Fodbold, Forside

Det var meget tæt på fuldt hus, da HIK’s talenthold i weekenden foldede sig ud. 4 sejre og en enkelt uafgjort blev det til, og så blev det nemmere at leve med den nye træner, Peter Fehers nederlag i debuten i spidsen for 1. senior. 

En klud i ansigtet
Lad det være sagt med det samme: der var ikke de helt store overskrifter at drage af lørdagens opgør på Gentofte stadion, hvor Hvidovre var på besøg til den sidste hjemmekamp i 2016. Det var tydeligt at HIK’erne skulle vænne sig til den nye spillestil, mens Hvidovre samtidig heller ikke bød ind med det helt store.

Desværre kom HIK rigtigt skidt fra land, da Ahmed Iljazovski efter kun 1,5 minuts spil, serverede bolden for fødderne af gæsternes Frederik Emil Andersen, der resolut bragte gæsterne i front.

Herefter var HIK meget på bolden, og viste fine momenter i spillet, uden dog at skabe de helt åbne målchancer. Derfor endte kampen 0-1, og Hvidovre bookede dermed deres plads i oprykningsspillet.

Næste weekend skal HIK i den sidste kamp i år til Valby Idrætspark for at møde Frem. En kamp, der med al sandsynlighed handler om, hvorvidt HIK skal gå ind i nedrykningsspillet med 9 eller 12 point.

Kampfakta
HIK-Hvidovre IF, 13. runde 2. division pulje 1.

1 min.: 0-1: Frederik Emil Andersen

287 tilskuere på Gentofte stadion.

HIK-opstilling
Martin Jakobsen- Patrick Timo Jørgensen, Martin Fisch, Ahmed Iljazovski, Andreas Ravn Nielsen- Thomas Ibsen, Alexander Green, Jannik Skov Hansen (69. Gustav Therkildsen), Lucas Haren (80. Sebastian Lau Nielsen), Mathias Olsen- Mathias Andersen (89. Sebastian Jensen).

Urørlige U17
Der var endnu en gang dobbeltopgør på Maglen lørdag eftermiddag, da Næstveds U17- og U19 mandskab kiggede forbi.

U17 sikrede sig en flot 4-2 sejr efter at have været bagud, og derfor er holdet nu ubesejret i 10 kampe i træk i U17 Divisionen på rækkens 1. plads- imponerende!

U19 sendte også de grønblusede hjem til Sydsjælland med et nederlag i bagagen. 3-1 blev det efter scoringer af Julius Ellegaard, Tobias Schmidt-Christiansen og Carl Lange. U19 indtager nu en flot 3. plads i rækken, med samme pointantal som Hvidovre på 2. pladsen.

Søndag leverede U15 et imponerende comeback mod Farum, der hører til blandt de absolut bedste i landet på årgangen. Trods en flot indsats var drengene bagud med 0-2 med et kvarter igen, men formåede alligevel at kæmpe sig tilbage til slutresultatet 2-2.

U14 tog en fin skalp i en træningskamp mod et blandet U13/14 hold fra FCK, mens U13 bankede Hvidovre med 6-0 i Øst 1.

U16 Mester fik en god forberedelse til puljefinalen mod FB i næste weekend med en 3-2 sejr hos Hvidovre, mens U16 Pigerne desværre tabte topopgøret på Maglen mod B1908. Du kan se alle resultater fra denne weekends HIK-opgør lige her: resultater-43