Fodbold, Forside, Generelt, Håndbold, Tennis

Kære medlemmer og forældre,

Vi er nu bekendte med, at 20 medlemmer er/har været smittet med Corona i HIK fordelt på alle afdelinger. Halvdelen af disse er dog kommet til den sidste uges tid, hvorfor vi med denne mail gerne vil give en status, samt indskærpe nogle af de regler, der allerede forefindes.

Over weekenden har vi måtte sende endnu et hold fra håndbold i karantæne, og nu desværre også de første grupper af spillere fra tennis. Vi har en enkelt kontraktbane, der er ramt samt en gruppe klubspillere. I alt har ca. 15 hold været sendt hjem.

Når vi sender hold/grupper hjem, er det fordi, det at spille på et hold/gruppe anses for at være ”nære kontakter” af myndighederne.

Så hvis man har spillet eller trænet med en person, som testes positiv for Corona er det vigtigt, at man ikke kommer i HIK, før man selv er blevet testet.

Her er reglen, at man skal testes 2 gange. Første gang på dag 4, efter at man har været sammen med den pågældende, samt dag 6. Er testen på dag 6 negativ er man velkommen i HIK igen.

Som bekendt sendte vi 10 medarbejdere hjem i torsdags, da en medarbejder blev konstateret smittet. Det blev vurderet af Styrelsen for Patiensikkerhed, at disse 10 skulle kategoriseres som ”nære kontakter”. Disse skal testes igen mandag den 16. november, og når de forhåbentligt negative testresultater foreligger, kan disse møde på arbejdet igen på tirsdag.

Flere skoler er lukket helt ned, og at mange skoler sender udvalgte klasser hjem, hvis der er smittede. I den forbindelse får I her en kopi af det skriv, vi har modtaget fra kommunen i fredags.

Hjemsendte børn

Et vigtigt led i forsøget på at forebygge og inddæmme smitten er at begrænse kontakten med andre, hvis man er smittet eller har været i kontakt med en smittet. 

Myndighederne anbefaler, at elever der er hjemsendt fra skole, også bliver hjemme fra fritidslivet (idrætsforeningen, spejdergruppen, musikskolen eller lignende). Det samme gælder sociale arrangementer, tandplejen og andre steder, hvor der kan være tæt kontakt med andre.

Hvis I har et barn/en ung i jeres forening, som er hjemsendt fra skole, er det vigtigt at orientere forældrene om, at barnet/den unge heller ikke skal komme i fritidslivet. Vi har desværre oplevet, at hjemsendte børn kommer i fritidslivet og senere bliver testet positive og dermed er kommet til at smitte holdkammerater.”

Konklusionen er, at man ikke har adgang til HIK, hvis man er hjemsendt fra skole.

Vi oplever stadig, at mange forældre stimler sammen i forskellige områder, når børn skal hentes eller afleveres. Vi anmoder om at børn afleveres/hentes udenfor bygningerne.

Det er vigtigt at meddele, at vi ikke er i gang med at lukke HIK ned. Alle træningsudbud fortsætter på nuværende tidspunkt med de eventuelle begrænsninger, der findes på afdelingsniveau samt forsamlingsforbuddet. Vi har bedt vores rengøringsfirma intensivere rengøringen og afspritningen i hele HIK flere gange om dagen.

Det var en lang besked med formaninger, og det er så afgjort ikke for at genere nogen. Vi følger blot myndighedernes anbefalinger og ønsker at sikre, at vi i HIK ikke er med til at gøre smitten mere udbredt i samfundet. Samtidigt er det selvfølgelig vores opgave at sikre, at vi kan fortsætte vores aktiviteter i HIK. Andre foreninger i kommunen har været lukket helt eller delvist ned, og det ønsker vi at undgå.

For at kunne styre smitten i HIK må man gerne i fremtiden kontakte sin træner med det samme og samtidigt informere Thomas Nielsen på TN@hik om man er smittet.

HIK – 15.november 2020