Fodbold, Forside

Intenst møde i Svendborg

Så var det atter blevet tid for HIK til at tage kamptrøjen på, og denne gang hed modstanderen FC Svendborg, på Høje Bøge Stadion.

HIK var draget til Fyn for at hente point, og kunne med en sejr blandt andet gå forbi FC Svendborg i tabellen.

Banen på Høje Bøge Stadion inviterer ikke til hurtig fodbold langs jorden, hvorfor det også blev en kamp præget af mange dueller, og god fight.

Det viser sig da også hurtigt at det er de lange bolde som kan være farlige i denne kamp.

Første halvleg

Kampen er ikke mere end et par minutter gammel da HIKs Kristoffer Wichmann slår en lang dyb bold, som finder sin vej til anfører Mathias Olsen, men desværre for gæsterne sidder afslutningen lige på FC Svendborgs målmand Mathias Glintborg.

Ikke mange minutter senere er det så FC Svendborg der får en god mulighed efter en lang bold, som ender i deres venstre side og på et indlæg får værternes angriber panden på, men han formår ikke at holde bolden nede og header bolden over mål.

Første halvleg forløb fortsat med lange bolde og flere nærkampe. Efter et hjørnespark til HIK, 5 minutter før pausen, formår værterne ikke at få bolden længere væk end lige ud for feltet, hvor HIK anfører Mathias Olsen opsnapper bolden, og sender den i feltet på ny. For enden af indlægget står FC Svendborg forsvareren Emil Jørgensen, som ikke får timet sin clearing, hvorfor han i stedet får forlænget bolden, og til held for HIK sejler bolden over i det lange hjørne, selvmål og 0-1 til HIK. Målet kan ses i nedenstående link.
HIK 0-1

Flot holdindsats i anden halvleg

Anden halvleg fortsatte som den første sluttede, med en masse lange bolde og nærkampe.FC Svendborg forsøgte at skubbe på, men med stærk fightervilje og en fantastisk holdindsats kom værterne ikke frem til de store chancer.

Som fynboerne satsede mere og mere offensivt blev der også mere åbent nede omkring deres eget felt. Efter 79 minutter modtager Carl Lange bolden i venstre side. HIKs venstre kant får i samarbejde med Martin Andersen og Lorent Callaku sammensat nogle hurtige førstegangsafleveringer, som resulterer i en fri Carl Lange, desværre for HIK disker Mathias Glintborg op med en super redning, og føringen forbliver på et enkelt mål.

HIK holdet står fortsat solidt som en sammentømret enhed og afviser gang på gang fynboernes forsøg på at udligne.

I overtiden befinder bolden sig ikke meget på græstæppet, endnu engang grundet en masse lange høje bolde. FC Svendborg forsøger at tvinge bolden ind i HIK feltet.

Sejren sikres

Et par minutter inde i overtiden bryder HIK bolden i højre side. En lang clearing bliver jagtet af Lorent Callaku, hvilket skaber en misforståelse mellem FC Svendborgs målmand og forsvar. Begge spillere går galt af bolden og den chance lader HIK spilleren ikke gå til spilde. Lorent Callaku kommer imellem de to Svendborg spillere og opsnapper bolden, hvorefter han nemt sparker bolden ind i det tomme mål, 0-2 til HIK.
HIK 0-2 (Spol videoen frem til 1:50:00 for at se målet)

Ikke mange minutter senere fløjter dommeren for sidste gang, og HIKs spillere og trænere kan løfte armene i vejret, og fejre forårets første tre point.

HIK over stregen

HIK går dermed forbi FC Svendborg i tabellen, og får endnu engang en god oplevelse med fra Høje Bøge Stadion.

Næste kamp for HIK er på lørdag d. 29/4, hvor VSK Aarhus gæster Gentofte Stadion kl 15:00.