.C.København. Kl 12.00 spiller 02-drengene sidste kamp i sæsonen mod Danmarks formentlig bedste hold på årgangen, Farum BK. U15 kæmper for at holde Lyngby BK bag sig i tabellen, som kronen på værket på et forrygende efterår.

Topopgør hos pigerne
For mange af HIKs pigehold byder weekenden også på et par særdeles interessante dyster. U12 skal lørdag helt til Nykøbing for at holde fast i toppen af rækken, hvor de i øjeblikket kun er distanceret af Svogerslev og Brøndby.

U13 skal forsøge at forsvare tredjepladsen i Øst 1. De møder- ligesom U17 og U19- også Næstved. Det er 10.00 på Maglen søndag.

I forlængelse heraf spiller U16 ultimativt topopgør mod rivalerne fra B1908. Det er kl 12, også på Maglen.

Potentielle rækkevindere
U17 og U19 spiller videre efter nytår, og kan således ikke afgøre sagerne på denne side af nytår. Det kan flere andre HIK-hold til gengæld:

U16 Mester kan med en sejr over Hvidovre på søndag få den optimale optakt til puljefinalen i næste weekend mod FB.

U15-4 spiller puljefinale lørdag kl 11.15 på udebane mod Vestia.

Fulton samarbejdet kan fredag aften sikre sig 1. pladsen i U14 Drenge 5, også på udebane mod Vestia.

Så skal vi også huske at sige tillykke til U13 Pigerne, der sikrede sig puljesejren trods et nederlag i sidste kamp mod Fremad Valby.

Med andre ord er der lagt i kakkelovnen til en stor HIK-weekend. Kom forbi og se med. Det er ved at være sidste udkald for efterårssæsonen.

SE HELE HIK-PROGRAMMET HER: https://hik.dk/news-posts/kampprogram-for-hik-fodbold/