Fodbold, Forside, Generelt
Ikke siden sæsonen 11/12 har HIK præsteret seks sejre på stribe. Lørdag kan den syvende komme i hus, når holdet skal cementere topplaceringen i 2. division.
På lørdag tager HIK spillerne den, forholdsvise, korte tur til Vanløse – for at møde Vanløse Idrætsforening (VIF) kl. 13. Tilskuere kan også se kampen på Ekstrabladet+.

HIK kommer til kampen med stor selvtillid, efter nu 6 sejre i træk.

Senest fredag aften hvor gæsterne fra FA 2000, måtte drage hjem med et 1-2 nederlag efter en tæt kamp. Det, efter at udeholdet var kommet foran – men HIK mener bare ikke, at de kan tabe for tiden. Kampen mod FA 2000 viste, at spillerne ikke har glemt at spille hurtigt med præcision og arbejde stenhårdt. De første 70 minutter var nok det bedste divisionsbold, der er set på Gentofte Stadion meget længe. Gæsterne skal også have ros, for at ”danse med” – de også med høj kvalitet.

Opgøret mod VIF har udviklet sig til lidt af en nøglekamp, her i efteråret. Alle vil gerne slutte hele sæsonen i top seks og derved deltage i den nye 1 division i næste. HIK har pt. 10 points ned til nummer 7 – som er, netop, VIF. Vi kan altså selv afgøre, hvor stor forskellen skal være inden sidste opgør og vinterpausen. For VIF vil det være en kæmpe motivation at kunne mindske afstanden og selv komme i top 6 – HIK må, med andre ord, forvente en hårdt fightende modstander, der vil tyndslide spillerbukserne i samtlige 90 minutter.

VIF har haft en lidt blandet periode, med både sejre og nederlag. Holdet har dog formået at få uafgjort mod både Næstved (udebane) senest og Nykøbing (hjemme) – så det er et kapabelt hold. VIF er et solidt og meget homogent hold, uden de helt store profiler/navne – man skal dog holde skarpt øje med angriberen Simon Pedersen og målmand Lasse Krogh (søn af Brøndby målmanden Mogens Krogh). Vanløse vil nok også have fordel af Vanløse Stadion, hvis bane på denne årstid – plejer at være våd, tung og langsommere end Gentoftes kunst.

HIK må undvære Frederik Krabbe, der er ude med karantæne.

Dagens opgør er kamp nummer 49 mellem de 2 klubber, 17 har HIK vundet, 9 er endt uafgjort, mens 22 er tabt – det må vi gerne ændre lidt på. Savner man optimisme, kan man tænke tilbage på 31/3-1994 hvor HIK, som de fleste husker, vandt 9-1 i Vanløse og tilføjede dem deres, til dato, største nederlag hjemme – i DBU turneringer.

Dagens modstander er sammen med Brønshøj BK med i Fodbold Alliancen, hvor vi også selv er medlem – så set på den måde er det de 2 klubber, vi ”bedst kan lide i 2. division”. Ligesom os var VIF en flersportsklub fra start – HIK startede med løb & spring, svømning, kroket, fodbold og tennis. VIF startede med fodbold, boksning, gymnastik og løb. Ligesom vi fik tilgang – håndbold og ishockey – fik VIF også tilgang, af badminton. I dag er VIF kun fodbold. Vi kan prale af noget, som VIF ikke kan – vi har haft landsholdsspillere af begge køn, VIF kun mandlige. Til gengæld har VIF sat en rekord, som vi indtil nu ikke har kunnet slå – de har præsteret 41 divisionskampe i træk uden nederlag!

Er man forhindret i fysisk fremmøde – kan kampen opleves på Ekstrabladet+