Forside, Håndbold

Søndag i Maglen. Damerne skal møde KBH/FIF 2. Det er imødeset med en vis spænding, fordi rygterne vil vide at dagens modstander har forstærket sig ved sende en række ligaspillere ned på KBH/FIF 2. Rygterne taler sandt. Modstanderne tæller Maria Lykkegård, Ronja Johansen og Sofie Flader. En på papiret slagkraftig trio, som må forventes at give HIK damerne seriøs modstand. Deres ”udsendte” bemærker i cafeområdet før FIF 2 går i omklædningsrummet, at Sofie Flader med næppe hørlig stemme meddeler, at hun ikke er helt på toppen. Om hun har en influenza eller halsbetændelse står ikke helt klart, men det må formodes, at Flader næppe kommer til at spille fuld tid eller i nærheden af sit topniveau. Nu virker trioen lidt mindre slagkraftig, hvilket får spændingen til at falde en smule hos deres ”udsendte”

Kampen går i gang – Modstanderne kommer godt fra start med en 3 -1 føring efter 6 minutters spil uden at ligaspillerne har været på banen. Hvad kan det så ikke blive til, når trioen eller dele af den indtager banen funderer deres ”udsendte”? Men så sker det forunderlige. Det er som damerne skifter gear og øger koncentrationen. Helena Elver i særdeleshed tager et stort ansvar og med sine fodfinter og overblik vender hun kampens udvikling. HIK går i den efterfølgende periode på 13 minutter til en føring på 10 -3! Amalie Milling i målet læser fint Ronja Johansens afslutninger og holder målet ”rent” samme periode. HIKs store føring får FIF træneren til at beordre en personlig ”opvartning” af Helena Elver og der kommer lidt grus i maskineriet, men damerne holder fokus og gennem godt forsvarsspil og lynhurtige kontrastød fastholdes initiativet til en overraskende stor halvlegsføring på 14 -9 – Trioen har været inde, men har ikke gjort meget væsen af sig. Nøgternt betragtet har ingen af spillerne vist liga-niveau og man frygter lidt at det vil komme i 2. halvleg.

2. halvleg begynder med et lille overtag og momentum til modstanderne hvor holdene følges ad til 20 – 16 frem til omtrent midten af 2. halvleg. Herefter er det som om FIF 2 løber tør for kræfter og idéer og trods behjertede forsøg fra trioens side formår de ikke at vise niveau og vende kampen til deres fordel. Momentum ebber ud. HIK har mange stærke afslutninger på venstre fløj – Dea Madsen laver mål på samlebånd sammen Louise Helt på højrefløj. FIF 2 bliver ”kørt over” – HIK damerne fortsætter ubarmhjertigt kampen, straffer næsten alle fejl hos modstanderen og vinder kampen i suveræn stil med cifrene 31 – 17. Deres ”udsendte” kniber sig i armen og har svært ved at forstå, at man kan vinde kampen på den måde. Men hatten af for en meget koncentreret indsats, hvor antallet af personlige fejl var yderst beskedent og derfor stærkt medvirkende til den store sejr.

Næste kamp er på udebane mod rækkens nr. 3 – Roskilde 2 – Søndag d. 11/12 kl. 17,15 i Roskilde Hallerne. Som sædvanligt opfordres der kraftigt til at lægge vejen forbi en sen eftermiddag og støtte damerne maksimalt!

Flere nyheder

Facebook

Sponsorer