Fodbold, Forside

Foråret står for døren og HIK starter derfor igen morgentræning for klubbens ældste talenter fra på tirsdag. Træningen bliver i år med deltagelse af et par prominente, tidligere landsholdsspillere. 

Torben Storm, tidligere assistent for Morten Olsen på landsholdet, har det seneste år været ansvarlig for HIK’s morgentræning. Ved sin side får han i år Peter Møller og Thomas Kahlenberg, begge tidligere landsholdsspillere og udlandsprofessionelle.


Torben Storm. 

Møller og Kahlenberg skal med deres kompetencer fra højeste niveau, hjælpe HIK’s spillere fra U17 og U19 med at forbedre såvel tekniske færdigheder, som mental robusthed. 

Morgentræningen er en vigtig del af spillernes udvikling og HIK’s strategi for talentudvikling. 

“Det betyder meget for mig, at kunne tilbyde vores spillere så stærkt og kompetent et trænerteam til udvikling af klubbens ældste talenter. Der er ingen tvivl om, at vi har gjort lidt af et scoop ved at få Peter Møller og Thomas Kahlenberg med på et i forvejen dygtigt trænerteam. Torben Storm var også ansvarlig sidste år, og aftalerne med Thomas og Peter er en anerkendelse af vores arbejde og miljø i HIK Fodbold. Vi prøver hele tiden at bygge på vores allerede stærke talentprogram, og jeg synes at sammensætningen at dette trænerteam viser netop dette. Herudover viser det også at vi tager vores arbejde med udviklingen af morgendagens talenter ekstremt seriøst”, siger Talentsportschef, Philip Hansen.